Det første, den unge Sigurd gør, da han som søkadet i København vender hjem til Sønderjylland, er at opsøge sin fars nyligt tilkastede grav.
Faderen er faldet i 1864 i Dybbøl skanser, og sønnen lover sig selv at hævne sin far. Men ikke som soldat: »Menneskene måtte lære at løse deres indbyrdes problemer ved forhandling og overenskomst og ikke med granater og kanoner«. Danmarks vej til demokrati Sådan skriver en didaktisk forfatter: Hanne Reintoft. Den kendte socialrådgiver og politiker har tidligere udgivet historiske romaner og føjer nu endnu en til rækken med ’Nu er det længe siden’. Romanens ambition er at skildre Danmarks vej frem til demokrati og parlamentarisme, og hun begynder med nederlaget i 1864 og går frem til 1901, hvor systemskiftet er en kendsgerning. Hvor »de dannede, de begavede og de formuendes magt falmede«, som hun skriver. Romanen er forsynet med lister over vigtige begivenheder og personer i Danmark og Slesvig, og undervejs diskuteres i mange detaljer denne brydningstids emner – industrisamfundets fremmarch, landmændenes vilkår, børnearbejde, kvindefrigørelse, arbejderbevægelse, Indre Mission, det slesvigske spørgsmål. Indremissionen skildres som dødbringende Reintofts roman er en slags historieskrivning i slægtsfortællingens ramme. Nederlaget ved Dybbøl 1864 er udgangspunktet. Jens Peter, familiens overhoved, melder sig frivilligt i en alder af 47 år. Da han falder, står Henriette tilbage med gården og fire børn, der vælger hver deres vej. De to ældste sønner benytter sig af retten til option – at beholde deres danske statsborgerskab. Peder bliver senere præst i København og gifter sig med Ida fra en frisindet og velhavende jødisk familie. Hun bliver kvindesagskvinde, støttet af sin mand. Sigurd bliver lods og senere Venstrepolitiker. Inden da har han haft et kortvarigt ægteskab med en indremissionsk kvinde – indremissionen skildres i bogstaveligste forstand som dødbringende. Ingeborg overtager gården sammen med ægtemanden Lars, der deltager ivrigt i de dansksindedes arbejde for at få Slesvig tilbage til kongeriget. Den yngste Helene er forblændet af alt tysk og flytter sydpå med sin tyske mand. Arbejderklassens vilkår og kamp Ikke bare de fire børns skæbner, men også deres børns liv følger vi. Familiesammenholdet er et vigtigt tema for Hanne Reintoft. Og med Peder og Idas tro hushjælp Anine får vi et indblik i arbejderklassens vilkår og kamp, solidaritet på et andet plan. Dette persongalleri er skabt, så det bliver muligt at komme rundt i alle aspekter af tiden. Man må nok sige, at som roman betragtet er bogen tynget af den mængde oplysninger, der skal videregives. Knap har personerne sat sig til et måltid, før et eller andet politisk emne debatteres. Det er Reintofts måde at få afleveret den nødvendige baggrund. Alligevel synes jeg, at romanen fungerer som folkelig fortælling. Det sønderjyske spørgsmål har jeg ikke før set fremstillet i litteraturen med så mange detaljer. I vurderingen af den tåbelige og fejlslagne 2. slesvigske krig ligger hun på linje med Tom Buk-Swientys nyligt udkomne bog ’Slagtebænk Dybbøl’. Hertil kommer, at hun viser, hvor hårdhændede forsøgene på fortyskning af landsdelen var, og hvilke omkostninger det indebar at leve på dette sted i de år. Smukke humanistiske idealer Hanne Reintoft er en behjertet skribent med mange meninger og smukke humanistiske idealer. Hun skriver ligefremt med en fast karaktertegning, både idealiserende og med forståelse for menneskers motiver, og hun er ikke bange for hverken sentimentalitet eller tydeliggørende udlægninger – grænsende til det historiebogsagtige – i sit livtag med et kæmpemæssigt stof. Hendes roman er nyttig som et stykke oplysende litteratur, der fortæller om kampen for rettigheder, vi i dag tager for givet. Som sådan skal den læses og bedømmes.
