Oppe i Norge, ude på landet, sidder sidste generation af en tidligere så stolt norsk art – småbønderne – og ser slægtsgåden forfalde eller blive opkøbt af nærmeste svinebaron. Det er ikke længere rentabelt at være traditionel bonde, og der er heller ingen, der gider. Det er denne almueverdens dødskamp, som Anne B. Ragde tager under sørgmunter behandling i trilogien om den gamle gård Neshov. Mange planer for at redde gården Her i tredje bind, ’Ligge i grønne enge’, har familien Neshovs sidste bondemand, Tor, bogstaveligt talt stillet træskoene i grisestalden (husk, at grise er altædende), og ansvaret for familiegården lander tungt på skuldrene af de to fraflyttede brødre, bøssen og bedemanden, samt Tors datter fra et kortvarigt ægteskab for længe siden, en city-dyrlæge med speciale i kæledyr. Hvad gør man så, når man får sådan en slægtsstafet at løbe videre med? Planerne for at redde gården, hvor familien – på trods af skeletter i skabene – har deres rødder, er mange. Bøssen Erlend og hans danske kæreste Krumme vil for eksempel indrette luksusboliger i kornsiloen, og bedemanden Margido vil opmagasinere kister på høloftet. Overraskende slutning Men lige meget hjælper det, for norsk lov siger, at der er bopælspligt på en landejendom, og det er der trods alt ikke nogen af dem, der er parat til.

Det skulle da lige være Torunn – Tors genfundne datter fra storbyen, som får hjælp af den unge, flotte og forelskede landbrugshjælper Kai Roger. Lyder det som ’Prinsessen fra benzintanken’?