Nogle bliver ramt af Amors pil.
Anton bliver ramt af ’sorgens pil’. Den kommer uvarslet, og den er ikke sådan at slippe af med igen. Det er Katrine Marie Guldager, som fortæller om Anton, og klarøjede Kirsten Raagaard har tegnet til. Billedbogen om ’Anton og sorgens pil’ er i formatet super-size, så den kan rumme alle de mørke tanker. Sorgens pil sidder nu i et tiårigt hjerte. Anton fornemmer, at noget uigenkaldeligt er ved at ske, men først og fremmest vil han finde ud af, hvorfor han er blevet ramt. Er det noget med skolen? Anton er glad for at gå i skole, så hans venlige lærere må da kunne trække pilen ud igen. Men nej! Det kan de ikke. Både dansk- og matematiklæreren er ved at strømme over i lovprisninger af netop deres fag. Inspektøren elsker sin skole. Men det fjerner ikke sorgen. Drengen skal helt ned i fyrkælderen og sidde på pedellens skød, før han bliver klar over årsagen til sin smerte. Det er noget med far. Han rejste uden at sige farvel! Anton lærer, at selv om noget er uigenkaldeligt, så er det godt at vide besked om årsag og virkning. Nerve og nærvær Guldager skriver nogle af de bedste tekster for billedbogsbørn. Hun tør skrive om følelser, hun tør bruge sig selv, og hun er ikke bange for at betræde nye veje. Den lille fortælling om Anton har nerve og nærvær. Her er en solformørkende blues, som hjælper og trøster. Og det hele bliver båret oppe af Kirsten Raagaards stærke og alvorlige illustrationer, som indfanger ensomhedens tunge kropssprog. Og med et lille glimt i øjet. Denne tegner er traditionel i forhold til de unge vilde kolleger, der snart ikke er helt så unge længere, og hun komponerer siderne og formgiver figurerne efter den gamle recept om genkendelighed. Anton er et godt bekendtskab.
