Vi er ude, hvor kragerne og danskerne vender.

Folk og vinduer er hyllet til, med tørklæder, gardiner og paraboler. ’Fuck dig’ står der på betonen. Velkommen til Gellerup, det boligområde i Danmark, der har den højeste koncentration af mennesker med udenlandsk herkomst. På døroversigten i en af de grå blokke står et enligt dansk navn: C. Thau-Jensen. »Dengang Gellerup blev bygget, var folk vilde med at komme herud i store, lyse lejligheder inde fra de små gamle lejligheder i Århus. Det var luksus. I dag er det jo ikke sådan, arbejdsløsheden er høj og lidt problemer er her også. Men jeg har altid boet steder som her, fordi jeg ikke har haft råd til andet, og fordi jeg er lidt af en slumromantiker. Hvis man bliver plantet et virkelig dejligt sted, hvad er ens egen indsats så? Men hvis man kan skabe en rar atmosfære et sted, hvor tingene som udgangspunkt ikke er specielt rare, har man gjort en indsats. Det er ligesom arbejdet med tegninger – der må godt være kontrast i tingene«. Cato Thau-Jensen er prisbelønnet børnebogsillustrator og forfatter, aktuel med en tegnet og fortalt selvbiografi, der får Knud Romers barndom til at fremstå som en dans på roser. I ’Et hjem med gevær’ er vi i Galten – en jysk småby lige så langt ude på landet som Romers Nykøbing, og her er det Catos far, der ikke passer ind i det lille samfund – en fantast og kværulant af en tandlæge, som med gale projekter og stribevis af retssager mod Galten Kommune, lider skibbrud med sønnen som eneste redningskrans. I de her år udkommer der en del biografiske romaner om barndomme med excentriske forældre – ’Kunsten at græde i kor’ af Erling Jepsen, Jens Blendstrups ’Gud taler ud’, Knud Romers ’Den der blinker, er bange for Døden’ og Morten Sabroes ’Du som er i Himlen’. Er det en trend? »Ja, det tror jeg – uden at man kan se den helt klare sammenhæng, opstår der sådan nogle temaer. Ligesom bekendelseslitteraturen i 70’erne, hvor alle pludselig skrev om deres intimsfære, seksualitet og parforhold. Det kan også være, at den generation forfattere, der bliver fædre nu, tænker over, hvordan deres egne fædre var«. Guldbarrer til at gå i seng på Forældrenes ægteskab forliste, og moren flyttede fra sin 29 år ældre mand med parrets to børn, Cato og lillesøsteren Laila. Men Cato måtte kort efter flytte tilbage til faren, som søgte og fik forældreretten over sønnen. Forsømt voksede drengen op i den surrealistiske kombination af dentalfabrik, klinik, hus og servicestation, der udgjorde hjemmet. Tandlægefaren havde blandt andet den teori, at chokolade ikke gav huller i tænderne, hvorfor han serverede Guldbarrer til at gå i seng på. Chokolade smeltede, og så var det væk, mente han. »Men hvis man ikke har fået børstet tænder i 14 dage, kan chokolade godt sætte sig«, siger Cato Thau-Jensen om et af barndomshjemmets paradokser. Du skriver afvæbnende og morsomt om en forfærdelig barndom. Hvordan kan du det? »Humor er en måde at klare det på. Og nu er det så lang tid siden, jeg boede sammen med min far, at jeg kan se tingene i et andet lys. Efterhånden bliver man jo også glad for at have nogle historier at fortælle. Men mens jeg boede hjemme, syntes jeg jo ikke, det var sjovt. Min far var ikke egnet til at have et barn. Slet, slet ikke. Dér skulle jeg ikke have været. Jeg var meget isoleret og havde heller ikke lyst til at tage kammerater med hjem, så de kunne se, hvordan vi havde det. Men børn er meget loyale, og jeg følte et stort ansvar for min far og for at holde hjemmet oven vande«. Indenfor i den store, lyse lejlighed i Gellerup er der orden ned til mindste detalje, der er smukke billeder på væggene og god mad på bordet, behagelig musik fra radioen i luften. Måske alt sammen en protest mod det hjem i kaos, som Cato Thau-Jensen flyttede fra, da han blev 17. »Min far havde mærkværdige planer, som han førte ud i livet, uanset om de ville lykkes eller ej. Han kunne finde på, sådan en eftermiddag, at nu skulle vi bygge en pejs, og når han gik i gang med noget, gjorde han det fra bunden. Jeg ved ikke, hvor mange slags marmor og marieglas og sære smedejernslåger, han fik sendt bud efter. Den kom til at ligne et monument. Vi boede i et ombygget mejeri med en industriskorsten, og da vi endelig fik pejsen færdig, var skorstenen alt for stor til at trække den. Der stod røg ud i hele huset. Den fungerede aldrig, sådan var det med det meste, min far kastede sig ud i. Hans projekter led altid skibbrud, alligevel blev han ved«. 