Har du nogensinde stået i en fremmed storby og mærket dens hjerteslag hviske til dig uden at kunne finde hovedpulsåren?

Følelsen af at vide, at den her by kan noget helt særligt, man ved bare ikke, hvor de unikke oplevelser gemmer sig? Og så ender man i turistfælder, kliché og metervare og spiser italiensk i Madrid, shopper amerikansk i Kuala Lumpur og drikker irsk i Stockholm. Allerhelst vil man jo som urban storbyturist inviteres hjem til nogen på middag, komme med til en privatfest og gøre unika-kup på billige loppemarkeder. Hvis det ikke kan lade sig at gøre, vil man bare gerne serveres de gode adresser på natklubber, barer og butikker, hvor man står ansigt til ansigt med byens sande sjæl og møder sine ligesindede. Derfor er den engelsksprogede ’CPH Guide’ en virkelig god idé. For den kan netop gøre det ud for ’den lokale kontakt’, ’fixeren’ der hvisker den rejsende kreative klasse i øret og viser det København, der åbenbarer sig, når man styrer uden om Strøget, Rådhuspladen og Den Lille Havfrue. Fotografer og skribenter Redaktør Ulla Sauerberg har samlet et større hold bidragydere, bl.a. fotograf Kajsa Gullberg, der sidste år udgav en fremragende fotobog om Ungdomshusets brugere, og Sofie Hannibal, der i designduoen Hvass & Hannibal har produceret utallige farverige pladecovers, illustrationer og kunstværker. Derudover optræder en del ukendte skribenter fra lande som USA, Irland og New Zealand, der i kraft af deres status som tilflyttere beskriver København. Bogen fremstilles som »en hybrid mellem en traditionel rejseguide og en coffee table book«, og heri ligger guidens første problem. Formatet er uhandy. Hvis man skal medbringe bogen på en rejse, er den for stor i sit næsten kvadratiske bredformat. Desuden er den svær at orientere sig i, da den i den grad forekommer overdesignet med lag af grafik, illustrationer og kort. Udtrykket er broget og stritter i alle retninger, måske på grund af de mange illustratorer og grafikere, der tilfører hvert deres personlige udtryk. Det går ud over informationerne og kommunikationen. Værst er det i Christiania-afsnittet, der nærmest er ulæseligt med grafik under teksten, som er klemt inde mellem husbilleder. Bedst fungerer de mange rå fotos på de mere ’rene’ opslag, der giver et glimrende billede på, hvordan København og københavnerne ser ud med Christianiacykler, en altan fuld af somalierunger og rødøjede dansende natteravne. ’Fatty’ og ’Mr Weekend’ Bogens andet, og meget essentielle, problem er, at skribenterne optræder under graffitilignende, nærmest anonymiserede aliasser som ’Fatty’ og ’Mr Weekend’. Vi får ingen profil på dem, hvad laver de her, hvor kommer de fra, hvor længe har de boet her?, er spørgsmål, der trænger sig på for som læser at kunne forholde sig til og vurdere deres anbefalinger og ikke mindst det modsatte. Ideen med at få udlændinge til at beskrive deres nye by er original og sjov, og tilflytternes kritik af og raseri over danskere og København er til tider underholdende, om end det er lidt stereotypt a la »uptight people«, indtil snapsen rammer og forvandler festen til »et Jerry Springer-show«. Men spørgsmålet er, hvis man aldrig havde været i København og købte denne guide, ville man så have lyst til at besøge en by, der beskyldes for at være en H&M-uniformeret blondine, der ikke gider tale med fremmede mennesker? Jeg er ikke sikker. Jeg irriteres også over, at overvægten af mandlige skribenter igen og igen smålummert beskriver de danske kvinders attributter i sætninger som »The view is spectacular if you’re interested in shapely creatures« (udsigten fra en anbefalet cafe), og om københavnernes kroppe står der: »No fat peeps with nasty diseases around here«. ’Hygge me arse’ Problematisk er det også, at for mange afsnit ikke guider til noget, men udelukkende bruges til at få lettet trykket på dampkedlen. Afsnittet, ’Hygge me arse’, er decideret ubrugeligt, da skribenten udelukkende bruger sin taletid til at rase over de mange ’hyggelige’ stearinlys på københavnske cafeer. Og i stedet for at beskrive Københavns unikke og frodige homokultur, fortæller ’Mr Weekend’ forskrækket om at blive lokket i en homofælde af sine venner, heldigvis uden »violation of any rear ends«. En noget hetero-maskulin stereotyp om ’de farlige bøsser’. Og ’Fatty’ taler ud om Københavns elendige kaffe over fire sider, men guider så til standard-cafeer uden særlige kaffekundskaber som Pussy Galore, Props og Bopa. Hvor er Riccos, Risteriet og Estate Coffee? Desuden er guiden illustreret med verdens største grafiker-kliché: udtværede kafferinge. Det er set en 7.000-8.000 gange før. ’CPH Guide’ indeholder dog også en del sjove og velvalgte vinkler som gode råd om stoffer (I København ryger man hash udenfor, og den er stærk, så pas på), at man ankommer sent til fester (mange stakkels turister har stået alene med barpersonalet på Vega mellem 22-24 på grund af danskernes hang til pre-party-hjemmedruk), at det danske flag ikke nødvendigvis betyder nationalist, og at man skal spørge christianitterne, før man tager billeder af dem. Der opfordres gentagne gange til at skaffe sig en cykel under sit ophold. At man oplever de brune bodegaer, smager smørrebrød og prøver en pølsevogn, alt sammen glimrende. De to guider til grønne (parker) og blå (vandudsigt) områder er fremragende og oplysende, selv for indfødte, og shoppingguiden fanger det bedste af byens secondhand- og ’ungt dansk design’-udvalg. Der manglerJazz og Distortion Nattelivsguiden lader dog noget tilbage at ønske. F.eks. er København i den grad en jazzby, men hverken Jazzhouse eller Børneteatrets ugentlige jazzklub nævnes. Et af årets højdepunkter i København, som jeg personligt altid anbefaler udenlandske venner at opleve, er årets Distortion-nattelivsfestival i juni, hvor København over fem dage går amok i konfetti, gadefest og gratis champagne. Den er ikke nævnt med et ord i bogen, en klar mangel. En guidebog i noget så gammeldags som papirformat er naturligvis forældet, det øjeblik den rammer gaden, da byen jo er levende og under evig udvikling. Alligevel finder jeg det sjusket, at man skriver, at bus nummer 8 kører til Christiania (ruten blev nedlagt helt tilbage i 2003), og at cafeen Tea Time i Skydebanegade anbefales, selv om den er lukket. Det er småting, ja, men de kunne godt være nået at blive rettet inden udgivelsesdatoen. ’CPH Guide’ er en god idé med fødselsproblemer. Bogen er bedst, når den guider og anbefaler og mindre god, når den bliver mavesur klummeskrivning. Men den formår at give nogle personlige og kreative råd til ruter rundt i byen midt i alt det rodede og indforståede. Vi er langt fra ’Lonely Planet’-segmentets cost-benefit-behov og Wallpaper-publikummets luksustrang. Her introduceres vi for en ny genre af mere følelsesladet og lystbetonet rejseguide, som rammer yngre generationer af rejsende, som vil dyrke hver storbys særpræg, charme og unikke souvenirs.