Navlepillende, småliderlige og tømmermandsplagede.
Skiftevis sløve og sure og evigt ubeslutsomme i forhold til de mange muligheder, tilværelsen potentielt rummer. Lunkne i forhold til kærester, umodne i venskab og decideret allergiske over for enhver form for ansvar. Velkommen til Rockys verden. Det stockholmske hundehoved fra Södermalm og hans venner, der i Nikolaj Scherfigs fordanskning slår sine folder på Vesterbro – og i Politikens spalter. Et generationsportræt Som man kan forstå, er Rocky ikke det mest charmerende bekendtskab i verden. I hvert fald ikke ved første blik. Derfor synes jeg også, det i begyndelsen var svært at knytte an til Martin Kellermans generationsportræt i den daglige stribes dråbeform. Selv om den enkelte pointe kan være rigeligt sjov, toner seriens høje niveau først for alvor frem i albummets form. Her kan man til gengæld konstatere, at ’Rocky’ er et generationsportræt så talentfuldt og skarpt som dengang franske Claire Bretecher og Lauzier i 1970’erne spiddede deres generations hedonister og masochister i serierne ’De Frustrerede’ og ’Moderne tider’. Og så har ’Rocky’ til og med den fordel, at den opleves som nådesløst selvudleverende. Rocky er på en måde førerhunden i et slæng af fødte medløbere, der opfatter sig selv som udefinerede alternative typer. Sådan lidt hip-hop/indie/kunstner-agtige uden at det rigtigt bliver til noget. Rocky er stort set den eneste, som for alvor har noget kørende for sig. Han laver nemlig en populær tegneserie om sig selv og sine venner. Som klassisk kunstner-parasit lever Rocky af at udlevere sig selv og sin klan til spot og spe i offentligheden.
