Pablo Llambías har med sin seneste roman ’...rasende...’ fornyet spøgelsesgenren. Med en teenagers rasende tankestrøm løftes sløret for den hykleriske voksenverden og alle de forløjede illusioner, vi lever efter. I ’...rasende...’ er ingenting, som vi tror, det er. Hovedpersonen, Patricia, opdager nemlig, at alle i virkeligheden er spøgelser.
Der står i pressemeddelelsen om din bog, at du en nat i 2001 mødte et spøgelse i tårnværelset på Hald Hovedgaard, hvilket gav dig ideen til romanen. Er det et mediestunt, eller har dette udsagn noget på sig?
»Nej, det er rigtig nok. Det var en aften, hvor jeg var meget træt og pludselig så en skikkelse på gulvet, før jeg skulle til at gå i seng. Den stod med ryggen til, og jeg var ganske ironisk indstillet og slet ikke bange, da jeg troede, det var en træthedshallucination, der spillede mig et puds. Men da den så svævede hen over mig, så turde jeg ikke række op efter den, fordi jeg rent faktisk var bange for, om der var noget«.
Din bog er blevet beskrevet som en gotisk roman, en ungdomsroman og et filosofisk værk, der leger med Platon og Lacan. Hvordan vil du selv beskrive din bog?
»Bogen er en del af et større tekstkompleks, som omfatter nogle selvbiografiske, litteraturhistoriske og filosofiske tekster, hvoriblandt nogle er blevet trykt i ’Den Blå Port’. Den del, der i bogen er spøgelsets stemme, stammer sådan set fra bogen ’Et oprindeligt spøgelse’, som aldrig er blevet udgivet, men kun i brudstykker gengivet i ’Den Blå Port’«.
I bogen reduceres tilværelsen til ren og skær spøgelseseksistens, og Patricia kalder den for ’postkortvirkelighed’. Er virkeligheden for dig ikke andet end illusioner og sproglige forestillinger?
»Jo, selvfølgelig er den det, og det er den, fordi vi har en krop. Uden krop ville virkeligheden ikke være andet end forestillinger. Kroppen er den, som forpligter alt, hvad vi siger, derfor er liv en kropslig værdi og ikke en åndelig. Bogen kredser om forholdet mellem krop, liv, ånd og værdi. Vi ser i bogen, hvordan livet mister sin betydning, hvis det ikke er ledsaget af krop og handling. Faderen i bogen, Pepe, mener, at åndelig værdi er en livskvalitet i sig selv. Patricia mener og fornemmer derimod, at alt, hvad de andre voksne gør og siger, er ligegyldigt, fordi de ikke har nogen krop. Det er vigtigt at forstå, at teksten ikke er en metafor. Hun har i bogstavelig forstand ret; de har ingen krop«.
Hvorfor omkranser du dine sætninger med tre punktummer?
»Bogen er fortalt gennem indre monolog, hvilket for mig var den tydeligste måde at angive det på. Sætningsstrukturen er præget af Patricias tankestrøm, som består af ufuldstændige sætninger. Det hele foregår inde i hendes hoved, hvilket kun afbrydes af lydsporet i form af de andres replikker. Det bliver kun hendes vinkel, der kommer til orde. Det har noget at gøre med, at jeg ikke er særlig glad for fortællepositioner, der angiver at vide mere, end én person kan vide«.
