Der har op til bogens lancering været gjort ihærdige forsøg på at iscenesætte Hanne-Vibeke Holst som et offer, nemlig for højrumpede og smalnæsede smagsdommeres kulturelitære foragt, der angiveligt skulle have holdt forfatteren uden for det gode selskab«. Sådan skriver Informations Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse af ’Dronningeofret’, sidste bind af Hanne-Vibeke Holsts trilogi om kvinders magt og afmagt i det politiske spil. Men det med forfatteren som offer køber Skyum ikke: Holst kan højst være offer for sin ambition om at blive læst af ’de mange’. (Sigende udtryk – hvem ønsker at være blandt ’de mange’?). Formidling af et behjertet budskab Skyum klandrer Holst for hendes overfriske jargonsprog, den gammeldags alvidende fortæller og de overtydelige pointer, der får læseren til at føle sig fodret med ske, som når en småbarnsforælders babubil afleverer atter en mundfuld mos, men påpeger, at den manglende litterære anerkendelse blot er prisen for at ville læses, koste næsten hvad det vil. Til gengæld kan Holst bruge »sin grundige research, sit malende tempo, sit kompositoriske overblik, sin suveræne stofbeherskelse og ikke mindst sit lydhøre kendskab til forskellige menneskers vidt forskellige måder at ytre sig på (...)«. Og hun vinder – ud over den personlige succes – også en effektiv formidling af et behjertet budskab. Budskabet er ifølge Skyum, at så længe vi stempler etnisk og religiøst anderledes medborgere som samfundsproblemer, der ’bare’ skal fjernes, så længe ligger vejen åben til massegravene. Og for at formidle det fortjener hun al mulig ros, mener Skyum, der sætter en for litteraturelskere noget skræmmende trumf på ved at slutte: »Hun skriver groft og kulørt, javist, men hun er muligvis den forfatter, Danmark har brug for nu«.Tak for kaffe. Personerne har fået en omgang rød og sort maling Det behjertede budskab, Skyum er glad for, er præcis det, Berlingske Tidendes Kathrine Lilleør mindst bryder sig om i ’Dronningeofret’, hvis litterære kvaliteter hun til gengæld finder »på et niveau, der ikke er set siden Henrik Pontoppidans store romaner ved forrige årtusindeskifte«. Men den massive, politiske brod tromler Holsts uomtvistelige talent: samtidsskildringen. Og det er »akilleshælen ved denne stort anlagte og velskrevne roman«. Kort sagt er Lilleør – modsat de fleste andre anmeldere – kritisk over for budskabet, ikke formen. Dog synes hun, at »de ellers altid så facetterede persontegninger har, hvad (den yngre hovedperson, red.) Charlotte Damgaard og hendes værste modstandere angår, fået en gang henholdsvis rød og sort maling, der maser læserens sympati på plads«. (Ja, det havde Pontoppidan vist også en tendens til). Kvik, rap og bramfri Om formen mener Henriette Bacher Lind i Jyllands-Posten, at den »fyrer op under spændingen«, og hun kalder Holst »toptunet og i fin stil, kvik, rap, bramfri og osende af overskud«. Og som eksempel på et vellykket billede tager hun et af de udtryk, Skyum nok ville betegne som »slagfærdige flotheder«. Bacher Lind er en af dem, der er gladest for ’Dronningeofret’, men hun er ikke ene om at mene, at romanens skildring af den ene hovedpersons snigende Alzheimer og gradvise tab af kompetencer er noget af det mest vellykkede. I Bacher Linds optik er den ligefrem »ubærlig og frygtindgydende og bæres frem af en sproglig præcision, der siger spar to«.
Romantiske ægtemand Hvad angår den af Lilleør omtalte ’på-plads-maste’ sympati, finder Henriette Bacher Lind det »klædeligt – og glædeligt, at ikke kun de kæmpende kvinder, men også deres forelskede ægtemænd får forfatterens uforbeholdne sympati denne gang«. Den ene af dem, Henriette Bacher Lind kalder »forelskede ægtemænd«, kalder Børsens Jonas Hindsholm Bendtzen »tøffelhelten«, og den anden, en norsk rigmand, tvivler Politikens May Schack på eksistensmuligheden af. Og Bo Bjørnvig i Weekendavisen, der ellers er Holst-læser med anciennitet, er forbandet over, at mændene i ’Dronningeofret’ er »reduceret til ren staffage«, »søde servicefunktionærer« og rollerne som »opofrende, romantiske ægtemænd«. Næ, det eneste rigtige mandfolk i romanen er en bredskuldret politimand, der »har giftet sig med en srilankansk kvinde og har det helt fint«. Og da en af de ellers så romantiske ægtemænd ifølge Bjørnvigs referat »endelig træder i karakter«, forlader konen huset midt om natten. Men også Bjørnvig finder den alzheimerramte socialdemokratiske ’dronning’ Elizabeth Meyers drama »udmærket skildret«. »Er de overordnede budskaber uden kraft, er de små nære betragtninger til gengæld glimtvis sublime«, skriver Jonas Hindsholm Bendtzen i Børsen. »Mere spin end egentlig politisk diskussion« Men så kommer det dræbende slag: »lige så præcist Holst fanger sine ’ofre’ i situationen, lige så udvandede får hun dem gjort, når de skal indplaceres i det store billede. Jo mere man får at vide om dem, jo mere uinteressante bliver de, og den uheldige tendens kan en støt stigende spændingskurve ikke redde«. To stjerner ud af seks fra Børsen. Kristeligt Dagblads Andres Juhl Rasmussen gennemskuer (også), at de mange interview om manglende litterær anerkendelse var et markedsføringsstunt. Han finder, at sproget som romanmaskineriets olie fungerer upåklageligt, og at nysgerrige læsere trods manglende psykologisk dybde og et uoriginalt samtidsbillede næppe vil blive skuffede over kigget ind til magtens elite. Det er nok det kig, Politikens May Schack kalder »mere spin end egentlig politisk diskussion«. Den korteste anmeldelse stod i Fyens Stiftstidende. Dog lykkes det Marianne Koch at fortælle, at bogens konflikter kan man læse om i avisen i oktober 2008, og at det er i hovedpersonens kamp mod sin svigtende hukommelse, historiens litterære kvalitet ligger. »Den skal man ellers se langt efter, medmindre man er film- og tv-instruktør og elsker rappe replikker og belærende regibemærkninger«. 'Dronningeofret' bliver en bestseller Nordjyske Stiftstidendes Jens Henneberg kalder ’Dronningeofret’ »topunderholdning«, hvor »Charlotte Damgaards store skønne skikkelse liver aldeles uvilkårligt og fuldkommen tydeligt op i sit utæmmelige livsmod«. Se, her var en mandlig anmelder, der kunne kvalificere sig til forelsket, romantisk ægtemand i det holst’ske univers. Det kan Ekstra Bladets Carsten Norton ikke: Også han mener nemlig, at pointerne bankes ind med for mange (ligegyldige) detaljer og udpensles »til det absurde«, og han tilføjer, at møderne på Christiansborg er »infantilt skildrede«. Hvis man troede, at karakteristikken »politisk soap og psykologi i husmoderhøjde« var positivt ment, rives man ud af vildfarelsen ved efterfølgeren: »Men værst af alt er romanen spild af læsernes tid«. ’Dronningeofret’ vil, spår flere anmeldere, uanset deres dom blive en bestseller.