Det er en af de for tiden mest pudsige kontraster i det franske samfund. Helt op mod 80 procent af befolkningen skumler over, at præsident Nicolas Sarkozy skilter lige lovlig meget med sit turbulente privatliv, men samtidig bliver alle magasiner, aviser og bøger, der skildrer hans eskapader, revet ned fra hylderne. Så snart der loves nye afsløringer, er ethvert bladhus eller forlag garanteret en sikker sællert. Den allestedsnærværende statsmands nylige bryllup med den italienskfødte popstjerne og forhenværende topmodel Carla Bruni er – naturligvis – ingen undtagelse. Knap havde det nyforelskede par således kundgjort, at de i smug havde viet sig (af diskretionshensyn for lukkede døre i Élyséepalæet), før forlagene svarede igen på deres gedulgte ægteskab. Den bastante replik faldt prompte: ikke færre end tre biografier om den populære 39-årige brunette og hendes glamourøse, men efter manges mening temmelig letlevende og frivole fortid. Og flere er på vej. Litterære bastarder Vanvittigt, skulle man måske mene, når meningsmålingerne tilsyneladende viser, at folk allerede har fået nok af præsidentens underliv. Men nej. Forlagene ved, hvad de gør. Boghandlerne kan slet ikke følge med og når knap at stille bøgerne frem, før kunderne stormer mod kassen med værkerne under armen. Som læser forundres man imidlertid en smule over bøgernes væsen. For les quick books, som de kaldes i fransk forlagsjargon, er en sær form for litterære bastarder. Hverken decideret paparazzijournalistik eller biografiske sværvægtere. Der ligger ikke megen selvstændig research bag, for de er i virkeligheden en lystig skumning af allerede skrevne sager, og brugen af insinuationer, allusioner og slibrige indforståetheder hører derfor med til legen (grangiveligt for at undgå injuriesager). Man er derfor lidt i tvivl om, hvorvidt det virkelig er sandt, når man støder på citater som »aldrig den første aften« (angiveligt sagt af Bruni til Sarkozy, da han fulgte hende hjem i sin præsidentlimousine efter deres første møde til et middagsselskab) eller den endnu mere vanvittige »jeg vil have en mand med atomvåben«. Letbenet og letlæst Ikke mindst Christine Richards bog ’Carla Bruni – Itiniéraire sentimental’ synes således som et hastigt gennemskrevet potpourri over den seneste tids samlede presseklip. En letbenet og letlæst blanding af lige dele lægeroman, boulevardpresseglitterstads og udvalgte aforismer og strøtanker fra berømte forfattere, der giver det hele et lidt pseudolitterært præg. Og krydret med citater … nej, ikke fra Carla Bruni selv, men hendes sange. For Bruni har kun indvilget i at give ét interview, og til forlagenes store irritation var det nyhedsmagasinet L’Express, der i denne uge gik af med sejren. En smule mere tyngde er der i Paul-Éric Blanrue & Chris Lafailles ’Carla et Nicolas – Chronique d’une liaison dangereuse’. Her forsøger bogens forfattere sig i det mindste med en mindre politologisk problematisering af celebritetskulturens afsmitning på det politiske liv. Dog ikke uden samtidig at forfalde til at lade bogen strutte af dyneløfteri og ’hvem gik i seng med hvem?’-detaljer. Bogen kan således berette, at den forsmåede ungkarl (Sarkozy) hektisk famlede i blinde efter en partner, da hans elskede hustru Cécilia forlod ham (han skal sågar have været ude efter Bond-baben Eva Green, der blot køligt afviste hans tilnærmelser). Men han tændte åbenbart (som så mange andre magtfulde mænd før ham) flammen i Carla, om end det ikke er lykkedes nogle af værkerne at afdække, hvem der egentlig insisterede på, at deres amourøse relation skulle besegles med sådan en hast. De lærde er bekymrede Ængstelige politologer kritiserer udviklingen og lufter deres bekymring for følgerne af, at tabloidstoffet vinder indpas også i mere seriøse kredse, og at flere og flere forlag kaster sig over den nye biografistil. Det ender med, at form og overfladiskhed aldeles vinder over indhold, substans og politisk tyngde, lyder deres formanende ord. Men selv om de franske læsere på papiret er enige med de lærdes analyse, er de dog også tilsyneladende begejstrede for den nye kommunikationsform. Så politik sælger åbenbart bedst, hvis det er skrevet på glittet papir. Nogle af de allerstørste bestsellere blandt de ikke-skønlitterære udgivelser i fjor var således at finde blandt de politiske biografier. Først kom bølgen af bøger om de to hovedkandidater til præsidentvalget, socialisternes Ségolène Royal og centrumhøjreregeringspartiet UMP’s Nicolas Sarkozy. Dernæst fulgte en større skylle om stridighederne i kølvandet på kampen om den øverste post, skarpt efterfulgt af biografierne om den kontroversielle førstedame Cécilia. Alt sammen værker, der nogle gange solgte i helt op mod 300.000 eksemplarer. Førsteoplagene for de nye Bruni-biografier ligger da også på omkring 40.000-55.000, ligesom der allerede er bestilt flere eksemplarer til genoptryk. Seriøse forlag er med Med sådanne salgstal har også nogle af Frankrigs mest seriøse forlag som Flammarion og Albin Michel vover sig over i den nye og særdeles indbringende genre. En genre, der dog har krævet en ændret arbejdsmetode i den ellers til tider temmelig træge forlagsbranche. For man bliver nødt til at handle hurtigt, hvis man skal kunne følge med den politiske aktualitet i bogform uden at blive overhalet indenom af nye politiske dagsordner, og i dølgsmål hvis man ikke vil kuppes af konkurrenterne. Meget sigende for den nye genres hemmelighedsfulde kommandoraid-stil delte Denis Demonpion og Anna Bitton – to af journalisterne bag efterårets byge af Cécilia-biografier – kontor, uden at vide at de hver især arbejdede på nærmest identiske bøger for konkurrerende forlag. Man kan sige, hvad man vil om den nye boulevardpresse-biografi, men i betragtning af at flere forlæggere for blot to år tilbage stillede diagnosen ’døende’ for den politiske biografi, må man sige, at det er en genre, der for alvor er blevet bragt til live igen. Ikke mindst takket være Ségolène Royal, Nicolas Sarkozy og hans to kvinder, Cécilia og Carla.
Christine Richard: Carla Bruni – Itiniéraire sentimental. Éditions Privé. 155 sider. 14.95 euro.
