Svenske Magnus Nordin skriver de såkaldte ungdomskrimier.
Hvorfor ikke? Far og mor læser selv krimier, og lillebror læser Batman. Magnus Nordin har fundet disse tre ingredienser til sine kriminalistiske skolehistorier: provins, fortid og skingrende vanvid. Alene i år er udkommet to af forfatterens ungdomskrimier – ’Forfølgeren’ og ’Sort drama’ – og egentlig adskiller de sig ikke fra så mange andre bøger for unge, der også fortæller om skoleliv, landlig uidyl, skeletter i skabene og glasklar galskab. Hos Nordin er lidt flere dødsfald. Derfor betegnelsen ’krimi’. Hvem myrdede Malin? Var det den bosniske kæreste? Var det den lokale pusher? Hans sindsforvirrede ven? Eller var det den gennemsigtige fyr i grå hættetrøje? Handlingen i ’Forfølgeren’ er grum som en gyser. Stille og roligt spadserer historien af sted imod sin uafvendelige afslutning. Magnus Nordin er bidt af at fremstille miljøet i de små samfund, så man fornemmer gardinernes lette bevægelser og den store lyd af stilhed. Ude i landskabet putter sig ensomme, forkrøblede mennesker, som enten har noget i klemme eller ikke ved, hvad de gør. Ham der lurer, fyren i hættetrøjen, har egentlig ikke ondt i sinde. Hvorfor er det så, at tre unge piger, som ligner hinanden, forsvinder inden for få år? Man kan puttesig, men der er altid nogen, som har set noget, eller som kan huske noget. Magnus Nordins force er, at han stille og roligt indarbejder skæbne og fortid i de kommende begivenheder. Der er en pirrende, uheldsvanger stemning over ’Forfølgeren’. Der er også en tempoforskel imellem vanvid og hverdag, som er lige ved at få forfatterbukserne til at revne. Hvem slog kemilæreren ihjel? Og hvem slog kemilæreren ihjel med hans egne ingredienser for 25 år siden? Det er en del af handlingen i ’Sort drama’, der foregår netop omkring årsdagen for dette Big Bang. Her præsenteres provinsen igennem en tilflytters øjne. Tess er ny i byen og allerede træt af det hele. Hvis hun havde vidst, hvad der venter, var hun blevet i Stockholm. ’Sort drama’ er også elegant konstrueret med talrige side- og tilbageblik. En del af historien er bygget op omkring dramaholdets indstudering af ’Othello’. De to elskende prøver dødsscenen igen og igen. Og der er amoriner med knojern i luften. Følelser, man ikke tiltroede svenskere, paraderer frit på Fjärlunde Gymnasium. Blind besættelse og frostklar beregning er en eksplosiv cocktail. Nu skælver skolen for anden gang i sin grundvold. Nogen har fikset ved slangen til brintflasken, og gennem en åben dør kan to af pigerne se spøgelset efter den forrige lærer. Alt er kaos, og kun ved et mirakel overlever Desdemona alias Jackie, der elsker at blive stranguleret af Othello hver aften. Det er farlige kemikalier, som er på spil. Magnus Nordin bruger hele paletten med jalousi, forskellige former for seksualitet, iskold forførelse og almindeligt, naivt nærvær. Det er spændende at sidde i baglommen på Tess og følge med i, hvordan hun opklarer både det gamle mord og de nye hændelser. Fortiden banker på, og det er ved at koste hende livet. Da røgen har lagt sig, kan man undres over – og det gælder også ’Forfølgeren’ – at så store følelser og afvigelser fra normen kan gå upåtalt hen i længere tid. Det bobler af særhed og manglende jordforbindelse. En let linden på gardinet eller et opslag i fortidens logbog havde forhindret mange dødsfald. Magnus Nordin er en god om end lidt omstændelig fortæller. Spændingen er veldoseret, uhyggen stiger, og hvem lurer på lureren? Forfatteren overdriver sin pirren i sindets krinkelkroge. Men han gør det i en god mening!
