I Frankrig tabte Ségolène Royal sidste års præsidentvalg af tre grunde.

For det første er kernen i fransk – og vestlig – politik lige nu frygt. For det andet er valghandlinger en irrationel størrelse, der netop lader følelser som frygt få magten. Og for det tredje er det politiske felt lige nu fuldkommen lukket, så der ikke kan opstilles et alternativ til en borgerlig politik. Alt dette fremgår af en pamflet med den kryptiske titel ’Hvorpå er Sarkozy navnet?’, som den franske filosof Alain Badiou udgav efter præsidentvalget 2007. Badious filosofi er ellers centreret om matematikken (og dét kan mærkes!), men retter sig derfra mod felterne videnskab, kunst, kærlighed – og altså politik. Nok så interessant opstiller den lille bog også otte vejledende punkter for praktisk politik af i dag. Pamfletten er i øvrigt – for sin genre – blevet en uventet publikumssucces og har også været genstand for en del polemik. Måske ikke så overraskende, når man betænker, at Badiou er gammel maoist, modstander af det repræsentative demokrati og tilhænger af en binational demokratisk enstatsløsning i Israel/Palæstina. Tre standpunkter, der hver for sig er nok til at skaffe ham en skare uvenner. Ifølge Badiou er det politiske felt altså lukket. Kun hvad der bogstavelig talt kan tælles, tæller med, det vil selvfølgelig sige pengene; de konkrete følger er nedvurdering og forfølgelse af de fattige, krav om rentabilitet til forskning og kunst og tvungent merarbejde til alle for at sikre væksten i den ulige fordelte velstand. Lyder det som et portræt af Danmark i 2008? Der er slet ikke så langt fra Paris til København. Men virkeligheden er jo ingen lukket størrelse, indvender Badiou. Hans videnskabsfilosofi skal netop vise, hvordan nye opdagelser angår noget, der ikke er talt op endnu. Newton havde fået sat tal på planeternes baner, men Einsteins relativitetsteori udgjorde et nyt, hypotetisk udgangspunkt, som ikke var talt med hos Newton, og som tillod et nyt syn på de samme fænomener. Det gælder også den politiske virkelighed, og for Badiou er den ’kommunistiske hypotese’ – at vi alle er lige, at pengeinteresser ingen magt må have, og at vi alle skal dele både håndens og åndens arbejde – en stadigvæk ny idé om et andet syn på verden, som de progressive siden den franske revolutions dage uden held har kæmpet for at realisere politisk på en forsvarlig måde. Det er svært, fordi det ifølge Badiou er statens funktion at lukke det politiske felt. Den fastlåser ét tælleniveau (pengenes) ved ikke selv at lade sig tælle, men stille sig an som uendelig og suveræn – statens love skal adlydes absolut. Men Badiou vil det omvendt: Staten – magten – skal være endelig, så den skal blive til noget overskueligt, vi kan diskutere i fællesskab. Her bliver valghandlingen en ’tumpefælde’, som slagordet lød i ’68. Den nøjes med at tælle inden for rammer, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. »Hvorfor fanden er 51 pct. af franskmændene lig med franskmændene?«, spørger Badiou og giver med tanke på Tyskland 1933 ikke meget for ’respekten for vælgerne’. Han har ret så langt, at afstemninger intet har med sandhed at gøre. I virkeligheden udstrækker Badiou en gængs kritik af folkeafstemninger til også at gælde valg: De er irrationelle, folk svarer på alt muligt andet, end de bliver spurgt om, valgmulighederne er manipulatorisk begrænsede, og vælgerne deltager ikke i en politisk forhandling hen imod et fælles resultat. Her drømmer han – utopisk? – om en verden uden en politisk klasse. I mellemtiden har Sarkozy vundet på frygten: frygt for lavvækst og indvandring, kriminalitet og pædofili, terrorisme og globalisering. Det er frygten hos ’de besiddende’ – dem, der har noget at miste. Mens centrum-venstre har tabt på ikke at have noget reelt alternativ til liberaliseringer, stram udlændingepolitik, nultolerance, strafskærpelser, krigsførelse og velfærdsretorik. I stedet spejler venstre side ifølge Badiou ’frygten for frygten’, dvs. frygten for de skrappe midler, hvormed højrefløjen lover at afhjælpe frygten. Det passer med, at dens vælgere er de veluddannede og de offentligt ansatte, mens resterne af industriarbejderklassen tilhører ’de besiddende’ i den globale konkurrence og stemmer til højre. Derfor tabte Ségolène Royal, og ikke fordi hun var en fotogen, kvindelig kandidat med et borgerligt temperament, som nåede at foreslå, at alle franske hjem skulle have en trikolore. Socialisterne havde grundlæggende ikke andet at tilbyde end højre side, kun svagere doser af en liberal/konservativ medicin, de selv var bange for. Hvis analysen er rigtig, passer den også på Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne. Men her er Badious otte alternative principper: 1. Alle skal betragtes som lige, også udlændingene, også de illegale. 2. Kunsten står, uanset hvor og hvornår den er fra, over kulturen som forbrugsfænomen. 3. Videnskaben, som er gratis, er absolut vigtigere end teknikken, især den indbringende. 4). Kærligheden må forsvares – mod seksualiteten og samfundet (mod pornoen og ægteskabet). 5. Enhver syg skal uden hensyn til omstændighederne behandles så godt, som lægevidenskaben tillader det. 6. Enhver proces, der med rette kan fremstille sig som frigørende, har forrang for enhver forvaltningsnødvendighed. 7. Pressen skal være fri af pengeinteresser. 8. Der er én verden – det mest revolutionære punkt, fordi ’situationens virkelighed’ for Badiou er, at der trods al skønsnak om verdenssamfundet kun er én verden for pengenes vedkommende; for menneskene er der to, og den rige fører krig mod den fattige, ’soft’ i de rige lande, men jernhårdt i The Greater Middle East. Denne liste forekommer det såkaldte Euston-manifest langt overlegent som principgrundlag for en moderne venstrefløj. Badiou anklages til tider for totalitarisme, men den er ikke til at få øje på i de otte punkter. Til gengæld er bogens retorik lige så voldsom som præsidentens. Sarkozy, der for nylig på dyrskue ytrede den uforglemmelige replik: »så skrid da, din narrøv« til en gæst, som ikke ville trykke hans hånd, bliver f.eks. kaldt for ’rottemanden’ – med henvisning til et berømt tilfælde hos Freud, men også til de socialister, som taburetkløe har fået til at forlade den synkende skude. Det krigeriske tonefald underminerer dog ikke idéerne – kun er det svært at tro, at det parlamentariske demokrati ikke skulle kunne rumme en politik, baseret på de otte punkter. Her skulle Badiou ikke gerne have ret. Og hvorpå var Sarkozy så navnet? Løsningen på titlens gåde er beregnet på at gøre ondt. Svaret er ’petainismen’ – efter marskal Pétain, krigshelten fra Første Verdenskrig, der under Anden blev parlamentsgodkendt diktator. Ifølge Badiou består den af: underkastelse under den herskende verdensmagt (USA); ’national genrejsning’ med model i udvalgte ’foregangslande’ (Blairs England); det synspunkt, at befolkningen er uansvarlig og må adfærdsreguleres (arbejd mere!); udpegning af en syndebuk (Maj 68); racisme (Sarkozy: ’det afrikanske menneske’ ser ikke op fra sin dont). Ifølge Badiou noget specifikt fransk. Man tvivler.