Turen fra Havanas livlige bymidte ud til Leonardo Paduras hjem i en af hovedstadens sydlige forstæder tager knap en time i taxa.

Luften i den mindst tyve år gamle Lada er ulideligt tung af udstødningsos, men i Havana, der har verdens ældste bilpark, lærer man hurtigt, at ethvert forsøg på at lukke den kvælende sorte røg ude er futilt. Den er overalt – inde i bilerne, uden for bilerne, på ens hotelværelse, hvor den vækker en om morgenen – den er lugten af Havana, lugten af et udrangeret land, hvor alt synger på sidste vers og det uafvendelige sammenbrud hele tiden lurer bag alle de midlertidige lappeløsninger, der i dag synes at udgøre de fleste cubaneres primære beskæftigelse. Her skelner man ikke mellem nyt og gammelt, men mellem forskellige grader af forfald. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at vi er fremme ved målet, da Ladaen ruller op foran et næsten nymalet gult hus på Calzada de Managua, en – efter cubanske forhold – stærkt befærdet hovedvej, hvor biler, småhandlende, løse hunde og børn blander sig i et muntert virvar på denne søndag eftermiddag. En smilende Leonardo Padura tager selv imod foran huset sammen med to bjæffende hunde, der, hvad herkomst angår, ikke adskiller sig synligt fra de horder af vilde, skabede køtere, der løber rundt overalt på gader og stræder i Cuba. Det er fra starten tydeligt, at den internationalt kendte forfatter har en levestandard, der ligger langt over gennemsnittet i dette land. Mens han skænker kaffe for os i spisestuen og tænder den første smøg – begge dele er luksusvarer i dette forarmede land – undlader Padura da heller ikke at bemærke, at han med indtægterne fra sine kriminalromaner, der i dag udgives over hele verden, lever et liv, der på mange områder ligner det, han kunne have, hvis han rejste ud af Cuba og bosatte sig i Europa eller USA. Mange kunstnere har valgt at forlade Cuba, men Leonardo Padura har valgt at blive. »Jeg er optimist«, erklærer han – og tilføjer tørt, at man som kunstner ganske enkelt har en forpligtelse til at være optimistisk, hvis man i dag vælger at blive i Cuba. Desuden kan fremtiden ikke blive værre, end situationen har været siden 1990’erne, pointerer han. Leonardo Padura hører til Cubas mest kendte forfattere og har et stort forfatterskab af essays, romaner og litteraturkritik bag sig. Internationalt er han mest kendt for sine kriminalromaner om kriminalkommissæren Mario Conde, som optræder i romanserien ’Havana-kvartetten’, der for tiden er ved at blive oversat til dansk. Tidligere på måneden udkom fjerde bind i serien under titlen ’Forårsblæst over Havana’. Havana-kvartetten er lige så meget samfundsskildring, som det er kriminallitteratur. Hvordan kan det være, at du valgte krimigenren til at skrive om nutidens Cuba? »Jeg har altid været optaget af krimiforfattere som Raymond Chandler og Manuel Vásquez Montalbán, der først og fremmest portrætterer samfundet. Derfor var det naturligt for mig at lade en kriminalroman være rammen om min skildring af det cubanske samfund. Mere præcist handler Havana-kvartetten om ’den specielle periode’, hvor det cubanske samfund forandrede sig grundlæggende. Lige nu lever vi i eftervirkningerne af denne periode. Vi ved ikke, hvad der er på vej, men der er ingen tvivl om, at det cubanske samfund kommer til at opleve store forandringer i de kommende år«. For Padura er der tre vigtige årstal i Cubas nyere historie: 1959 – revolutionen. 1970’erne – da Cuba blev omdannet til et socialistisk system og de næste mange år fungerede som en sovjetisk provins. Og 1989 – året for Østblokkens sammenbrud, der indledte ’den specielle periode’ i 1990’erne, som endnu en gang førte store omvæltninger med sig for det cubanske samfund. Samhandlen med og støtten fra landene i Østblokken, navnlig Sovjetunionen, gik fuldkommen i stå og skabte en akut mangel på en lang række basale fornødenheder som benzin, papir og alle former for reservedele til biler og maskiner. Men du nævner aldrig den specielle periode direkte i Havana-kvartetten, ligesom du heller ikke tager afsæt i konkrete politiske begivenheder fra den tid. Hvordan hænger det sammen? »Alle bøgerne i Havana-kvartetten foregår i 1989, og det var en helt bevidst beslutning. I 1990’erne, under ’den specielle periode’, var situationen i Cuba så særegen, at jeg hele tiden ville være nødt til at forklare