Kender De det, at man går rundt hjemme i stuen hos venner og bekendte, eller måske hos vildt fremmede mennesker? Værtsparret rumsterer ude i køkkenet. De rører i gryderne eller finder glas til vinen, der står parat. Om lidt kommer de tilbage, og imens står vi andre inde foran reolen med hovedet på skrå, fordi vi er ved at aflæse, hvem vi er på besøg hos. Aha. Den tynde udgave af Conrads ’Mørkets hjerte’. Nånå, gennempløjede udgaver af Anaïs Nins erotiske historier. Dertil ’Nordkraft’, ’Rødby-Puttgarden’ og ’Da Vinci Mysteriet’. Og ved siden dem måske H.C. Andersens dagbøger og tobindsværket om digterens liv. Pludselig aner vi, hvilke historier der rumsterer rundt i hovedet på de folk, vi har foran os. Bøger er (også) identitet.
Hvad er der med de bøger? Men hvad er der med de bøger? Hvorfor har vi stadig dette lavteknologiske stykke dogmekultur, selv om folk gennem årtier har talt om, at dens dage måske var talte? Eller at dens position i det mindste var truet. ’Bogens fremtid er ikke, hvad den har været’. Sådan lød titlen på en debatbog, der kom i 1988. På omslaget var et billede af en knægt på 12-14 år. Han sidder og blader i et tegneseriealbum, mens musikken tilsyneladende drøner i høretelefonerne. Dommedagsmusik var det nok tænkt som. Helt så galt gik det ikke for bogmediet. Sidste år blev der solgt for fire milliarder kroner bøger i Danmark. Det højeste nogensinde. Nej, det siger ikke i sig selv noget om, at den gode bog når ud til læserne. I en tid, hvor boghandlerkæderne i stigende grad bestemmer, hvor titelmæssigt smalt og hvor publikumsmæssigt bredt udvalget skal være, siger pengene ikke nødvendigvis noget om, hvordan litteraturen har det. Men bogen som sådan synes at være i storform. Med ryggen mod verden I årevis stod den ellers der med ryggen mod verden, som bøger nu gør. Som om den skulle forsvare sig, hvad den jo egentlig også skulle. Så var det fjernsynet, så var det musikken, filmene, tegneserierne og alt det andet, der kunne fylde et moderne menneskes liv, der var det farlige. Måske lignede fjernsynet den største fare. Fjernsynet og filmen. Det var det, folk altid sagde: ’Jeg tror, jeg venter, til den bliver filmatiseret’. Men mange bøger gik ikke til filmen. Masser af forfattere skrev, så selv den mest geniale instruktør ville få et fandens hyr med at få alle digressionerne omsat til billeder. At få alle omvejene og overvejelserne med i handlingen. 200 sider lige mellem ørerne I bøger kan der gå side efter side med, at der ikke sker en skid. Altså, i action-forstand. Det hele foregår måske inde i hovedet på hovedpersonen, og det ene øjeblik kan han befinde sig i barndommen, og det næste kan han i tankerne sidde ved sin mors dødsleje. Hvorfra bevidstheden igen spinder tråde ud til far og farfar, inden den ender hos oldefar, som har fortalt, hvordan den nyere familiehistorie tog sin begyndelse, da soldater en morgen bankede på en gammel dør på rustne hængsler et sted i Rusland, så alle måtte flygte gennem Baltikum og Polen på vej mod Amerika, som ingen nåede, fordi pengene kun rakte til et baghus i Bredgade i København. Og midt i det hele kan vi som læsere forsvinde ned i en dyb sprække i fortællingen, hvor forfatteren lader os hænge, indtil det passer ham eller hende at hive os op igen. Måske foregår det hele inden for to sider, eller to hundrede. Eller man får en hel bog, hvor to unge mistrives på en gyselig skole, som det sker i Peter Høegs ’De måske egnede’, hvor fortællingen hele tiden brydes med essays om tid. Spænding til bristepunktet Hvordan skulle man lige få det ind i en film? Film kan være vidunderlige, bogens halvbrødre i ånden kunne man vel sige. ’Godfather I’ eller ’Once Upon a Time in America’, for slet ikke at tale om ’Once Upon a Time in the West’. Hvor ellers kunne man strække en spænding til bristepunktet, hvis ikke i Sergio Leones åbning med tre lejemordere på en hed jernbanestation et sted på prærien, hvor de bare venter og venter og venter. Det virker. Men der er jo en grund til, at Gabriel Garcia Marquez i årtier har modsat sig, at ’Kærlighed i koleraens tid’ skulle omdannes til billeder. Nu sker det så, siger de, og hvis gamle ’Gabo’ ellers er heldig, når han ikke at opleve det. Se bare, hvad filmen gjorde ved ’The Shipping News’. Ja, det er svært at kalde den andet. Den danske titel, ’Sidste nyt fra havnen’, lyder ligesom ikke af litteratur, vel? Ligesom hovedpersonen i historien pludselig blev til en mainstream Hollywood-bøf som Kevin Spacey og ikke den fedtbolle af en ucharmerende tredjerangsjournalist med hang til svineskank og kartofler med smør, Quoyle, som Annie Proulx ellers skrev frem i sin bog, og som i bogen gjorde det til et mirakel, at han faktisk landede på benene. Detaljer i en historie Bogen er noget i sig selv. Vi læser, stopper op, går tilbage. Læser forfra. Danner vores egne billeder af historien. Ser vores egen film af handlingen. Hører personerne for vores indre øre. Ja ja, efterhånden kan man også få