En dreng, en mor og en fraværende far... Dette familiedrama er set opført ikke så få gange før. Men konstellationen har sin egen robusthed – savn og afsavn, en dreng, der skal finde sin maskulinitet i kraft af alternative faderfigurer, og en mor, der forventer mod og mandsstyrke af en mindreårig, er og bliver slidstærke temaer. Bokser sig gennem med humoren I György Dragománs prisbelønnede roman ’Den hvide konge’ gennemspilles tragedien tilmed i en forrået verden, hvor både fodboldtræner og skolelærer læner sig op ad dén voldens pædagogik, der udøves fra magtens øverste tinde og nedefter i Ceausescus formørkede Rumænien. Og som drengen Djata bokser sig gennem med humoren og tavsheden som forsigtige modtræk – og et fotografi af den tvangsfjernede fader som skjold. Selv om volden er og bliver den nemmeste vej i drengebørnenes verden af bandekrig og almindelig overlevelsesstrategi. Men ikke i forhold til dydsmønstret Iza med de halvmodne bryster og den berusende »storpigelugt«. Her hersker helt andre og ukendte regler. Halser fortumlet efter handlingen Man bliver aldeles Proust-forpustet af at læse ’Den hvide konge’, så få punktummer er der – i hvert fald i visse passager. Ganske vist er der ikke tale om den franske mesters uendelige associationskæde, men snarere om den hektiske fortællerytme: ’og så-og-så-og-så’... af og til bremset af et lille »nå«. Som læser halser man fortumlet efter handlingen, nærmest som et barn småløber måbende i hælene på de voksnes tvivlsomme gerninger. For det er barnets synsvinkel, der anlægges så smukt i Dragománs bulletin fra det absurde Rumænien, han selv er født og opvokset i, indtil han som 15-årig flyttede til Ungarn. Og som Péter Eszterhás har oversat til et ømskindet, bevægende dansk. Fravær af varme og meningsfuld voksenkontakt Dragomán formår at få abstrakte begreber som undertrykkelse og angst formateret til meget konkrete størrelser. Så som at tilkæmpe sig en banan under den mindre borgerkrig, der udspiller sig, når selvbetjeningsbutikken skilter med nye varer. Eller at plukke samtlige tulipaner i kvarteret for at glæde mor på hendes bryllupsdag – og få sorg og sammenbidte læber til gengæld. Fraværet af varme og meningsfuld voksenkontakt slår læseren som en isnende koldfront i denne historie om en barndom i gråtoner og glædesløshed: Kun en moders skjulte hulken og apatiske svar fra øreklapstolen bryder ind i Djatas verden af ulæste lektier og gryende pubertet. Mor har fået nok Lige indtil den dag, hvor drengen fra sit værelse hører et glas, der smadres mod køkkengulvet, og noget, der minder om en opvågnen: »Fanden stå i dette rådne liv«. Mor har fået nok. Af ægtemandens politisk begrundede forsvinden, af uvished og venten. Om denne vrede bærer den amputerede familie videre, er en anden historie. György Dragomán (f. 1973) har helt sikkert flere i ærmet. De er i den grad værd at vente på.