I sit forord til den bredt fortalte roman ‘Maria Magdalenes Verdener’ skriver Elisabeth Lyneborg, at hun er inspireret af de mange myter, der især hersker i Provence om Maria Magdalene, og de lige så mange historier om Den hellige Gral og jagten på denne. I nogle relativt få kapitler fortæller Maria Magdalene om sit liv med Jesus – de var, som det vil vides, gift, og hun beretter om hans ganske kendte gerninger, hans blide sind, smukke smil og sin egen senere skæbne. Kirken, det vil sige den katolske, har siden fornægtet Maria Magdalene og har aldrig villet anerkende, at Jesus skulle have været gift. Det er dog ikke Maria Magdalenes historie, der er i fokus. De tre handlende er tre af kirkens mænd, der på forskellige tidspunkter af historien forsøger at få fingre i Den Hellige Gral. Gralen er Johannes Døbers kranium, der nu er forgyldt, og Gralens vandring er omgærdet af mystik og gru. De tre er Bernhard af Clairvaux, en nidkær munk, broder Guillaume, der er en opdigtet person, og præsten Bèrenge Sauniére, en sognepræst i tiden omkring Første Verdenskrig. For dem alle tre gælder, at de besættes af Gralen, de søger, men de finder ikke, og de sætter andre menneskers liv og skæbne på spil i deres skrupelløse jagt på den forgyldte genstand. De plages alle tre på forskellige måder, især af seksuelle fantasier og lyster, de har mareridt, drømmer, de hugges ihjel af rovfugle og mange andre rædsler. Deres største plageånder er dog dem selv og deres hede drømme om at få fingre i Gralen. Der er megen udpenslet gru i skildringen, især går det hårdt for sig i det store afsnit, hvor broder Guillaume beretter om sin nidkære jagt på katarerne, en middelalderlig bevægelse, som den katolske kirke betragtede som kættersk, hvorfor bevægelsens tilhængere blev forfulgt, tortureret og brændt. Broder Guillaume torturerer mange unge kvinder, fordi han føler sig seksuelt ophidset af at se deres spinkle, unge legemer spændt ud over smertehjulet, og ved en lejlighed, hvor han er meget optændt, skærer han sit mandlige lem af. Han er selvfølgelig alligevel dømt til at tabe, for ingen i den katolske kirke kan vinde noget som helst og slet ikke menneskenes hjerter, er fortællerens implicitte budskab. Det kommer derfor ikke bag på læseren, når hun på bagklappen ser, at forfatteren har været præst i den danske folkekirke. ‘Maria Magdalenes Verdener’ er umådelig bredt fortalt, og selv om Elisabeth Lyneborg nævner ‘Da Vinci Mysteriet’ som en art inspiration, er ’Den sorte madonna’ aldeles uden spænding, og undervejs bliver læseren temmelig ligeglad med Gralen, måske fordi det fra starten ligger i kortene, at den ikke eksisterer. Der er uden tvivl lagt stor flid i research m.v., men det ville have klædt romanen, hvis en forlagsredaktør havde skåret i den, for tingene er trukket i et så langt drag, særlig i afsnittet om Broder Guillaume, at læserens interesse fordamper.