DEBUTANT. ’Flakker’ må siges at være Thomas Bobergs første roman. Foto: Simon Lautrop

DEBUTANT. ’Flakker’ må siges at være Thomas Bobergs første roman. Foto: Simon Lautrop

Bøger

Fra flakke til fælle

Bobergs ny kunstnerroman er et inciterende skrummel. Søndag 16. november 12.40 taler Thomas Boberg med Lars Frost om deres romaner 'Ubevidst rødgang' og 'Flakker' på Tranescenen.

Bøger

Skæbne er endnu et ord for det, der tager fat om én, hvad enten man bryder sig om det eller ej!

Det er forståeligt, hvis man ikke vil høre for meget om den slags, for muntert er det sjældent«. Helt så umuntre er tingene nu ikke udelukkende i Thomas Bobergs vel egentlig første roman efter de mange digtsamlinger og rejsebøger.

Set med genrebriller er ’Flakker’ en interessant hybrid mellem kunstnerromanen, selvbiografien og dannelsesromanen. Mest af alt kunne jeg tænke mig at lægge den ind i en døgenigttradition, med udspring i Joseph von Eichendorffs ’Aus dem Leben eines Taugenichts’ (1826), hvor vi får en konflikt mellem den synftigt omflakkende, kunstnerisk anlagte døgenigt over for hele buddingranden af spidsborgerlig snusfornuft.

Dramaforløb ad parallelle spor
Her hos Boberg står Robert Flakker, søn af en enlig mor fra Willemoesgade på Østerbro, i centrum som jegfortæller; gennem 9 dele og 50 kapitler følger vi Roberts trængsler og glæder fra barndommens gade frem mod et fortællende nu i 40-års alderen.

Rundt om den sympatiske og humane døgenigt Robert har vi et galleri af stort set jævnaldrende mænd og kvinder; den afstumpede Elo, det dumme svin Gerhart, følsomme Markus, drømmekvinden Miriam og senere hårdt plagede Yasmina fra Marokko.

Romanens dramaforløber nu ad et par parallelle spor; vi har dels et spor, som kredser om problematiske forhold mellem afkom og forældre – her dør forældrene som fluer, eller de svigter på forskellig vis; dels har vi et spor, som angår Robert og kærligheden, ak ak – den mærkelige, svære, lette og vidunderlige kærlighed; endelig har vi et rejsespor, Robert rejser i størstedelen af sit voksne liv flakkende rundt i Europa, Nordafrika og Sydamerika.
Erindring om en sær kvinde

Og indlagt i disse relativt realistiske mønstre og spor er nu yderligere nogle helt barokke og bizarre drømmeagtige sekvenser – en hallucinatorisk (?) erindring om en sær kvinde med enorme »patter«, som Robert får en guldmønt af i syvårsalderen, i et setup, der er som taget ud af David Lynch, etc.

Det sidste element er forbundet med en bataillesk undersøgelse af overskridelsens indre erfaring i døden, erotikken og forbrydelsen: vi møder undervejs flækkede kranier, selvmord, voldtægt og generelt en del, der bare kreperer.

Tilsammen danner dette kalejdoskop af spor et billede, der meget godt er indfanget af et manuskripts titel i romanen, ’Tog hviner og alle spor krydses’. Her er det ikke blot en enkelt flygtning, der krydser sit spor, men alle skikkelsernes skæbnespor, der hvinende – og syngende – krydser ind over hinanden i fortællingens ramsaltede rum.
Ingen romantiserende idealisering af bohemen

Selv om vi således har at gøre med en døgenigtroman af en slags, er det slående, at den rent moralsk balancerer på adskillige knivsægge; vi finder ingen romantiserende idealisering af bohemen, men snarere en både besk og kærlig beskrivelse af den ryggesløse og egoistiske, men dog også skægge og søde kunstner.

Og vi får via Robert en tiltalende humanisme, der ikke desto mindre omgiver sig med en del kynisme og hårdkogt skepsis (særlig over for alle hånde typer forloren følsomhed og hedt hykleri), men også her og der garneret med en overraskende dosis tyk og sentimentalt-ironisk kitsch – som i en scene ved kantstenen på havnen i Barcelona, hvor Robert helt sønderkværnet pludselig mærker en hund, der slikker hans hånd: »Den kiggede op på mig med disse store våde hundeøjne (...) Så rejste den sig op, sendte mig igen et vådt solidarisk blik og luskede bort«. Helt reelt for så vidt, men samtidig helt morsomt overgjort kitsch, Storm P., der kammer over.

Blindgyder og tab
Sådanne forsorne og næsten glade glimt møver sig konstant vej op gennem det, der også i lange stræk er en hård og mørk fortælling om de blindgyder og tab, vi alle tumler rundt i og udsættes for på livets skæbnesvangre landevej.

Dog lyser et skær af sejlivet lykke gennem ’Flakker’, for verden har jo den sære egenskab, at den kan blive ved med at blive født på ny, så længe lysets flakkende flamme ikke er pustet ud.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden