Gudsfornægter, det bliver man ikke i en håndevending!
Næ, det kræver tid og møjsommelig kamp at nå til den erkendelse, at »Der er ingen Gud. Messias er ikke kommet, formentlig kommer han aldrig. Jesus var bare et almindeligt, overmodigt menneske. Frelsen er en sygelig følelsesstorm, ikke andet. Et evigt liv er utænkeligt. Men døden er evig«.
Her taler vel at mærke ikke fhv. pastor Grosbøll, men derimod den 83-årige Olof Helmersson, som på sin manddoms højde i sin tid førte ikke færre end 416 västerbottniske sjæle til frelsen i det spredt beboede område mellem Umeelven og Vindelelven. Samme område, hvor vi før har smagt ’Humlehonning’ og ’Pölsa’ og lært ’Dorés Bibel’ udenad – altså hvor Lindgrens forrige tre romaner foregår.
Men nu tvinges vækkelsesprædikanten af sin samvittighed til at vende tilbage – for at afmontere livsløgnen igen og »affrelse« menigheden! »Det havde taget ham årtier at nå frem til denne befriende fornægtelse«, forklarer han, næsten halvtreds år. Så de fleste fra dengang er faktisk passeret over i bemeldte evighed, men tilbage er dog den blinde Gideon, som Helmersson nu taler til. Desværre har Gideon ikke brug for affrelsning, for frelsen er allerede »løbet af ham«, da han mistede synet.
Troende og døende
Gamle Gerda er derimod inderligt troende, om også døende. Så troende, at prædikanten ikke kan komme af med sin tilståelse, for hun hører kun de svar, hun selv vil høre – også når han ikke svarer en lyd. Hun vil have sin sidste nadver og syndernes forladelse, og Helmersson parerer ordre, skønt han tier under trosbekendelsen – som Lindgren siger, at han selv gør det i visse passager. Som altid i ødemarken må man klare sig med, hvad man nu har: et utyggeligt hjemmebagt brød og så den dér gamle Norrlands Akvavit fra titlen. En slags spiritus sanctus, på kommen, anis og fennikel.
Men før vi når så vidt, har den gamle på sin sammenklappelige cykel også aflagt besøg hos billedskæreren Torvald, for hvem Kunsten er Gud: »Folk leder uafladelig efter erstatninger for Kunsten. Kærligheden er en erstatning for Kunsten. Der er en genløsende kraft i Kunsten«.
Og han har lagt vejen om forbi lokalavisens meddeler, der skyer rigtige nyheder, men skriver på en højstemt beretning om den noget sværmeriske kong Karl XV’s i enhver forstand frugtbare besøg på egnen midt i 1800-tallet – måske også en del af forklaringen på, at alle her er i slægt med hinanden. Ligesom Helmersson selv er det med den kønne Marita, som han kan takke sine prædikeners magtfulde vokaler og sin forførende harmonika og salmesang for.
Små illustrationer
Ind i teksten er foruden beretningen om kongebesøget sat små illustrationer. Denne gang ikke bibelstik af Doré, men inskriptioner fra gravsten, en annonce for Hagströms harmonikaer, tilbud om arbejdstegninger til småbåde eller bikuber – der jo er nyttige, hvis man da ikke som Bertil i Nybränna bare ombygger egnens prædikestole til bikuber! Som alle Lindgrens romaner og noveller fra Västerbotten, lige siden gennembruddet med ’Slangens vej’ i 1982, gennemtrænger hverdagen og det timelige forestillingerne om det hellige og hinsidige, ligesom fortiden opsluges af nutiden.
Tag nu Kristina, der harper løs om, hvordan » Vi« plejer og synes og altid har gjort der på egnen – og som det derfor må gå galt for. For nok omslutter hendes » Vi« nok så kønt egnens fællesskab, men det lukker jo også andre ude, påpeger hendes samlever, der slet og ret hedder Stockholmeren: »dette Vi, for det meste truende vendt mod ham ... i et belærende, overlegent bebrejdende tonefald, et Vi så fuldt af skidtvigtighed og standshovmod, chauvinisme og storhedsvanvid, at det ikke var til at holde ud i længden«. Ja, dette » Vi« kan let blive for meget for den ’fremmede’ – fra Stockholm eller fra Islamabad.
Tragisk går det, og morsomt er det alligevel, og dét er jo kunsten: »At give pessimismen et muntert ansigt. Det er vel sådan cirka, hvad det drejer sig om«, sagde Torgny Lindgren selv forleden (i interview med Carsten Andersen, Politiken 21. maj) om sit forfatterskab, et af Nordens største i disse år. At han ikke har fået Nobelprisen, må skyldes, at han selv sidder i Svenska Akademiet, som uddeler prisen – bl.a. til Lindgrens åndsbeslægtede José Saramago i 1995. Ligesom portugiserens ’Jesusevangeliet’ spejler Lindgrens underfundige omvendte missionsberetning i sublimt enkelt sprog troen og vantroen i hinanden og forvandler tilværelsens utvivlsomme meningsløshed og det evige livs ikke-eksistens til en mildt tilgivende besindelse på nuets og dette ene livs hellighed.
fortsæt med at læse
