1. scene
Løkkens Vejkro ligger i Sønder Rubjerg på vejen mellem Løkken og Hjørring.

Tidligt en tirsdag morgen i december har den én gæst. Der er så stille, at man helt automatisk lægger mærke til alle lyde, der bryder stilheden.

På kroen kan man høre to lyde. Den ene er velkendt og kommer udefra. Den anden er fremmed og kommer inde fra krostuen.

Lyden udefra kommer fra bilernes dæk, når de hvisler forbi i mørket ude på den anden side af krovinduerne. Det tager bilisterne cirka et minut at køre igennem landsbyens to rækker af huse, bare de ikke kører alt for hurtigt.

Det er en lyd, alle i Rubjerg kender.

Beboerne lever med den døgnet rundt. De hører den, uanset om de bor på hovedstrøget Løkkensvej – den gamle A11 – eller de bor på en af de få sideveje, Slugten, Lille Hegnet, Smedevej, Hegnet eller Grønningen (og så er der egentlig ikke så mange flere).

Alle kan de høre suset fra bilerne.

Lyden af biler, der passerer uden stop. Næsten altid en gennemgående bil, for der er ikke noget at standse for i Rubjerg, medmindre man lige bor der.

Derfor kan man også høre bilerne suse forbi vinduerne på Løkkens Vejkro. Ellers er der stille.

Lige bortset fra den fremmede lyd. Det er lyden af tykt og stift bogpapir, der bliver bladet langsomt frem af interesserede fingre.

Det er Brian Skøttrup, krofatter selv, der står med bogen oppe på disken. På opfordring.

Jeg har lagt den foran ham, bogen ’Novemberrejse’ af fotografen Krass Clement, og bedt ham studere billederne.

Mange af billederne er taget i Rubjerg en grå novemberdag for tre-fire år siden, hvor disen må have ligget som et melankolsk tæppe hen over bygninger og mennesker i dette tyndt befolkede hjørne af Vendsyssel. De kunne være taget i dag.

Jeg spørger Brian Skøttrup, om han ville have valgt at slå sig ned i Rubjerg, hvis han først var blevet præsenteret for billederne i ’Novemberrejse’.

Han tøver ikke et sekund. Svaret er nej.

Det faste svar skyldes måske, at det i virkeligheden er anden gang, han har afvist Rubjerg. Første gang var for godt seks år siden, da han og hustruen var på udkig efter en kro at overtage. De er begge uddannet i restaurationsbranchen inde i Hjørring, og dengang havde de kig på en velkendt kro i Trekantsområdet omkring Kolding. De bød på stedet, men blev i sidste omgang overhalet med 100.000 kr. af en anden køber.

Da de havde slugt ærgrelsen, lagde deres pengerådgiver et nyt forslag foran dem.

»Var det så ikke noget med denne her«, sagde han og viste dem Løkkens Vejkro i Sønder Rubjerg.

»Nej, den skal vi ikke have«, svarede han øjeblikkeligt.

»Vi kunne da tage ud og se på den«, sagde rådgiveren.

»Ja, ja da«, var Brians svar sådan cirka. Under alle omstændigheder var det tøvende og meget lidt begejstret.

Det var der egentlig ikke noget at sige til. Stedet havde været lukket i halvandet år og trængte til mere end en kærlig hånd.

Men der var to klare fordele ved den gamle kro. Prisen var lav, og der var mildt sagt ikke konkurrence om at få lov til at købe den. Brian og Lis fik kroen for under en tredjedel af, hvad de skulle have givet for kroen i Trekantsområdet.

De smed alt ud, da de købte stedet. De var igennem det hele, før de åbnede. Det er også derfor, Brian Skøttrup med sikkerhed kan sige, at Krass Clements billede af kroen set udefra er autentisk nok, men at det næste billede i bogen aldrig har været fra Løkkens Vejkro, så vidt han kan se.

»Sådan har der aldrig set ud«, siger han om billedet af den ældre mand i krostuen, hvor han i ensomhed sidder med en øl foran sig.

Krass Clement ved godt, at han tager sig friheder i ’Novemberrejse’. Det har heller aldrig, siger han, været meningen at foretage en dokumentarisk skildring af Rubjerg, selv om bogens eneste tekst faktisk hedder ’Gennem Rubjerg’, og rigtig mange af billederne er taget i landsbyen.

