Ved yngre læsere, at en Luger var en tung tysk militærpistol i begge verdenskrige?
At GUM var Sovjetunionens grandiose svar på Harrods, Illum og andre enorme stormagasiner? At en strømlinet Citroën DS var en futuristisk fransk luksuslimousine, som nærmest løftede sig fra jorden, når den startede? Især på gaderne dengang i 60’erne lige før ungdomsoprøret, med Beatles og andre bløde mænd med langt hår og ben i kassebukser og douce, dårende kvinder uden bh, læberødt og makeup, som hellere ville lave kærlighed end krig. Det må man da håbe. Altså at læseren har medbragt en madkurv på historisk sans og forkundskab, sågar har sat skruen i vandet efter nostalgi, tyk som piskefløde og spøjs som strutskørt og opsat frisure. For ellers er meget af, hvad der sker omkring 007 i denne hans nyeste mission, sider af Grauballemandens gæstebog, strofer fra Egtvedpigens poesibog. ’I djævelens tjeneste’ er skrevet i licitation af forfatteren Sebastian Faulks på vegne af salig Ian Fleming, som ville blive 100 år i år. Og han har løst opgaven ved simpelthen at blive i forfatterens og hans anti(k)helts egen samtid med fed Frank Sinatra på grammofonen, pressefolder skarpe som slagterknive og bøf bearnaise med fritter på tallerkenen ved siden af en markedsført slotsaftapning for blærerøve med et eller to Rolex på håndleddet. Om forfatteren leverer varen bedre end andre, som bød på opgaven om at videreføre Flemings saga om Bond, kandidater såsom John le Carré og Frederick Forsyth, finder vi of course foreløbig ikke ud af. Valget af Faulks er nok hverken værre eller bedre, og han har løst opgaven historisk korrekt. At familie og forlag nærmest har betragtet plottet som en statshemmelighed, som på en og samme dag skulle afsløres, er en absurd parodisk, sådan set smagsmæssigt pinlig affære. Thi romanens intrige og historie er som et skrabelod med lidt mere end en nitte som gevinst. Dr. Julius Gorner Romanen foregårsom sagt, dengang ondskabens imperium var Sovjet og dets grusomme hænder ude efter verdensherredømmet stadigvæk hed SMERSH og KGB. Et bestialsk mord i en forstad til Paris sætter snart fokus på den mystiske og magnetiske dr. Julius Gorner, en mand med manisk magtbrynde, gustne gisninger og et ego på størrelse med Esbjerg. M sender selvfølgelig bud efter 007, og han er så på banen igen med sin Waltherpistol i skulderhylstret, selv om han stadigvæk helt nuttet og nostalgisk savner sin lille Beretta med samme kaliber som en salonriffel. Gorner synes at være et bestie med visioner om heroin, som her for 40 år siden endnu ikke er narkotikaverdenens Netto, men noget dyrt, kostbart og forfærdelig farligt noget. Vi kommer til Mellemøsten med haremsdamer, dristige dadler og hummus ad libitum. Og et fly som forsvinder. James Bond støder undervejs selvfølgelig ind i et par labre larver, for nu at blive i 1960’ernes skolegård. Men han møder også arkaiske kendinge fra både det franske og det amerikanske clandestine væsen for skæg og blå briller. Der bliver skudt med skarpt, kørt om hjørner, drukket intenst, smisket slesk og naturligvis kissemisset med kærlige katte, hvor nogle viser farlige kurver og kløer, andre miaver og kæler med vor agent. Just som i foråret før Playboys Hugh Hefner fik en ny hofte, kunstigt hår på issen og et skud Viagra som morgenmad. På sæt og vis har Faulks skrevet en James Bond-roman som på godt og ondt mere ligner et nummer fra Giro 413’s repertoire af gamle kendinge end en dødspændende, velturneret og inciterende 007-thriller. Læs selv efter!
