Konfirmationsgaven, Chr. Winthers ’Hjortens flugt’, blev i sin tid – og det vil jo sige min tid – erstattet af Thor Heyerdahls bog om ’Kon-Tiki’, den stædige eners beretning om, hvordan han sammen med en håndfuld andre ressourcerige og hårdføre herrer beviste, at en vidtløftig teori om folkevandring til søs – fra Sydamerika til Polynesien – var en praktisk mulighed.
Nu vidste man jo, at »mands dåd begynder med drengens drømme« – som man endnu kunne udtrykke det dengang sidst i 1950’erne.
Så vi, der fik bogen som gave, kunne jo godt tro, at de voksne helst så os langt til søs på en synkefærdig tømmerflåde. Stimulere os til stordåd ville de i hvert fald, druknerisiko eller ej.
Vi, der ikke byggede Norge
Norske Erlend Loe er først født 1969, men må have været ude for noget lignende, hvis man skal tro denne vittige, vidunderlige, vidtløftige roman, forklædt som ekspeditionsrapport med reportagefotos, land- og vandkort, indeks og hele svineriet.
Ekspeditionens deltagere er ham selv, hans bror og nogle venner – en lidt slukøret generation, der kom for sent til verdenskortets hvide pletter såvel som konstruktionen af velfærdsstaten: »Vi, der ikke byggede Norge« – hvad skal vi finde på?
Erlend – det hedder fortælleren – hitter en teori, der slår Heyerdahls: Hvorfor ikke forestille sig at Polynesien blev befolket af sydamerikanere, der ankom på skøjter over det tilfrosne Stillehav? Under en af istiderne, muligvis en ganske kort én på en enkelt vinter?
En slags fake dokumentarisme
Som de fleste af Loes bøger – han debuterede i 1993 med den nu filmatiserede ’Kvinden flytter ind’, ’Fakta om Finland’ fra 2001 blev også en scenemonolog, men mest kendt er nok ’Doppler’, der gik til skovs i 2004 – er ’L’ en slags monolog, isprængt passager af de andre ’ekspeditionsdeltageres’ fortællinger om hver sit halvstuderede speciale.
»Jeg tillægger dem de replikker og tanker og handlinger, jeg vil ... En slags fake dokumentarisme, men baseret på, at vi faktisk havde været der og taget billeder«, forklarede Loe mig for nogle måneder siden (interview i Politiken Bøger 16. februar).
Rapporten om rejsen til atollen Manuae i Stillehavet, de hjælpeløse forsøg på at finde spor af skøjteløberne (!) og samtalerne omkring bålet på stranden derude – og de kommer vidt omkring! – bliver så til denne lille, i enhver forstand fede bog: format som en lommekalender, men 3,5 cm tyk, og teksten kunne vel have stået på halvt så mange normalsider.
Drømme om heltemod og stordåd
En underfundig maggi-terning af en roman, for den rummer både en jordomrejse eller to – Heyerdahls får vi jo også god besked om – en råskitse til verdenshistorien, forsøg med samfundsformer (tre styks på en dag, 19. dag) og meget andet godt.
’L’ er måske ikke nogen indlysende konfirmationsgave. Den er drømmene om heltemod og stordåd kogt ned til sagtmodig, men frygtløs indsigt i tilværelsens tilfældighed og den enkeltes forståelige utilstrækkelighed – og forsøg på alligevel at fatte en skid af det hele!
Med tungen i kinden leverer den sit storslået futile svar på dekonstruktionens og ideologipunkteringens tidsalder, bogens motto er en programerklæring: »I siger, at den store fortælling er død? I vil have små fortællinger? Det skal I fandeme få!«
fortsæt med at læse
