0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Helle bliver aldrig statsminister

Det var frygten for frygten. Filosoffen Alain Badiou giver sit bud på, hvorfor Ségolène Royal tabte præsidentvalget – og Helle Thorning-Schmidt ikke bliver statsminister.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I Frankrig tabte Ségolène Royal sidste års præsidentvalg af tre grunde.

For det første er kernen i fransk – og vestlig – politik lige nu frygt. For det andet er valghandlinger en irrationel størrelse, der netop lader følelser som frygt få magten. Og for det tredje er det politiske felt lige nu fuldkommen lukket, så der ikke kan opstilles et alternativ til en borgerlig politik.

Alt dette fremgår af en pamflet med den kryptiske titel ’Hvorpå er Sarkozy navnet?’, som den franske filosof Alain Badiou udgav efter præsidentvalget 2007. Badious filosofi er ellers centreret om matematikken (og dét kan mærkes!), men retter sig derfra mod felterne videnskab, kunst, kærlighed – og altså politik.

Nok så interessant opstiller den lille bog også otte vejledende punkter for praktisk politik af i dag. Pamfletten er i øvrigt – for sin genre – blevet en uventet publikumssucces og har også været genstand for en del polemik. Måske ikke så overraskende, når man betænker, at Badiou er gammel maoist, modstander af det repræsentative demokrati og tilhænger af en binational demokratisk enstatsløsning i Israel/Palæstina. Tre standpunkter, der hver for sig er nok til at skaffe ham en skare uvenner.

Ifølge Badiou er det politiske felt altså lukket. Kun hvad der bogstavelig talt kan tælles, tæller med, det vil selvfølgelig sige pengene; de konkrete følger er nedvurdering og forfølgelse af de fattige, krav om rentabilitet til forskning og kunst og tvungent merarbejde til alle for at sikre væksten i den ulige fordelte velstand. Lyder det som et portræt af Danmark i 2008? Der er slet ikke så langt fra Paris til København.

Men virkeligheden er jo ingen lukket størrelse, indvender Badiou. Hans videnskabsfilosofi skal netop vise, hvordan nye opdagelser angår noget, der ikke er talt op endnu. Newton havde fået sat tal på planeternes baner, men Einsteins relativitetsteori udgjorde et nyt, hypotetisk udgangspunkt, som ikke var talt med hos Newton, og som tillod et nyt syn på de samme fænomener.

Det gælder også den politiske virkelighed, og for Badiou er den ’kommunistiske hypotese’ – at vi alle er lige, at pengeinteresser ingen magt må have, og at vi alle skal dele både håndens og åndens arbejde – en stadigvæk ny idé om et andet syn på verden, som de progressive siden den franske revolutions dage uden held har kæmpet for at realisere politisk på en forsvarlig måde.

Det er svært, fordi det ifølge Badiou er statens funktion at lukke det politiske felt. Den fastlåser ét tælleniveau (pengenes) ved ikke selv at lade sig tælle, men stille sig an som uendelig og suveræn – statens love skal adlydes absolut. Men Badiou vil det omvendt: Staten – magten – skal være endelig, så den skal blive til noget overskueligt, vi kan diskutere i fællesskab.

Her bliver valghandlingen en ’tumpefælde’, som slagordet lød i ’68. Den nøjes med at tælle inden for rammer, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. »Hvorfor fanden er 51 pct. af franskmændene lig med franskmændene?«, spørger Badiou og giver med tanke på Tyskland 1933 ikke meget for ’respekten for vælgerne’. Han har ret så langt, at afstemninger intet har med sandhed at gøre.

I virkeligheden udstrækker Badiou en gængs kritik af folkeafstemninger til også at gælde valg: De er irrationelle, folk svarer på alt muligt andet, end de bliver spurgt om, valgmulighederne er manipulatorisk begrænsede, og vælgerne deltager ikke i en politisk forhandling hen imod et fælles resultat. Her drømmer han – utopisk? – om en verden uden en politisk klasse.