Det er svært at forestille sig et mere behageligt forfatterliv end det, den engelske bestsellerforfatter Robert Harris holder sig.

Han bor med sin kone og sine børn en times togkørsel fra London i byen Kintbury. Han henter mig ved byens beskedne station, og mens vi spadserer langs kanalen Kennet & Avon hen imod familiens hus, fortæller han, at de købte det for 15 år siden. Egentlig mest for at bruge det i ferier og weekender, men de fandt hurtigt ud af, at de hellere ville bo her end i London. Robert Harris arbejdede tidligere som journalist og politisk kommentator – først for BBC og siden for Observer og The Sunday Times – og da han ifølge eget udsagn alligevel aldrig har været kontortypen, er det fint at bo et stykke fra London. Det forstår man godt, når man ser det på alle måder prægtige hus – en gammel gotisk præstegård – hvis have skråner ned mod floden. Fra sit veludstyrede bibliotek har han udsigt til floden, hvilket ikke synes at spolere hans koncentration. Det er nemlig her, han har skrevet sine seneste romaner. Med særdeles stor succes. Han har ikke helt styr på, hvor mange eksemplarer der igennem årene er blevet solgt, men han ved dog, at det er på den rigtige side af 10 millioner – et salg, der fordeler sig på oversættelser til i alt 37 lande. Det er ikke for at fejre de høje salgstal, at han straks åbner en flaske champagne, da vi slår os ned ude i haven for at tale om thrilleren ’Skyggen’, der er udkommet på dansk i dette forår. Han er bare glad for champagne, fortæller han, og en solbeskinnet tirsdag synes at være helt fint egnet til at nyde et glas af mærket Pol Roger – den champagne, som også var Winston Churchills favorit. Det er ikke den eneste interesse, Harris har tilfælles med Churchill. Politik er en anden, og det er netop den politiske verden, ikke mindst de mere anløbne aspekter af denne verden, der er emnet i ’Skyggen’. Hovedpersonen – en ghostwriter, der tilbydes et fyrsteligt beløb for at skrive en charmerende ekspremierministers erindringer – fandt Harris på for en 10-12 år siden, men omstændighederne var dengang ikke de rigtige. For to år siden hørte han så pludselig en dag i radioen, at Tony Blair var i fare for at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser og måske endda tvunget til at gå i eksil i USA. Og straks faldt alt på plads for Harris: Han var tidligere politisk journalist, han kendte Tony Blair, og fra udgivelsen af sine tidligere bøger vidste han en masse om forlagsbranchen. »Pludselig kunne alt det, jeg tidligere havde beskæftiget mig med, puttes ind i en bog«, fortæller Harris, der på det tidspunkt havde påbegyndt en romanserie om det antikke Rom. »Jeg havde skrevet den første, ’Imperium’, og skulle til at gå i gang med den næste. Jeg fortalte min amerikanske redaktør om min ide med ghostwriteren og den britiske premierminister, og han svarede: »Den skal du skrive nu«. Jeg forhørte mig hos alle mine forlæggere, som gik og ventede på en ny Cicero-bog, og de sagde alle: »Fint, strålende – skriv den««. Og så gik det stærkt. Harris lavede aftalen med sine forlæggere i november 2006 og lovede ved samme lejlighed, at han ville være færdig med ’Skyggen’ i juli 2007. Midt i det hele kom så et telefonopkald fra filminstruktøren Roman Polanski, der ønskede at filmatisere en af Harris’ tidligere bøger, ’Pompeji’. Han ville have Harris til at skrive manuskriptet. Så Harris, der aldrig tidligere havde skrevet et filmmanuskript, måtte nu skrive på to ting samtidig – og afleveringsfristen for både roman- og filmmanuskript var et halvt år senere. Det lykkedes. »Jeg vil ikke sige, at ’Skyggen’ skrev sig selv, men jeg skrev 1.000 ord om dagen, og det var hver gang en fornøjelse at vende tilbage til den«, fortæller Harris. Polanskis film over ’Pompeji’ er i første omgang ikke blevet til noget, men til gengæld er samme Polanski i fuld gang med at realisere en spillefilmsversion af netop ’Skyggen’. Og det er formentlig ikke tilfældigt, at bogens