bøgerne på lyd. Så er oplevelsen anderledes. God, men anderledes. Ikke at der er noget nyt i det, sådan set. Lydbøger har vi haft i årtier, men i dag er de ikke kun for blinde. Alle kan få en lydbog, og vi kan have den i inderlommen og få historien direkte ind i øret. Men en bog er det jo ikke. Historien kommer i det tempo, oplæseren har valgt. Med de betoninger, gode eller dårlige, oplæseren giver ordene. Bevares, man kan opdage spidsfindigheder og detaljer i en historie, når man tvinges til at høre den ord for ord. Ikke noget med at skrålæse en side og hurtigt få at vide, hvad der sker. Bøger er naturligvis andet end romaner. De er også opslagsværker, fagbøger og biografier. Især de første har mærket de moderne tider. Ja, det er skønt at slå op i et stort værk, der forklarer, hvordan olie bliver dannet, men i den digitale version kan du søge facts om olie i hele Encyklopædiens 20 bind. På én gang. Dén del af bøgerne går hårde tider i møde, uanset hvor meget vi elsker dem. Fagbøgerne er en anden snak. Her får vi (forhåbentlig) det dybe snit ind til sagens kerne, som hverken medier eller net kan levere. En redigeret udgave af de bedste tanker inden for et helt specifikt område. En Maggi-terning af viden. Illusionen om det virkelige liv Og så er der alle de bøger, hvor vi læser om det virkelige liv. Alt det, ugebladene og medierne kratter i overfladen af. Biografierne og erindringerne. De sælger og sælger. Her kan læserne fascineres eller gyse over et levet liv. De kan spejle sig og få illusionen af, at der i hvert fald var ét liv, der tilsyneladende hang sammen i denne opsplittede verden. Eller de kan fryde sig over, at berømthedernes liv måske var lige så fucked up og usammenhængende, som de føler, deres eget er. Alt afhængig af hvilket snit forfatteren har lagt, og hvilke fortællinger om den biograferede der bliver fortalt. Men uanset om vi får biografien serveret som vugge til grav-fortælling eller som delfortællinger om et liv, så ligger det pakket ind i en lille firkantet pakke, vi kan bære med os. En bog. Biografierne er levet liv. Eller brudstykker af levet liv. Romanerne er simuleret liv, og hvorfor læser vi alle disse romaner om fiktive mennesker? Er alle historier ikke skrevet? Er alle historier ikke skrevet? Jo, det er de måske, men sikkert ikke lige på den måde. Det vil sige, nogle er selvfølgelig bare historier, der bliver glemt, lige så hurtigt som de er skrevet. Men andre dukker op igen, efter års glemsel, og får måske ny aktualitet, fordi verden har ændret sig i mellemtiden. Eller også fordi vi, læserne, har ændret os og ser verden og os selv på en ny måde. I en ny murstensblok af en bog har forfatteren Jan Kjærstad for nylig skrevet om, hvorfor vi skal læse romaner. 950 sider på norsk med alle hans essays. Et af dem er aldrig tidligere offentliggjort, og her opstiller han syv grunde til at læse romaner. Og husk, som den canadiske forfatter Carol Shields engang sagde: Man skal være kræsen. Hver gang man vælger én roman, er der en anden, man aldrig får læst. Derfor er det godt at huske på Kjærstads første bud: 1. Det skal være en nydelse at læse. Skal vi gætte på, at hr. nordmanden mener, man som læser aldrig skal stoppe op og spekulere over, om ordene kunne stå anderledes. 2. Romanen er et spejl. Vi kan pludselig se verden på en ny måde. Få et nyt perspektiv. F.eks. Nobelpristageren José Saramago, der i ’En beretning om klarsyn’ fortæller en politisk fabel om magtens opløsning i et land, hvor flertallet af indbyggerne i et lands hovedstad beslutter sig for at stemme blankt. 3. Hvad er et menneske? Hvad har vi gang i? Tænk på Jens-Martin Eriksens ’Vinter ved daggry’, der blev et litterært ekko af virkelighedens militssoldater under blodig kommando. 4. Kontiki-teorien. Romanen kan være stedet, hvor forfatteren er dristig som en anden Thor Heyerdahl og giver bud på sammenhænge, ingen før har vovet at formulere. 5. Romaner føder fantasi. Vi er medskabere, når vi læser. Kjærstad citerer Göran Tunströms pragtroman ’Juleoratoriet’, hvor Tunström skriver: »At åbne en tyk bog og synke ned i den! Jungle på den ene side, en strid elv på den anden. Ingen kan nå dig på den smalle klippeafsats mellem Punktum og Stort begyndelsesbogstav«. 6. Vi læser for at blive kloge. Vi får styr på verden. Vi får ordet i vores magt. Og det er historiefortællerne, der i stadig højere grad præger samfundet. Se bare på J.K. Rowling. En del af baggrunden for hendes succes med Potter-bøgerne har ikke mindst været historien om forfatteren selv. 7. Indsigt. I romanen får vi en viden, vi ikke kunne få andre steder. Kjærstad fik selv en større erkendelse af det religiøse ved at læse en fortælling af Pär Lagerkvist, end han fik gennem seks års teologistudier. De gode bøger bærer på en gåde. Noget vi kan fornemme at have kontakt med i læsningen, selv om vi ikke kan formulere det. Selv om det måske er netop derfor, vi læser. Fordi vi fornemmer, at svaret ligger lige der – for enden af regnbuen.