Der hviler en sær skæbne over Henrik Bjelkes (1937-1993) forfatterskab, en særhed, der udmærket forklarer den ængstelighed, hvormed forfatteren i endnu levende live kredsede om sit forfatterskabs ry og rygte. Bjelke følte sig ganske langt af vejen som en afviger og fremmed i forhold til store dele af det samtidige, hjemlige litterære miljø – forståeligt, når han så intenst skrev sig op imod og ud gennem titanerne Joyce, Beckett, Kafka, Proust, men også Burroughs, Djuna Barnes og Borges. Samtidig var og forblev han en outsider i forhold til det udenlandske segment; kun hans ’Togplan for Otto’ blev oversat og det endog blot til ét sprog, nemlig tysk. Mellem normalitet og unormalitet Den Bjelke, der aldrig blev færdig som jurist, balancerede dermed på en tynd bjælke mellem det hjemlige indenfor, og det udenlandske udenfor. Bjelke stod til stadighed på den spinkle bjælke mellem inde og ude, der på samme tid forbandt og holdt disse to domæner ude fra hinanden. Og der står han endnu: ikke helt ude i kulden og glemslen, men ej heller helt inde i varmen og erindringen. For så vidt er det både sympatisk og betimeligt, at de to unge redaktører Rasmussen og Kristensen nu har samlet sytten bidrag fra forfattere og litterater (inklusive et interview med Lone Bjelke), der skal tage bestik af og belyse Bjelkes værk. Ærindet er dels at bese samtlige de genrer, Bjelke gjorde det i, fra operalibretto til lyrik, fra manifest til roman; og dels nærmere at tage forholdet afvigelse og norm i øjesyn, såvel i henseende til køns- og seksualidentitet, som til stileksperimenter, samfundskritik og genrehybride forsøg hos Bjelke. Det løber som en rød tråd gennem alle bidrag, at Bjelkes egensindige og barokt slyngede tekster er struktureret ud fra en i grunden ret simpel dualisme, nemlig mellem normalitet og unormalitet. Eller rettere: ud fra en æstetisk forfinet protest mod politiske og kunstneriske forsøg på at knæsætte en sådan simpel skillelinje, hvad enten det er »samfundets« udgrænsning af de anderledes eller en historisk specifik æstetisk norms afvisning af aparte eksperimenter – Bjelkes prosa var jo ikke ligefrem kurant socialrealisme anno 1973. Dette snit ned gennem værket betyder, at vi får lacanianske René Rasmussen til at læse hovedværket, romanen ’Saturn’ (1974), som knudepunkt for et grundtraume, der løber gennem hele værket, en række umulige helingsforsøg.
Musikelskeren og vennen Bjelke Erik Svendsen og Dag Heede inspicerer spørgsmålet om homoseksualitet og skrift, også set i relation til dansk modernisme, Jesper Hede sammenstiller oplysende T.S. Eliots ’The Wasteland’ (1922) og ’Saturn’, Marianne Ping-Huang undersøger avantgardens og revoltens status, specifikt i forhold til ’Tilegnet den danske offentlighed’ (1975), rundt om samme værk afdækker Erik Granly Jensen »offentlighedsformer og massemedier hos Henrik Bjelke«, med særlig fokus på radiomediet, mens derimod Henning Goldbæk ser på samarbejdet mellem Paul Ruders og Bjelke i ’Operaens genfødsel’; Erik Skyum-Nielsen har en meget præcis sproglig analyse af genrernes »labyrintiske landskab« hos Bjelke, hele spillet mellem novelle og »topografi«, mens Neal Ashley Conrad sammenstiller Proust og Bjelke i kredsløb om erindring og identitet. Steen Klitgaard Poulsen undersøger via bl.a. Bergson tidens skismaer i ’Togplan for Otto’. Birgitte Steffen Nielsen læser fine henvendelsesformer hos Bjelke, og redaktør Rasmussen kredser om kærlighedens status i værket. Finn Stein Larsen fremdrager ’Aurora’ af noget nær glemslen i en god, fingeret samtale med Bjelke. Stærkt står ikke mindst Hans Otto Jørgensens indledende essay om mødet med Bjelkes ’Første person ental’ på gågaden i Holstebro anno 1972 og Peter Johannes Erichsens bevægende og lyrisk præcise skildring af musikelskeren og vennen Bjelke. Man kunne måske godt have ønsket sig en artikel om Bjelkes tegninger og måske også en mere aktualiseret skildring af, hvor Bjelke ville kunne indplaceres i forhold til en nutidig, litterær horisont. Og muligvis også mere teoretisk intense livtag med relationen til f.eks. Bergson og via ham til en skikkelse som Deleuze, etc. Men det er småting. I hovedsagen er det lykkedes at fabrikere en udmærket antologi, der burde kunne tjene til at forrykke og rykke Bjelke lidt væk fra den tynde margin mellem hjemme og ude.