Forventningen om at være en succes og leve et vellykket liv kender ingen grænser i dag.

Mie, den 39-årige hovedperson i Katrine Grünfelds debutroman, opfylder sådan set kriterierne. Hun er kontorchef i kommunen med ansvar for integration. Hun bor i den opryddede lejlighed med Peter, der i sin tid forlod konen, tiltrukket af Mies ungdom og reservation.
Tjekket til fingerspidserne Det har sin pris at være tjekket til fingerspidserne. Grünfelds roman består af 87 tilslebne, rammende kapitler, der forløber kronologisk med mange afstikkere tilbage til den barndom, hvor ingen ville lege med Mie. Indledningskapitlet fører tilbage til 1. klasse, hvor Mie iagttager, at alle de andre som den største naturlighed henvender sig til hinanden. »Hvorfra har andre deres forspring?«, spørger hun sig selv. Mie er evigt udenfor, grundlæggende ensom. Følelsen af mindreværd, af aldrig rigtig at være med er vældig godt beskrevet, det samme er opbyggelsen af et falsk selv, tidligt grundlagt i forsøget på at tækkes en ustabil mor og alle de andre. På en firmatur til Indien er hun på »intensiv jagt efter at kopiere andres overlevelsesstrategier«. Hun vil psykisk set begynde på en frisk, tro på livet, at hun er lykkelig. Hun lyder som en hel selvhjælpsbog, også når hun tænker, at »man skal ikke bruge barndommen eller fortiden til at undskylde sit liv. Man kan selv beslutte, hvilket liv man ønsker at leve. Det ved jeg jo godt, når jeg har overskud«. Forfatteren har mange interessante, diskret ironiske beskrivelser af, hvordan moderne mennesker sættes til at bakse med sig selv. Også med rollen på arbejdspladsen. Her er Mie systemets mand, men der kommer pletter på den glatte overflade, da en indvandrerdreng, der sorterer under hendes ansvarsområde, dør. Hun sendes straks på tvungen orlov og udstilles i pressen. Socialchefen, hendes overordnede, skal ikke have noget klinket, og hun ligger i øvrigt også i med Mies mand, erfarer vi efterhånden.
Magtforhold og strategier PÅ BAGSIDEN præsenteres bogen som »en roman om kunsten at overleve sin barndom«. Det kan man godt kalde den, men det mest slående og interessante er den gennemførte skildring af de subtile magtforhold og -strategier, der findes på arbejdspladsen, i parforholdet og i venskaberne. Den effektive komposition, hvor nutidsplan og erindringsstof blandes, viser en person, der har lært at spille spillet, men oplever hele livet som pinefuldt tillært. Derimod har hun ikke lært at være sig selv og opfatter i bund og grund sig selv som et menneske uden særlig grund til at leve. Veninderne, der er mere kiksede end hun selv, støtter hun varmt. Det giver hende en følelse af at være ovenpå. Men i tankerne gennemspiller hun deres formodede udsagn om hende, når hun ikke er der – ingen børn, hvor synd for hende, arbejdets ansvar tærer vist på hende, osv. Det kuldslåede ægteskab er ingen oase, selv noget så banalt som bilkørsel og oprydning bliver en slagmark i spillet om, hvem der er ovenpå. Når varmen mangler, sætter den idiosynkratiske irritation ind. Grünfeld observerer skarpt med lige dele distance og indføling. Man er ikke just opmuntret af hendes version af det moderne kontrolliv, af magtspillene og skuespilleriet, men rammende, det er det virkelig. Det ser så godt ud på overfladen, men nedenunder er det hele pilråddent. Det er lykkedes forfatteren at finde en tone til dette stof. Stemmeføringen virker helt rigtig.