læseren om de aktuelle forhold. Det var jeg ikke interesseret i. Derfor bibeholdt jeg året 1989, selv om bøgerne mentalt set handler om 1990’erne. En tid, hvor de fleste begyndte at tabe troen og alting begyndte at gå i opløsning. Denne modløshed er skrevet ind i Mario Condes figur. Han er træt og udmattet af alle manglerne i samfundet. Det var netop den følelse, så mange af os havde i 1990’erne«. Forandringernes tid Padura har i hele sit forfatterskab været optaget af, hvordan historiske omvæltninger griber ind i det enkelte menneskes liv og muligheder. Han giver et eksempel på, hvor speciel ’den specielle periode’ vitterlig var, ved at beskrive forløbet omkring udgivelsen af ’Den ulastelige cubaner’, første bind i Havana-kvartetten. »Da krisen begyndte i 1989, var en af de første ting, vi løb tør for, papir. Det papir, vi tidligere havde brugt til aviser og bøger, kom fra Sovjetunionen. Derfor holdt alle aviser og forlag praktisk talt op med at udgive. Den eneste måde, man kunne udgive en bog på under disse forhold, var ved at vinde en officiel pris og få staten til at udgive bogen. Derfor skrev jeg ’Den ulastelige cubaner’ til en krimikonkurrence, som indenrigsministeriet stod bag. Jeg vandt konkurrencen, men ministeriet trak efterfølgende prisen tilbage, fordi min roman rummede en kritik af livet i de øvre lag af det cubanske statsapparat og i det hele taget ikke var i overensstemmelse med det revolutionære projekt. Bogen endte med at blive udgivet i Mexico – det var i 1991 – men selv om det kan lyde mærkeligt, var det faktisk allerede udtryk for, at Cuba var under stor forandring«. Kan du uddybe den forandring i det cubanske samfund? »Indtil ’den specielle periode’ fik cubanske forfattere alvorlige problemer med myndighederne, hvis de forsøgte at udgive i udlandet. Da krisen kom i 1990’erne og de cubanske forlag ikke kunne udgive noget som helst, brød hele dette kontrolsystem sammen. Der opstod simpelthen et nyt frirum. Mange cubanske kunstnere var naturligvis sultne efter at arbejde i dette nye, friere klima. Folk inden for filmindustrien tog til Venezuela, Colombia, Mexico og Spanien for at lave film. Malerne kunne lige pludselig udstille og sælge deres værker på gallerier i Spanien, Schweiz og USA. Det skabte helt nye vilkår for kunsten i Cuba – så på den måde var det et udtryk for en ny frihed, at jeg – om end af nød – udgav min bog i Mexico. Og allerede fire år efter, i 1995, udkom ’Den ulastelige cubaner’ her i Cuba og blev udnævnt til en af årets ti bedste romaner! Efter en kort tænkepause understreger Padura sin pointe ved at tilføje: »’Den specielle periode’ var en af de største kriser i landets historie, men den lagde også grunden til en masse nødvendige forandringer. I dag tager jeg mere hensyn til, hvad min spanske redaktør siger, end hvad de cubanske myndigheder måtte have af meninger om mine romaner. Det giver mig en helt anden grad af frihed, i forhold til det jeg skriver«. At redde Havanas sjælHvad er da kunstens vigtigste opgave i dagens Cuba? »Kunsten er blevet det vigtigste sted for alternativ tænkning i Cuba. Alle nyhedsmedier er kontrolleret af regeringen. Overalt bombarderes vi med propaganda. Forskningen er heller ikke uafhængig. Derfor har de cubanske kunstnere et stort ansvar for at besvare de spørgsmål, den almindelige cubaner stiller sig selv i dag. Kunstnerne må prøve at give de svar, som ganske enkelt ikke findes andre steder i vores samfund end i netop kunsten«. »Jeg siger altid, at når man i fremtiden vil spørge, hvordan den cubanske virkelighed var i 1990’erne, så vil folk på baggrund af de eksisterende informationer sige, at der var to forskellige lande: det officielle Cuba og kunstens Cuba. For mig er det afgørende at bidrage til at skabe fremtidens erindring om nutiden«. Så det er i kunsten, et sandfærdigt billede af samtiden skal findes? »Tiderne skifter, byen Havana vil forandre sig, vores land vil komme til at opleve store omvæltninger, men nuet vil altid være til stede i den cubanske litteratur og film. Det er derfor, jeg forsøger at skildre Havana som en karakter for sig. Hele byen med sine gader, bygninger og parker er fuld af fortællinger, som er meget vigtige for både Mario Conde og mig selv. Havana, som Conde siger i ’Maskespil i Havana’, har en sjæl. Det er denne sjæl, jeg forsøger at redde i mine romaner«.