Ung pige med spiseforstyrrelse. Historien er fortalt mange gange, men tåler af alle de forkerte grunde gentagelse. Og især da når spiseforstyrrelsen er eksotisk og en lille smule morsom som i indiskfødte Nikita Lalwanis debutroman ’En særlig begavelse’: Rumi har fået et narkotisk forhold til spidskommen. Hun tømmer familiens lager, skulker fra sine forpligtelser for at tage ind til byen og købe sit drug for penge, hun ikke har. Hun gumler og knaser og dølger den karakteristiske lugt med pebermynte. Men selvfølgelig bliver hun opdaget. En last i den latterlige småtingsafdeling, kan man med tanke på bulimiens og anoreksiens vidtrækkende konsekvenser sige, men symptomatisk er den – som bare fanden. Nikita Lalwanis roman handler ganske vist ikke som sådan om spiseforstyrrelser eller andre diagnosticerede ungdomslidelser, men om en pige, der holdes i meget stramme tøjler af sine forældre. Og som så altså omsider reagerer. Tapperhed og tør humor Alt sammen rimelig trivielt, men i Nikita Lalwanis tilfælde hensættes historien til 1980’ernes England og en indisk-britisk akademikerfamilie med stærke bånd til moderlandet og lige så stærke forventninger til det nye. Især faderen er opsat på at lægge arm med den gamle kolonimagt og bruger sin matematisk (over)begavede datter i kampen: Hun skal holdes til talgymnastikken og drømmen om en præmatur universitetskarriere. Men den sammenbidte patriark overser en detalje: Hormoner kan man ikke give stuearrest. Det indisk-britiske kultursammenstød beskrives indefra med tapperhed og tør humor af en forfatter, der i barneårene tilsyneladende selv fremstod som en særlig matematisk begavelse. Og som i den grad formår at gengive forventningspresset, ensomheden og frem for alt – den alt for unge studines lammende møde med det oldgamle Oxforduhyre: »Hvad er relationen mellem G1 og G2?«, spørger den sølvgrå professor, mens Rumi svarer, det bedste hun kan – ved at styrte ud på toilettet. Gys. Fra et patriarkat til et andet. Den besværlige overgangsalder ’En særlig begavelse’ har foruden denne historie om et ungt menneske i klemme en række scener, der i underspillet alvor på én gang udleverer og undskylder de indiske forældres reaktionsmønstre: faderen, der bremser sin egen spontane trang til at vise sin store datter fysisk – og ifølge hans eget selvbillede – antiautoritær og upassende ømhed. Eller moderen, der ligger i badekarret og studerer sit groft barberede underliv med ubehag – nej, engelske dameblade skal man vist ikke lytte til ... Små billeder på sammenstødet mellem nedgroede forestillinger og det moderne livs krav. Tilsammen skaber de et portræt af en pige, en familie og et samfund i den besværlige overgangsalder. En alder, der både er skræmmende, charmerende. Og uomgængelig. Det er slet ikke tosset læsning.