handling og stemning har noget filmisk over sig. »Jeg er nok blevet påvirket af, at jeg samtidig sad og skrev et filmmanuskript med Polanski. Jeg forestillede mig, at ’Skyggen’ skulle være en effektiv og traditionel Chandler-agtig thriller og underholdende som noget af Graham Greene. Det er meningen, at man skal tage bogen seriøst, men samtidig er der også satireelementer i den«. Blair lookalike Om tidligere premierminister Tony Blair kan få øje på romanens satireelementer, er uvist. Han har ikke offentligt udtalt sig om bogen. Men hovedpersonen er ikke Tony Blair, forsikrer Harris. Hvordan vil du beskrive bogens hovedperson, Adam Lang? »Han er en meget moderne politiker uden nogen stor ideologisk bagage, hvilket er typisk for en type politikere, der er kommet frem verden over i de sidste 20 år. De er meget venlige, meget charmerende og utrolig dygtige til at omgås medierne. De er på en måde også en slags letvægtere, fordi de mangler udenrigspolitisk substans, men alligevel klarer sig ved at være charmerende«. Og hvordan vil du så beskrive Tony Blair? »Der er elementer af Tony Blairs karakter i denne politiker, fordi det var hensigten at skrive en satire, og så skrev jeg desuden bogen med en del vrede over Storbritannien og verden, som den ser ud i dag. Og der er store ligheder mellem de to personer. Den samme lyst til at optræde, den samme form for charme, men også store forskelle. I særdeleshed skal man ikke undervurdere Tony Blairs religiøsitet, den har romanens hovedperson intet af. Men jeg kan ikke benægte lighederne, og jeg synes, det ville være fjollet at gøre en tidligere premierminister gammel, konservativ eller lave ham om til en kvinde, når jeg skulle skrive en roman, der foregår nu«. I en periode havde Harris som klummeskribent på Sunday Times adgang til inderkredsen af Labour, og allerede fem år før Blair blev premierminister, ringede han en dag og inviterede Harris på frokost. »Der har formentlig ikke været en journalist, der havde større adgang til New Labour – i hvert fald ikke nogen romanforfatter. Det havde meget stor betydning. Jeg fløj med i privatflyet og så alt«. De to lærte her hinanden ganske godt at kende, og op til Blairs valgsejr i 1997 blev Harris spurgt, om han ville dække kampagnen indefra. »I kampagnens sidste to-tre uger rejste jeg rundt med Blair. Jeg var med, når han klædte om, jeg var med i hans bil – jeg kunne ikke have været meget tættere på. Jeg stod sammen med ham, da det blev offentliggjort på tv, at han havde vundet en jordskredssejr. Jeg er meget taknemmelig for den mulighed, han gav mig, og på en måde var de to-tre uger alt, hvad jeg havde brug for. Det har hjulpet mig enormt, når jeg skulle skrive mine bøger – også når de har handlet om Cicero og politik i det antikke Rom. Jeg tror ikke, at tingene er så forskellige«, siger Harris og funderer over lighederne mellem storpolitik før og nu: »En mand gør sig klar til at gå op og holde en stor tale, eller der sker noget i en valgkamp. En begavet person kunne have gættet sig til, hvordan det ville være, men jeg vidste nu, at mine gæt kunne verificeres, og det er vigtigt at have tillid til tingenes ægthed, når man skriver. Hvis man har tillid til sine personer og bogens begivenheder, har man fat i sine læsere«. Forlagsbranchen spiddes Selv om Harris selv hører til blandt Storbritanniens prominente forfattere og journalister, er han kritisk over for tidens dyrkelse af celebrities som sportsfolk, skuespillere og politikere. Det er en tendens, som skinner særdeles tydeligt igennem i den engelske forlagsindustri med dens udprægede brug af den slags ghostwritere, som Harris skildrer i ’Skyggen’. »Bestsellerlisterne i det her land er domineret af celebrity-erindringer og endda af celebrity-romaner, som ikke engang er skrevet af den person, hvis navn står på omslaget. Celebrity-kulturen og salget af bøger via supermarkeder har ændret det britiske bogmarked. Pengene er virkelig store, og man kan på