Første gang jeg møder Gary Shteyngart – på en bar i Brooklyn sidste forår – fortæller han mig, at han går til psykolog fire gange om ugen. »Jeg er forfatter – hvad skal jeg ellers stille op med min tid?«, siger han og slår ud med de korte arme. Anden gang jeg møder Gary – til en fest hos en fælles ven – fortæller han mig, hvorfor han går til psykolog fire gange om ugen: Da han var 12 blev han omskåret i et baglokale i Queens, uden bedøvelse og på sin fars foranledning. »Det var min fars gave til mig – den jødisk-russiske kulturarv«, siger han og trækker på de smalle skuldre. I dag er det tredje gang, jeg skal møde Gary Shteyngart – på en lille café nær hans lejlighed på Lower East Side – og jeg har lige læst en detaljeret redegørelse af den monstrøse, hjemmelavede omskæring. Den indgår nemlig i Shteyngarts nye roman, ’Absurdistan’, der udkommer på dansk i næste uge, og som var en af sidste års største hit i USA, hvor Shteyngart blev sammenlignet med Saul Bellow, Joseph Heller og Vladimir Nabokov. De litterære referencer rammer plet, hvad angår Shteyngarts stil – der er satanisk sjov og satirisk, så det svider – men den personlighed, der bedst beskriver Gary Stheyngart live, er Woody Allen. Sådan her bestiller han for eksempel sin frokost: »Åh, tun. Jeg elsker tun. Faktisk spiste jeg udelukkende tun til frokost hver eneste dag i årevis – år ind, år ud, tun, tun, tun. Nu kommer de så og siger, at tun er fuld af kviksølv! Er du klar over, hvor meget tun, jeg nåede at skovle indenbords, før de fandt ud af det? Hvad er der dog sket med verden? – Tun fyldt med kviksølv…«, Shteyngarts stemme dør hen, mens han med sammenknebne øjne bag brillerne og nervøse fingre i skægget fortsætter med at aflæse den katastrofale verdenssituation, som den afspejles på menukortet. »Sidste år var det spinaten, den var gal med. Læste du om alle dem, der døde af den der ladning spinat fra Californien, der var fyldt med e-coli bakterier? Jeg vil ikke dø af at spise spinat. Jeg kan ikke engang lide spinat – jeg spiser det kun, fordi min læge siger, at mit kolesteroltal er højt, science fictionagtigt højt for en mand i min alder (35 år, red.). Kan du forestille dig at dø af noget, du kun spiser, fordi du tror, at det er godt for dig? Det ville være det ultimative bevis på, at Gud ikke eksisterer!«. Stedets tjenere, som ellers godt kan være emsige med klientellet her midt i frokoststormen på en af Manhattans populære caféer, lader Shteyngarts bord i fred. Han er stamgæst, og de ved, hvor lang tid, det tager for ham at vælge mellem det, han godt kunne tænke sig og det, han burde spise. Endelig bestemmer han sig for en dagens ret, en kyllingeret, som har alt, hvad han behøver – proteiner fra magert kød og lidt grønt ved siden af – uden det, han elsker (alt fedt, salt og sødt). Junkfood som betaling Der var ikke altid frit valg på alle hylder i Gary Shteyngarts liv. Sommetider var der intet valg på hylderne nede i det lokale supermarked i St. Petersborg, hvor han boede som barn i en typisk sovjetfamilie bestående af et barn, en far, som var ingeniør og en mor, der – »som alle andre russisk-jødiske kvinder« – var pianist. Dagens eneste luksuriøse indslag var bedstemoren, der gav lille Gary små stykker af ost, når han skrev nogle gode historier til hende. Så skete omvæltningen. Gary var syv, da faren besluttede at rykke hele familien til USA på et tidspunkt – i 1979 – hvor Jimmy Carter forsøgte at afspænde de politiske poler mellem øst og vest. Men i Shteyngart-familiens nye hus i Queens, New York, var der ingen opblødning på vej – her talte man udelukkende russisk, fjernsyn var bandlyst, og drengen blev sendt på Hebrew School ud fra den overbevisning, at han her ville finde flere åndsfæller end i den amerikanske folkeskole. Problemet var bare, at Hebrew School var beregnet for de rigeste af byens jødiske