Niels Lund skriver godt, men er aldrig braget helt igennem med sine bøger. Måske lykkes det med denne slægtsroman, der kan minde lidt om Morten Ramslands ’Hundehoved’, hvad familievid og -vanvid angår. Hovedpersonen Henrik er drilsk valgt som centrum i familiens historie. For med sin vanskabte krop og sit korte liv er han fra start en fodnote – og selv fodnote bliver han først, da krøniken skrives ren af en blidere pennefører, som tager de slægtninge med, man ellers helst ville glemme: »I beretningen om vores Fars Fætter (...) har min far glemt, at udover døtrene Anna og Dorthea, var der en søn Henrik, som døde som 12-årig. Han sad altid i sin seng med en Staalbandage for at holde Hovedet oppe, men skønt sin sygdom, arbeidede han med at finde Løsningen paa en Evighedsmaskine«. Og hvordan gør man så en familiekrønike fra en sygeseng spændende? Det er den litterære stålbandage, forfatteren har sat sig selv i. Gemt væk i loftværelset Drengen Henriker tilsyneladende født uden knogler og kan hverken holde krop eller hoved oppe af egen drift. Gemt væk i familievillaens loftsværelse viser han sig alligevel at have både drifter og forstand, og vel fremstår han lovlig livsklog, drengen, men man køber præmissen, for hvad skulle han ellers lave end at lægge to og to sammen. Som den eneste har Henrik, så vidt vi ved, altså indsigt i, hvad der foregår i familien. Meget hører han op gennem gulvet fra de nedre etager, noget erfarer han fra de skiftende husassistenter, der plejer ham. Resten tolker han gennem de besøg, han får – eller ikke får – oppe på kvisten. For eksempel går der år og dag mellem faderen, Jacobs, besøg. Han skammer sig nemlig over »skvattet« på kvisten og er dermed et af Niels Lunds portrætter af utilstrækkelige fædre, der gør mere skade end gavn. Hæderligt og tænksomt underholdt Ja, Jacob er vel nærmest den, der tager livet af drengen, da han sender husets unge pige og Henriks fortrolige, menneskelige Elvira Ursula, af pladsen. Ind imellem familiens kvababbelser tager den alvidende fortæller os andre steder hen end københavnervillaen, til Midteuropa, Marokko og Namibia med sprælske onkler, hvoraf den ene måske endda er mere far til Henrik, end Henriks far er. Det er i alt fald Jacobs mistanke. Det er ikke en roman, der slår benene væk under sin læser. Men hæderligt og tænksomt underholdt er man med ’Stålbandagen’. Og passende skammet ud. For i enhver slægtshistorie er der nok husket flere stærke end skæve og syge.