tre-fire måneders arbejde tjene nok til at holde den gående i to år. Med den rigtige bog kan en ghostwriter sagtens tjene 100-200.000 pund. Så skal man selvfølgelig også være god. Det er ikke noget, de betaler til en eller anden bladsmører fra lokalavisen«. Det er tydeligt at mærke, at Harris er fascineret af dette erhverv. Men hvorfor denne fascination af kolleger, der – som han selv – tjener mange penge på at skrive? »Der er ingen, der fra barnsben planlægger at blive ghostwriter«, siger Harris og gætter på, hvordan det ville lyde i munden på det barn, der måtte drømme om at udføre netop den metier: »Jeg vil virkelig gerne skrive bøger, men ikke i mit eget navn, i en andens«, imiterer han. »På en måde er man en fiasko, hvis man er ghostwriter, og jeg kan godt lide den ambivalens. Det fik mig til at udtænke en karakter, der ikke ville være i stand til at rumme den eksponering af sig selv, som det ville være at udgive en bog i sit eget navn, men som gladelig kunne give sig ud for at være en anden person. En, der kan bevæge sig fra en person til en anden og finde tilfredsstillelse i at gemme sig bag andre mennesker. Ghostwriteren afspejles i en moderne politikertype som Adam Lang, en skuespiller, der uafbrudt indtager en bestemt positur. Det ene øjeblik prøver han at opføre sig som en statsmand, det næste er han en af drengene – de der konstante skift. Så det er et perfekt match: Moderne forlæggeri møder moderne politik, og det er alt sammen ét stort spil«. Forhåbninger til Obama I denne tid er Harris træt af britisk politik. Han synes, at Blair lagde lovende ud som premierminister, men forholdet til USA fik ham til at køre af sporet. »Det ved Blair, der gør mig mest ophidset, er fornemmelsen af, at Storbritannien har mistet sin uafhængighed, at den gradvist er blevet frarøvet os. I dag optræder en britisk premierminister som en slags butler for en amerikansk lord – som en, der står klar med en drinksbakke. Faktisk findes der en filmsekvens, hvor Tony Blair kredser om Bush, der er i gang med at spise en sandwich. Det er præcis sådan, det ser ud – som en tjener, der er ivrig efter at få nye instruktioner«. Meget bedre forholder det sig ikke med Blairs afløser, Gordon Brown, der får følgende karakteristik: »Kedelig. Alt, hvad han læser op, får han til at lyde kedeligt. Han kunne læse en sexpassage fra en dampende roman højt, og det ville lyde, som om han læste op af telefonbogen. Der er intet drama og ingen store ideer, der støder sammen. Det er en kedelig tid i britisk politik«. Det kan godt være, at Storbritannien er følgagtigt over for USA, men amerikansk politik som sådan er Harris til gengæld ekstremt interesseret i. Han har store forhåbninger til Barack Obama, og han tror på, at valget af ham ville kunne ændre dynamikken i forholdet mellem USA og andre lande. »Hvis USA vælger en sort mand med navnet Barack Obama, vil verden dagen efter opleves anderledes. Det vil være en kæmpe historie, en sand revolution. Det er fascinerende at opleve, hvordan det handler om klasse og køn og alt muligt andet – det er indkapslet i valgkampen. Det handler om den moderne verden, ikke bare om USA, men om hele den vestlige civilisation. Det er interessant, det er episk«, siger Harris, hvis begejstring for Obama dog synes at overgås af hans kones. I indkørslen holder en del biler af prominent europæisk herkomst, men et klistermærke i bagruden på en af dem afslører støtte til Obama på den anden side af Atlanten. »Det er min kones bil«, oplyser Harris. Det er altså Obama, der i disse dage løber med opmærksomheden i hjemmet i Kintbury, men hvordan er mon forholdet til Blair i dag? Godt nok er ’Skyggen’ teknisk set en fiktiv fortælling, men fiktion har jo ofte den egenskab at kunne gå endnu tættere på sine hovedpersoner. Hvordan har Tony Blair reageret på bogen? »Jeg har ikke talt med ham, så jeg ved det faktisk ikke«, svarer Harris, men tilføjer: »For første gang i ti år fik jeg ikke noget julekort fra ham«.