Det gik jo ganske vildt til i Dannevang i 1000-tallet. Landet var delt, og det var truet af den norske kong Magnus, men Knud den Stores søstersøn Sven med tilnavnet Estridsen, hovedpersonen i Martin Petersens roman, gør dristigt krav på både kongeværdighed og land. Lytter til kirkens råd Svens historie er i Martin Petersens mammutfortælling en succeshistorie. Sven allierer sig med Romerkirken, og i samvirke med den får han gjort en ende på asatro og denne tros udøvelse og udøvere. Han får bygget kirker landet over, han retter sig efter kirkens bud og forstøder bl.a. sin dronning, fordi kirken har fundet ud af, at hun – med navnet Gunhild – og han er beslægtet i fjerde led. Så det ægteskab kan kirken ikke acceptere. De bliver derfor skilt, for Sven lytter til kirkens råd og befalinger, når det er opportunt. Ombord i kvinder Sven var, og det er historisk korrekt, meget glad for kvinder, og det hørte tiden til, at en flok soldater/vikinger, når de havde erobret en landsby, voldtog så mange kvinder, de kunne overkomme. Det gik mest og hårdest ud over trælkvinderne, og om Martin Petersen ikke ligefrem boltrer sig i voldtægterne, så giver han dog en del saftige beskrivelser af dem. Og når Sven selv ikke lige sloges eller talte med folk, gik han også med stor energi om bord i kvinder, og det ses også af den lange række arvinger, han efterlod. Godbidder, hvis du er til sværdkamp Sven har politisk tæft, ved, at det er godt at have en varm forbindelse til paven, og blandt andet derfor sender han ham en dompap med det smukkeste røde bryst, man kan tænke sig. Den kan oven i købet tale, sige »der Papa, der Papa«, og det er »en fugl, der selv ønsker at valfarte til Hans Hellighed. Fuglen, et tegn på frihed, kommer nordfra og opsøger det allerhelligste«, står der. Og fuglen når langt om længe frem til paven i Rom, som – naturligvis – slipper den løs. Læseren følger Svens liv i næsten alle detaljer (der er sex med et stort antal kvinder, der er dårlig mave med alt, hvad det ikke indebærer, men udskiller, der er overvejelser, kampe, mange kampe), så hvis man er til sværdkamp, er der mange godbidder. Ikke nogen sproglig oplevelse Er man ikke det, så kan det være svært at opretholde interessen over de 463 sider, som romanen består af. Martin Petersen bruger konsekvent nutid romanen igennem, og derved opstår en fornemmelse hos læseren af at være tæt på begivenhederne. De udspiller sig så at sige her og nu, selv om der ligger 1.000 år mellem dem, romanens tilblivelse og læserens oplevelse. Det er et udmærket greb, men trods dette, trods stor umage, trods mange ord er ‘Kongen der sendte paven en fugl’ en meget sej omgang. Måske har anmelderen det forkerte køn, for våbengny og voldtægter hører ikke lige til yndlingsretterne. Hertil kommer – og det er hovedanken – at Martin Petersens prosa ikke netop funkler. Den er solid, pæn, men giver ikke nogen sproglig oplevelse, der rykker.