familier, mens Shteyngart-familien hørte til de fattigste, og drengen blev drillet nådesløst – med sit tøj, som var klassekammeraternes aflagte og sin accent, han havde fra forældrene. Kun bedstemorens forkælelse af enebarnet fortsatte som før udvandringen, men nu med amerikanske fortegn: i stedet for små stykker af ost, blev drengen stopfodret med billig junkfood for sine historier, så han – der var lille af vækst – voksede til abnorme proportioner. »Selvfølgelig blev jeg drillet – jeg var en lille, lodden fyr med en fattig baggrund i et land, hvor man hverken respekterer lidenhed, loddenhed eller mangel på rigdom. På den anden side stod min far med sine meget konservative, russiske værdier og hævdede, at det ikke gjaldt om udseende eller statussymboler, men om kultur, litteratur, det åndelige. I min forvirring kastede jeg mig over den amerikanske junkfood, der var det eneste, der var karakterløst nok til, at jeg kunne æde det uden at føle skyld over for nogen af parterne«. Røvrendt af turbokapitalismen Det er ikke svært at finde lighedspunkter mellem Gary Shteyngart og hovedpersonen i ’Absurdistan’, Misha Borisovitch Vainberg, også kaldet ’Snack Daddy’. Han er en mand på 30, der vejer næsten 200 kg og har en grotesk udseende penis som følge af en hjemmelavet omskæring under berusede omstændigheder. Men i modsætning til sin forfatter er Misha stenrig, går i vintage Puma-træningstøj, gangsta-rap style, og mener at vide præcis, hvem han er – »en amerikaner fanget i en russers krop«. Misha har nemlig gået på college i USA, hvor han mødte kvinden i sit liv, den sorte Rouenna fra The Bronx. Det er hende og New York, han sidder og længes efter i starten af romanen, hvor han er blevet forvist fra landet, efter myndighederne har fundet ud af, at hans far, en mafioso, har dræbt en amerikansk statsborger. Så bliver faren skudt, og Misha sidder tilbage med alt, hvad der kan købes for penge – stribevis af damer og tjenere, floder af vodka og mad i bunker – men uden tilhørsforhold til nogen eller noget. »Misha fungerer i bogen som en metafor for, hvordan man har det i Østeuropa efter Murens fald. Alle troede jo, at Vesten efter Sovjetunionens kollaps ville tage imod med åbne arme, politisk demokrati og frihed, men i stedet er man blevet røvrendt af dens turbokapitalisme, der braser gennem alle nationale og religiøse barrierer i den glade globalismes navn, men drevet udelukkende af egeninteresse. De post-sovjetiske stater i dag er et sørgeligt syn – alt er blevet taget fra dem: deres ressourcer, deres kultur, deres identitet«. »Hvor grelt, det står til der, oplevede jeg, da jeg på et tidspunkt var på rejse i Georgien, hvor vi ferierede, da jeg var barn. Jeg indlogerede mig på et Hyatt-hotel, hvis bar var fyldt med russiske ludere. En af dem kom over og hilste på mig på sit gebrokne engelsk, men da jeg svarede pænt tilbage på flydende russisk, faldt hendes interesse straks. »Du ikke arbejde for Halliburton?«, spurgte hun, og da jeg svarede, at jeg var en russisk forfatter, spyttede hun og drejede om på hælene med et »Pfft!«. Jeg mener, hvis det er så vidt, at en forretningsmand fra Halliburton anses for at være mere værd end en russisk forfatter, så er der virkelig blevet vendt om på værdierne der«. Ser du kun verden i sort perspektiv? »Jeg er jøde, jeg er russer – hvad havde du forventet? For mig at se har Sovjetunionens kollaps været en katastrofe – den skulle have gjort de russiske forhold mere amerikanske, men i stedet er Amerika blevet mere som Rusland: et kleptokratisk samfund«. Så holder Gary Shteyngart en kunstpause, mens tjeneren rydder bordet for vores tomme tallerkener. Han læner sig tilbage i stolen og folder de behårede hænder foran maven, før han giver mig sin Woody Allen punchline: »Men det vil jeg ikke sidde her og jamre mig over – jeg foretrækker at skrive om det«.