Det er billeder, som ifølge Krass Clement skal vise provinsen som sindstilstand. Provinsen set gennem et kunstnerisk temperament.

»Jeg vil vise den provins, vi alle sammen bærer med os et eller andet sted«, siger han.

Jo, Brian Skøttrup kan godt se, at mange af billederne er taget i Sønder Rubjerg, og at den gamle ventesal midt i byen nu – igen-igen – er blevet fanget af en fotografs opmærksomhed, som den ligger der midt på det, der formentlig engang var forretningsstrøget i landsbyen. Ventesal står der oven i købet på den lille bygning, som vel er to gange to meter og kan ses som totalsymbolet på, at her er alt gået i stå. At her står alt stille. Der er kun ventetiden tilbage.

Det er ikke krofatter, der siger det, men det lyser ud af billedet af ventesalen. Efter denne er der kun én venten tilbage. The Big Sleep.

Døden.

Den har i så fald været længe undervejs. I 1264 lå landsbyen der allerede. Dengang kendt som Robiergh.

Den var størst i første halvdel af 1900-tallet og står i dag som et skoleeksempel på et landsbysamfund, hvis funktioner døde med andelssamfundets afvikling, og som aldrig blev en del af det senere servicesamfund. Der er ingen funktioner i landsbyen, jo, smedens lille udhus af et værksted, som egnens få tilbageværende gårde kan bruge, men der er rigtig, rigtig langt mellem dem. Historikeren Erland Porsmose forudser i sin bog ’Danske landsbyer’, at der i 2015 vil være fem heltidsbrug tilbage per sogn i Danmark. Og meget få af dem vil ligge i landsbyerne. 10.000 i hele landet.

Alene i årene 1942 til 1975 blev 295.000 mand og 570.000 heste gjort overflødige. Digteren Knud Sørensen har set dem som et billede, hvor en uendelig række af hestespand krydser grænsen ved Kruså, og når første mand i rækken når Peterskirken i Rom, vil det sidste hestespand i rækken forlade Danmark.

Det er ikke sært, der ser lidt tomt ud i Rubjerg.

I dag er der 392 indbyggere i Rubjerg Sogn. Sidste år døde to af indbyggerne, og tre børn blev født. Men der er også unge tilflyttere, der kommer til med små børn. Som Inger Marie og Brian Skøttrup, der tog en chance og genåbnede Løkkens Vejkro som den ene af landsbyens få forretninger.

»Det var slemt i 2003 og ikke meget bedre i 2004, men siden er det gået rigtig godt fremad. Vi lever af selskaber. 90 pct. af vores selskaber kommer fra Hjørring, for dér har de snart ingen steder, hvor folk kan holde en fest«, fortæller Brian Skøttrup.

Nej, det er ikke de lokale, han og familien skal leve af. Det er heller ikke på grund af kroen, at folk flytter til. Tilflytterne kommer af en meget kontant årsag.

»Jeg tror, det dyreste hus, der er solgt her de seneste år, er det røde, du kan se deroppe ad vejen«, siger han og nikker over mod Smedevej på den anden side af Løkkensvej. Så vidt han husker, kostede det halvanden mio. kr.

Det skal nok passe. Lidt længere oppe ad Løkkensvej ligger et halvt dobbelthus på 181 kvm. Klinker, varme i gulvet, fem værelser, hvidevarer. Rasende kedelig grund, men alligevel – 895.000 kr.

2. scene
Smedevej. Hvis man ser bort fra landevejen, Løkkensvej, er det her, de bor i Sønder Rubjerg. I en smal stribe på hver sine side ligger husene langs med landevejen, og inde på Smedevej leder tre små sideveje ind til parcelhusene.

Området er ikke større, end at man nærmest kan overskue det i et blik, og nede for enden af vejen går Inger Clausen med tre af sine fem hunde. To franske og en engelsk bulldog.

Hun er pensionist, har boet i byen siden 1972. På Løkkensvej. I dag har hun også selv børn, der bor i byen. Og der er ikke noget dårligt at sige om byen, hvis man spørger hende. Okay, de har godt nok lige fyret hende præsten, så de må låne en fra Løkken for tiden, men bortset fra det, så er der bare så godt at bo i Rubjerg, og folk er så flinke, så flinke. Også til at hjælpe hinanden.

