At citere Bruno Ganz’ engel Damiel fra Wim Wenders’ 1987-filmmesterværk ’Himlen over Berlin’, det er i sig selv at spænde forventningerne højt. Og når man gør det allerede i første kapitel, bliver citatet en slags program for det efterfølgende halve tusind sider: »Als das Kind Kind war, wusste es nicht, dass es Kind war ...«. Og det er lige præcis, hvad resten af romanen så handler om:

Jarle hedder det lille barn, der gemmer sig bag kummefryseren, når mor og far skændes. Som ikke rigtig tror på farens gode humør, når han krigssværmerisk kækt kommanderer rundt med ’Kompagni Orheim’, som han ynder at kalde familien. Barnet, som få år senere gennemskuer faren: Han er weekend-alkoholiker og snart også hustrumishandler – men til hverdag pinligt korrekt embedsmand, skoleinspektør.