Flemming Flyvholm knækkede en tand på et tidspunkt. »Der skal krone på«, sagde tandlægen. »6.200 kroner«. Så var det, at Flyvholm begyndte at spekulere på, om det kunne betale sig. For han var alvorligt syg af nyrekræft, han brugte masser af penge på akupunktur, psykologer, vitaminer og mineraler, økologiske urter og grøntsager – og han var lige blevet fyret fra sit arbejde som redaktør på Berlingske Tidende. »Kunne jeg ikke leve godt uden den krone resten af mit – korte – liv?«, spurgte han sig selv. Heldigvis besluttede han sig for at få kronen sat på og dermed markere, at han ikke ville give op, ikke overgive sig til sygdommen. Det handler hans smukke, lille bog ’På kanten af livet’ om. Han er nu 63 år og kræftpatient på femte år, for øjeblikket dog sygdomsfri efter en succesfuld behandling med immunterapi på Rigshospitalet, og han fortæller stilfærdigt og usentimentalt om livet med den diagnose, de fleste frygter mest af alt, og om de tanker og holdninger, der har båret ham igennem. Det har været et helvede, naturligvis. Fra vreden og desperationen: »Hvorfor mig«, over selvbebrejdelser: »Du er selv skyld i kræften på grund af din levevis« til isnende dødsangst. »At holde frygten i ave er et heldøgnsarbejde«, skriver Flemming Flyvholm og fortæller om at ligge i lange minutter til de mange GT-scanninger, mens fantasien løber amok i et sandt rædselskabinet. Men han lærte at leve med kræften. Endda et godt liv. »Jeg kan dø, men det er ikke – slet ikke – sikkert, at det sker lige nu. Sikkert er det derimod, at det vil være dumt ikke at leve i mellemtiden, mellem nu og ophøret. Mellemtiden er ikke en ventetid, og den skal ikke leves i et venteværelse«. Flemming Flyvholm blev behandlet i Rigshospitalets Center for nyrekræft, hvor patienten følges meget tæt af faste læger og sygeplejersker gennem hele forløbet, og det har han været glad for. Så han opfordrer til bedre samarbejde mellem patient og læge, ikke mindst må lægen blive bedre til at anerkende patientens egne ressourcer. Men det er svært at etablere, så længe sundhedsvæsenet i den grad er politisk topstyret, og der mangler tillid til det sundhedsfaglige personale, som må bruge alt for meget tid på kontrol, evalueringer, målinger, afrapporteringer og andre bureaukratiske foranstaltninger. En anden sag er hospitalernes fortløbende forringelse. Det gælder om at komme ud af dem hurtigst muligt, skriver Flemming Flyvholm, dels fordi de er sundhedsfarligt beskidte, dels for at slippe for de »lasede, forvaskede, for store og helt vanvittigt usexede tøjstykker kaldet undertøj, skjorte og badekåbe. Når man ser sig i spejlet i det outfit, ved man, at det står galt til«, konstaterer han tørt.