Se nu bare dem oppe på Lille Hegnet i den store gård. Den overtog de for ikke så mange år siden, da den var ved at falde sammen over den gamle mand, der boede der. 13-14 heste har de gående på marken uden for det store ridehus, og en dame, der har natarbejde, hjælper med at passe hestene, så ejeren af gården kan passe deres arbejde et sted inde i byen og tage over, når de kommer hjem igen.

Jo, der er flot, synes Inger Clausen. Også det næsten endeløse, hvide træhegn, der omkranser hestefolden og nærmest giver mindelser om de indhegninger, man ser i Nordsjælland foran de riges lystgårde eller stutterier.

Stuehuset, som har fået tilsat et næsten ’Dollars’-agtigt tårn, ville ikke passe særlig godt ind i Krass Clements billede af provinsen i Rubjerg. Det samme gælder det lille stråtækte hus på Lille Hegnet. Ude foran det lave, rødmalede hus ligger de fint revne småsten. De turkisblå vinduesrammer og det lave, fint svungne stakit med kridhvide lameller er blevet malet for nylig.

Inger Clausen kan godt se, at Rubjerg ikke har mange forretninger. Hun kan huske, der var en skomager, en slagter og flere købmænd, men i dag er der jo Brugsen i Hundelev eller Spar i Vittrup. Ja, børnene skal nok køres til Løkken, hvis de vil gå til sport, men det klarer forældrene jo, eller bedsteforældrene, og tænk engang, til de mindste er der hele fire dagplejemødre i byen, og en ny legeplads, der ligger inde bag træerne ved Smedevej. Der kan de også spille fodbold eller holde små fester i det nye træhus, som private sponsorer, sparekasserne og kommunen har fået bygget. 30 gæster kan man snildt være. Rengøringen bagefter skal man selv klare, men man kan leje det billigt.

3. scene
Mogens Larsens hus ligger ud til Løkkensvej. Det er sat i stand for nylig. Ikke prangende og fint, som den gulmalede villa, der ligger i byens udkant, hvor Margueriteruten tager et brat sving til venstre ud mod Lønstrup og Rubjerg Knude. Men hans hus er noget pænere end den ruin, der ligger lidt længere nede ad gaden, hvor selv gadenummeret er gået i opløsning.

Mogens Larsens hus er sådan midt imellem. Selv mener han nok, at det skulle være en lille million værd. Ikke at han overvejer at sælge, slet ikke, men hvis endelig det skulle være, ville han nu nok have en vis fordel i sammenligning med nogle af naboerne, mener han.

Fordelen kan man se, hvis man kigger om i hans baghave. Der stritter en høj, høj skorsten op gennem taget på en sidebygning, og på tagets sydside har han monteret et par solfangere. Han kunne ikke drømme om at komme på fjernvarmenettet.

»De kommer aldrig af med de huse, når de skal betale så meget til fjernvarmen hvert eneste år«, siger Mogens Larsen.

Han mener, det er 30-40.000 kr. per hus, og hvis man spørger ham, skulle de have koblet sig på den store forsyningslinje fra Løkken eller Hjørring. Men de ville jo have deres eget, som han siger om den store, røde bygning, der ligger lige i kanten af landsbyen.

Men hvad fyrer han så selv med?

»Pinde. Jeg fyrer med pinde«, siger han. Et blik ud over grunden og den ikke helt toptrimmede garage viser, at pinde efter al sandsynlighed dækker over det meste af det, der kan sættes ild til.

Se flere fotos fra 'Novemberrejse'

4. scene
I retning mod Løkken ligger Vittrup. Mandag eftermiddag går Viktor Nielsen rundt foran den største alt mulig-butik i miles omkreds. Victoria House hedder den.

Butikken ligger lige over for benzintanken og Spar-købmanden på den ene side og det gamle mejeri, hvor der nu er daginstitution, på den anden side.

Hjørnegrunden foran Victoria House er fyldt med små og store lerfigurer, enorme keramikvaser og keramik i enhver afskygning. En souvenirbutik kalder de den på stedet. Inde i butikken kan man få alt fra en meterlang model af Titanic til 3-D kort og en tro kopi af galionsfiguren på ’Fregatten Jylland’.

