Der var ikke et amen eller et halleluja, som jeg ikke forsynede med fraseringer, guirlander og forsiring«.
Sådan lyder det fra den imposante bas, der efterhånden helt overdøver de ydmyges kor, og sådan kunne man også med nogen ret beskrive fortællestilen hos Harald Voetmann (f. 1978), der nu med sit fjerde værk, ’En alt andet end proper tilstand’, for alvor ikke længere kan få gummistemplet ’lovende’, men uden blusel må betegnes som fuldbyrdet og strunk mærkværdig. På den ene side viderekolporterer denne samling kortprosa elementer fra Voetmanns tidligere værk: det bizarre, det virtuose, det cerebralt krogede og gammelmodigt morsomme. Men på den anden side er det, som om raketten virkelig er ved at komme op i fart, sådan at skyggerne fra forfædrene Preben Major Sørensen, Seeberg, unge Villy Sørensen, Jess Ørnsbo, og såmænd også jævnaldrende og svagt beslægtede fætre som Peter Adolphsen og Marius Nørup-Nielsen, nu er ved at fortone sig et sted bagude. Voetmann suser af sted til lyden af sin egen suverænt spillevende friktion. Helt konkret har vi at gøre med 21 korte tekststykker, der generisk spænder over en allegoriserende tendens (i f.eks. ’Samliv’), svagt surreale og Borges-lignende skitser (som ’Martin del Rios sidste cykeltur’), over til et ordret genoptryk af en helt grotesk agrammatisk og sørgmunter mail fra et debatforum om depression (!). Stilen er ikke sjældent på grænsen til det drilsk floromvundne, men syntaksens, latinismernes og fremmedordenes mange krummelurer afvikles altid med overlegen, om end ofte bevidst altmodisch elegance. Vi er i et rum, hvor sex, vold og død spiller skatologisk fiol til takten af en grum humor, krydret med ganske milde stænk af ømhed holdt ud i strakt arm. Det gælder f.eks. beretningen om digterens moder, der døde, da han var blot 14 – enhver ansats til patos eller sentimentalitet druknes øjeblikkeligt. Men ikke i en studentikos angst for følelsesfylden; snarere er den holdt i ave af en dyb utålsomhed over for selvmedlidenhed og ynk, og en glimtende intelligens gennemskudt af diskret tragisk humor. Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget Et væsentligt træk er leg med fiktionens særlige realitetsfordringer, som i ’Efter hængningen’ hvor vi detaljeret og via første-persons monolog følger det hængte ligs morbide beskrivelse af sit eget forfald post mortem, mens den forrådnende krop dingler fra galgen – helt frem til den apokalyptiske slutning, hvor det er gået så galt, at møbelhuset BIVA og et lokalt diskotek har fortrængt landsbysamfundets karske kulisser omkring Galgehøjen. Og i ’Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)’ (der kommer aldrig en del 2) spilles der tilsyneladende på den personlige biografi, Højholts gamle hovedstol, men sådan at vi stadig befinder os i en leg med grænserne mellem det, vi kalder for henholdsvis fiktion og realitet. Men der er langt mere på færde hos Voetmann: ’Scener fra Kejser Othos liv’, en panoramisk og scenisk opdelt genskrivning af antikkens kejserskildringer tilsat en gedigen dosis voetmannsk vanvid; en lille finurlig mini-roman, ’Beklædning’, i hvilken vi følger den kuldslåede 55-årige, vestbeklædte Kühleborns færd, en konceptuel leg med de grammatiske øvelser i Pseudo-Dositheus’ ’Colloquium Leidense’, en græsk-latinsk lærebog fra det fjerde århundrede; et snapshot fra en ældre herres liv, som lader ’Delia’ tisse i sin mund. Og så fremdeles – et rigt raritetskabinet. Der imidlertid denne gang kommer et nøk længere end ’Teutoburger’ (2005). Jeg kvier mig ved at bruge væddeløbets debile metafor, og en anden banalitet lurer, men det er umuligt at undvige, så her kommer det: Det er, som om Voetmann denne gang skriver sig tættere på et virkelig smertefuldt og tungt stof, sådan at vi selv gennem alle gardinerne af latinsk dannelse og syntaktiske krumspring fornemmer en alt andet end proper tilstand. Teksten bliver snavset, men utrolig voetmannsk snavset – sådan at Apuleius og Leopardi slår gnister ved mødet med Major Sørensen, men alt kulet ned i en egensindighed signeret Voetmann. Der står hos Voetmann: »Det falder alle vrangvillige mørkedvælere svært ikke at hade hånden en lille smule nu« – men hvilken hånd, der her er ved at nærme sig vores mellemgulv!