60-80 Kings uden filterHvordan var det at være vidne til? »Lige fra min mor flyttede fra ham, var hans liv en deroute. Det blev man jo lidt påvirket af som barn. Han førte konstant retssager – mod kommunen, og det kostede penge og kræfter i den grad. Kommunalbestyrelsen i Galten var så træt af ham. De syntes, han var en pest, han skulle bare ikke vinde de her sager, og det gjorde han så heller ikke. Når han kørte sine retssager, var han oppe hele natten. Vi havde et spisebord, der kunne sættes fem plader i, det blev dækket med sagsakter og så gik han og så på dem, imens han røg 60-80 Kings uden filter. Uden at være nøgtern på nogen måde, og uden at vide, hvad der var godt for ham selv eller andre. Det hele endte med tvangsauktion«. Hvad siger din mor til bogen? »Hun synes, jeg har været blid i forhold til, hvordan det var. Min søster, som bor i USA nu, hæfter sig ved det sjove i den. Faktisk er det kommet lidt bag på mig, at folk i den grad tænker ’gisp!’, for jeg synes, jeg har skrevet de humoristiske sider frem, og det overrasker mig, at barskheden skinnede så tydeligt igennem«. Det er ret barskt, at ens far hiver sine tænder ud for at lave sig et gebis. »Ja, det var lidt specielt. Jeg følte også virkelig, at jeg skulle sørge for ham og det der enorme hus med tandlægeklinik, fabrik, en stor bolig ovenpå og kæmpe areal udenom, og sørge for, at det ikke gik fuldkommen ned«. Der var ingen, der greb ind? »Nej, min far ville ikke have hjælp udefra. Han ville ikke engang have sine tandlægekitler til rens. Det var sådan nogle store gamle lærredskitler, som han havde brændt jeg ved ikke hvor mange huller i med sine cigaretter. Det med at stryge sådan noget gammelt lærred er noget, der tager 100 år, men jeg begyndte at stryge dem, for jeg skammede mig over, at han gik ned til patienterne i dem, som de var. Men når en 12-årig dreng står og stryger kitler, er det fandeme mærkeligt. Man bliver enspænder, når man tilbringer sin barndom og ungdom et sted, hvor man har et alt for stort ansvar«. Var der noget godt ved sådan en opvækst? »Jeg er glad for, at jeg har lært at klare mig selv. Jeg er også glad for, at jeg nu kan bruge oplevelserne til noget kreativt. Men jeg blev også så vant til at være isoleret, at jeg stadig kan have svært ved at bryde ud af min isolerethed«. En skræmt kanin og andre dyr I ’Et hjem med gevær’ tegner Cato Thau-Jensen sig selv skiftevis som en dreng og som en skræmt kanin. I stort set alt, hvad han tegner, er der dyr med. Hvorfor vælger du dyr? »Formmæssigt er dyr mere interessante end mennesker, der i en eller anden udstrækning er skabt over den samme læst. Dyr er sjove at arbejde med, og så kan man finde menneskelige karaktertræk i dem. I en lang periode måtte man ikke menneskeliggøre dyr i bøger og film, de skulle ikke have tøj på for eksempel, men det er noget pjat. Det er jo os selv, vi forsøger at karakterisere i fabler«. Dine dyr er aldrig nuttede. Hvorfor er de grimme og uhyggelige? »Jeg er rimelig bevidst om, at de skal have en vis grimhed og brod. Jeg kan selv godt lide at bage kringle og tænde lys og gøre det hyggeligt. Og når man ved, at man har den tendens, skal man gå imod den. Det skal ikke blive for hyggeligt«. I dine bøger er der mange små rødhårede drenge? »Ja, jeg slår et slag for de rødhårede. Hvis der ikke står noget decideret i teksten om, hvilken hårfarve personerne har, bliver de rødhårede«. Kan man leve af at være børnebogstegner i Danmark? »Heldigvis har jeg fået nogle gode arbejdslegater. Men i de sidste tyve år er beløbet, man får for en hel billedbog, ikke steget. I 1988 fik man 20.000 kroner, det gør man også i dag. Det er, fordi bibliotekerne aftager færre og færre bøger. Før i tiden lagde forlagene an på, at de kunne sælge 1.500-2.000 eksemplarer til bibliotekerne, i dag aftager bibliotekerne måske 400 eksemplarer af en ny bog. Børn vil ellers gerne låne bøger. Jeg har læst et sted, at hvert barn låner 50 bøger om året i Danmark. Det er da flot«. Køber folk så billedbøger? »Når folk køber billedbøger, går de efter det sikre. Det er tit bedsteforældrene, der vælger, og jeg kan godt forstå, man vil have en klassiker, som man kender, fra da man selv var barn. De eksperimenterer i al fald meget lidt. Problemet er også, at boghandlerne ikke tager så mange billedbøger hjem. Så skal folk bestille dem hjem, og det gider man ikke vente på, hvis man lige står og skal have en gave«. Børn er meget stærke forbrugereHvad siger børn til dine tegninger? »Mange siger som det første, at det er grimt tegnet, de går mere op i, at man farver inden for stregerne,« siger Cato Thau-Jensen. »Men jeg tror, det er godt, at ikke alle målretter deres produkter bevidst efter, hvad børn umiddelbart vil have. Børn er virkelig stærke forbrugere, og det går producenterne benhårdt efter. Det skal være noget med langt hår, man kan frisere, det skal være lyserødt og noget med heste. Og så laver producenten en lyserød hest med langt hår, der kan friseres. Man kan sagtens i sine tegninger finde ind til noget nemt, men så er man jo fabrikant. Jeg synes, det er godt, hvis der er bare lidt modvægt til den strømning«.