Viktor Nielsen viser rundt i butikken, som på et tidspunkt var cykelforretning og måske træskoværksted før det. Han og konen overtog den for nogle år siden, fordi hun gerne ville have en butik, men man kan ikke tjene til huslejen for sådan en butik inde i Aalborg, hvor de kommer fra. Ved istandsættelsen måtte de smide alt ud og begynde forfra.

Det er om sommeren, de har omsætning. Den enorme opstilling af figurer udenfor lokker især udlændinge til at stoppe, når de er på vej til eller fra Løkken. Eller er på vej ud til Rubjerg Knude eller ud til resterne af den nedstyrtningstruede Mårup Kirke, der ligger fotogent – nu uden tag – på kanten af klitten lige før Lønstrup.

Viktor Nielsen er pensionist, og det er konen, der driver butikken det meste af tiden. Han hjælper til, som han gjorde for nylig, da hun var syg. Men hvordan har det været at flytte fra Aalborg til Vittrup? Fra den store regionsby til lilleputsamfundet.

»Jeg bor her heller ikke. Jeg bor stadigvæk i Aalborg og kommer for at hjælpe til et par dage om ugen. Om aftenen tager jeg hjem igen. Jeg kan godt lide at være her«, siger Viktor Nielsen og nikker ud mod forretningen, men lokalområdet, Vittrup og omegn, nej, det er ikke noget for ham. Han vil bo i Aalborg, hvor han har været, siden han var lille.

5. scene
Klokken er fem mandag eftermiddag. I Rubjerg holder Løkkens Vejkro køkkenet lukket mandag og tirsdag. Nærmeste spisested ser ud til at være Løkken. Der er syv kilometer derind.

Decembermørket har lukket sig om turistbyen. Køreturen gennem hovedgaden et par minutter efter 17 er som at køre gennem en by julenat. Måske er det en fælles overenskomst, de har i Løkken. At alt skal være lukket efter mørkets frembrud? Nej, fortæller manden i Palme Pizza – et lille fastfoodsted på Torvet i Løkken. Hele vejen derhen har været som at køre gennem en lukket by, og det er også sådan, det er, siger ejeren af pizzeriaet.

Selv holder han i vintersæsonen kun åben fra kl. 16 til 21. Mange af de andre forretninger åbner slet ikke. Et par tøjforretninger har stativer stående ude på gaden, men ellers er der lukket. Gaderne, bygningerne, gadelygterne, alt ser ud til at være toptrimmet og klar til at tage imod kunderne. Intet er forsømt, tværtimod. Bare sat på pause. Alle venter på, at livet vender tilbage. Lige nu er de alle sammen væk. Pizzamanden mener, at de lokale formentlig er ude for at købe julegaver. I Aalborg.

6. scene
Fire drenge. To på hvert hold. Mandag eftermiddag i Hundelev Multiarena. Ja, det står der hen over indgangen. Navnet dækker over en asfaltbane på størrelse med en håndboldbane. Der er træbander omkring banen, og der hænger også en basketballkurv i hver ende af banen, så der er dækning for navnet. Det er i Hundelev, de har skolen. Den ligger lige ved siden af Multiarenaen. Lidt forskudt for Dagli’Brugsen. Her eller i Vittrup handler man, hvis man ikke orker at køre til Løkken eller Hjørring.

To piger går hen til kassen. De småsnakker lidt med hende, der står klar ved disken. Var det et par wienerbasser fra bagerdisken, de fik? Ja, det var det vist. Den voksne lægger en kvittering op på disken og rækker en kuglepen frem. Den ene af pigerne skriver.

Jo, jo, man kan skam stadig få ’skrevet’ sine indkøb, forsikrer hun.

Måske kan man få varerne en smule billigere, hvis man kører til Hjørring, men kan man få på regning der? Der hænger helt sikkert heller ikke omkring 130 højrøde julesokker af filt, nogle med og nogle uden påsyede rensdyrgevir, hen over kølediskene. Det gør der i Hundelev. Alle sokkerne er påført navn, så enhver kan se, hvem de tilhører. Og hver dag smutter der en lille julegodte ned i sokken, som ungerne selv kan bestemme, om de vil tømme dagligt, eller om de vil hente det hele lige før jul. Julesokkerne hænger i seks lange rækker hen over kølediskene. Kassedamen har været i butikken i rigtig mange år, og hun kan ikke huske, det har været anderledes.

7. scene