Forestil Dem en syvårig dreng, født 1933 og opvokset i et trygt og velhavende, patriotisk og gudfrygtigt polsk officershjem med kærlige forældre, to ældre søskende, barnepige og tjenestefolk.
Og lad så i 1939 først tyskerne, siden sovjetrusserne invadere det nyligt selvstændige Polen, hvorfor faderen mobiliseres, i første omgang for at kæmpe mod tyskerne. Og så, midt om natten til 15. maj 1940, kommer russerne. »Soldaterne stormede ind i vort hjem med manerer som de vildsvin, far plejede at skyde i skoven«. Den syvårige, der var vant til, at herrerne kyssede hans mors hånd, så hende blive trykket op ad væggen med et gevær, mens storebroderen lå blødende på gulvet. Siden blev det bare værre. Faderen, viser det sig meget senere, er en af de tusinder af polske officerer, det sovjetiske hemmelige politi NKVD skød i Katyn-massakren i 1940. Fru Adamczyk, sønnen Jerzy, 17, datteren Zofia, 13, og vor fortæller, den lille Wieslaw, nu Wesley, deporteres i kreaturvogne 3.000 km til det sovjetiske bagland (Sibirien/Kasakhstan) og ufatteligt primitive, fjendtlige forhold – russerne var selv ved at dø af sult – og gennemlever det, der desværre er en russisk klassiker fra det 20. århundrede. Sult, kulde, død, angst og fækalier spiller altid hovedrollerne. Hver gang griber det læseren med sin elementære afstumpede udforskning af menneskelige grænser. Især når det er så nøjagtigt sanset, reflekteret og erindret som her, i den nu amerikanske Wesley Adamczyks velresearchede beretning. Pilgrimsrejse til Kharkov Den slutter med, at han som repræsentant for Katyn-ofrenes familier i 1998 af den polske præsident inviteres på en pilgrimsrejse til Kharkov i det nuværende Ukraine for at mindes ofrene og ære sin far, hvis skæbne gennem hele sønnens liv har været et åbent sår og savn. Det lykkes den handlekraftige mor – som, mens tid var, bagte alle familiens smykker og ure, også defekte, ind i brødhumpler – at få sine børn levende gennem en hungersnød, hvor hunde slås om menneskelige fækalier, før de har ramt jorden, og hvor ulve og sne er reelle farer. Nogle afsnit er som en mareridtsversion af bøgerne om det lille hus på prærien. I sovjetiske butikker er vinduerne potemkinkulisser: ’Madvarerne’ er af malet træ, og folk dør som fluer af smitsomme sygdomme, som officielt er udryddet af den fremragende sovjetiske medicinske videnskab. Magthaverne behøver ikke narre nogen – men ve dem, der ikke lader, som om de er narret. Det hemmelige politi overvåger åbenlyst de deporteredes – og alle andres – sindelag, og børnene har derfor absolut ingen at tale med. De skulle nødig komme til at røbe, hvordan man lever i den civiliserede verden. En yderst forsigtig, nærmest stum fortrolighed opstår til den gamle russiske bonde, i hvis lille hytte de fire polske deporterede indkvarteres, og hvis kone har siddet med tomme øjne, siden hun så sin familie blive skudt. Bonden fortæller drengen, at ingen nogensinde slipper ud af USSR i live. Det lykkes ikke desto mindre, først og fremmest fordi polakkerne får ’amnesti’, så mændene kan kæmpe mod de tyske tropper, der trænger længere og længere ind i USSR. Guldur for suppe Efter en rejse gennem Kasakhstan og Usbekistan, hvorunder tusinder er døde før dem, finder den lille familie storebroderen på et felthospital ved Det Kaspiske Hav. Moderen redder sin afkræftede ældste søns liv takket være suppen af en kylling, hun køber for sit sidste medbragte guldur. I august 1942 kommer de fire med forskellige skibe til Persien, nu Iran, og føler sig endelig sikre. Men moderen dør allerede i oktober af sult, sygdom og udmattelse, og først i 1948 kommer de to yngste, alt for tidligt voksne børn, efter år i flygtningelejre i Iran og Libanon til det kolde og bombede England. De er blevet 22 og 16 år. I England slutter den demobiliserede storebror sig til dem, og her bliver Zofia gift med hans ungdomsven. Under prøvelserne vakler fortællerens ellers grundfæstede gudstro – heraf bogens titel – og hans had til det sovjetiske system og dets udøvere befæstes. Selv halvtreds år efter, at han takket være faderens familie er kommet til USA, og næsten et tiår efter at USSR er opløst, ryster han og de andre polske emigranter af angst ved at rejse ind i Ukraine til mindehøjtideligheden for Katyn-ofrene. I det hele taget giver denne bog gode argumenter for polakkers anspændte forhold til Rusland. (Allerede i 1700-tallet delte Ruslands Katarina II og Prøjsens Frederik II Polen mellem sig …). En genfortælling yder ikke denne beretnings historiske og psykologiske lag retfærdighed. Wesley Adamczyks skæbne i det 20. århundredes ideologiske malstrøm gør læseren klogere, mere ydmyg og bevidst om sin udsathed. Civilisation og menneskelighed skal der hæges om.
