Gæstebogen, amatøralbummet og ’Frøken Jensens Kogebog’, alle er de hovedværker, hvis man vil studere, hvad den danske borgerlighed byggede på og byggede op omkring sig selv, da tyskerne i 1945 var vendt hjem til deres land i ruiner og Danmark så nogenlunde bestod. De nye tider lovede, at vi en dag skulle kunne købe både smør og kaffe uden rationeringsmærker.
Det gjorde dog ingen så overstadige, at de lige straks tænkte på rødvin til daglig og farvel til Oma. Dækkede spiseborde Appetitten voksede med mulighederne i 1950’erne og frem, og det er de år, der var Inge og Klaus Rifbjergs formative i gastronomisk forstand, selv om gastronomi var et fremmedord, der først blev gangbart, da Mogens Brandt kom på scenen i 1960’erne. Det er de år, de skriver om og fører op til dato i den nostalgiske kogebog ’Vores mange køkkener’. De tre hovedværker er essentielle for den meget hyggelige bog, som guldbrudeparret Inge og Klaus Rifbjerg har skrevet sammen med udgangspunkt i det, især af ham, højtpriste ægteskabs mange køkkener og de spiseborde, som de dækkede op i by og på land i Danmark og ligervis i Spanien. Permanentkrøllet jomfruhummer ’Amatøralbum’ stod der ofte med slyngede guldbogstaver hen over forsiden på de album, der blev plastret til med alt, hvad en Kodak kunne knipse sammen af fest- og hverdagssituationer. Det var nemlig ikke nogen skam at være amatør dengang. Ordet betyder jo i grunden en elsker af en kunst eller sport uden stræben mod det professionelle. Rifbjergernes privatoptagelser, der gengives i bogen, illustrerer at vi er hos glade amatører, hvor genkendelsens glæde over motiverne af mad og mennesker er langt vigtigere end prætentiøse nature morte opsætninger og fotogene arrangementer af permanentkrøllet jomfruhummer med et ramsløg i venstre klo. De glade spisere Inge Rifbjerg priser Frøken Jensen, og hun er i pagt med fornuften, der går forud for fantasien eller det udspekulerede og stiler direkte mod velsmag af ærlige råvarer.
