Du kender sikkert hviskelegen! Den handler om at lav-hviske en sætning til sidemanden, der så hvisker den videre. Når ringen er sluttet kan udsagn som ’Efteråret er en dejlig tid’ være blevet til ’Efter fåret er en sej sild’. Det er meningen, at man skal have det sjovt. Og det har de fem tøser også, lige indtil den nye pige i klassen bliver inviteret med i legen. Anne hvisker til den navnløse fortæller i ’Hviskelegen’. Hun hvisker: ’Min far slår mig’. (Der ender med at blive til ’Cæsar flår mig’!) Men det første øre har hørt rigtigt. Utopisk eventyr om vold Midt imellem fodboldserier og hesteoperetter har Morten Dürr anbragt sig med en række små letlæste og illustrerede historier fra hverdagen med lang holdbarhed. Forfatteren er ikke bange for at skrive om sørgelige emner, men han sørger altid for at angive en slags udvej. Sprogligt er der lidt mere dur, end indholdet ellers lægger op til. Han knuser ikke problemerne. Han nærmest kilder dem. Og selv om ’Hviskelegen’ er et utopisk eventyr om, hvordan man slipper for vold, så er det ikke utænkeligt. Med ganske små situationer indfanger Morten Dürr den bange piges væsen. I tankeløshed kommer fortælleren til at tegne en streg på Annes nye bukser om onsdagen. Da hun kommer igen om mandagen, siger hun stadig ikke noget. Den hårdtslående far bliver også introduceret. Han er en rar og jovial fætter, som de fleste kan lide. Og var det ikke for den fortsatte hviskeleg, kunne det godt være endt meget værre. Der er altid en udvej På de sidste sider – det kan godt røbes hér – hvisker Anne forsigtigt ind i det lyttende øre: ’Min far er flyttet’. Hvilket senere bliver til ’Bien har dyttet’. De voksne i historien er ikke fjerne og uvenlige, men de er utilbøjelige til at blande sig, som folk jo er. Kun skolen viser ægte interesse for problemet. Anne hvisker sig mod til. Det er den røde tråd i Morten Dürrs korte fortællinger, at der altid er en udvej. Et håb. En mulighed. Man må ikke give op. Alt dette fortælles i et dæmpet, medvidende tonefald, der regner med mirakler. ’Hviskelegen’ er illustreret af Peter Bay Alexandersen. Det er ordentlige tegninger, som er glemt i morgen. Men det er ’Hviskelegen’ ikke.