At det nu også er ramme alvor med tegneserieromaner på dansk, er ’Lille Miss Nobody’ det konkrete bevis på. ’Lille Miss Nobody’ er en tegnet fortælling med stift bind, litterære referencer, plads til selvstændig tænkning og alt til faget hørende. Man kan oven i købet sætte musik til. En af sangene undervejs vil nogle genkende fra Tom Waits og Gavin Bryars samarbejde ’Jesus Blood Never Failed Me Yet’. En gammel engelsk bums, der indfanget i en båndsløjfe monotont synger den troskyldige hymne om Jesusblodets frelsende egenskaber. En vigtig del af stemningen i en bog, hvor også selveste Fagin fra ’Oliver Twist’ dukker op. Noget af det mest spændende ved fortællingen, der er tænkt som det første bind i serien ’Lilith i Underverdenen’, er faktisk det højst originale bybillede. Den lille limsniffende hovedperson Schniff og den blinde frelserpige Lilith bevæger sig rundt i en byernes by. Altså ikke Paris, men en by, som er en slags arkitektonisk sampling af gamle og nye byer fra nær og fjern. I denne navnløse by udfører tegneren Rasmus Bregnhøi en sort storbymagi, der gør det muligt, at en snusket opgang på 1980’ernes Vesterbro kun behøver befinde sig et stenkast, et pennestrøg eller et tankespring fra Markuspladsen i Venedig, en diner i New York eller en dyster polsk havnefront. Innsbruck, West End, Berlin, Central Park og Det Gyldne Krus på Nørrebro. Man er på én gang her, der og alle vegne. Til gengæld er der stort set ingen biler i Bregnhøis bydele. Alene dét er jo ret eksotisk! »Det har været meget vigtigt for mig ikke at lave en alt for stereotyp storbyblues, men lægge vægt på det tyste og usagte. Så følelsen af byen nærmere bliver en tilstand frem for den klassisk depraverede by, som film og tegneserier er så fyldt af«, understreger Rasmus Bregnhøi, der sammen med den pseudonyme forfatter Oskar K. har skabt dette originale bud på en dansk graphic novel . Det er Bregnhøis første besøg i tegneseriernes verden, men han er på andre måder en erfaren tegnedreng uddannet fra Designskolen. Han har illustreret omkring 30 børnebilledbøger og har arbejdet som bladtegner på Information og Berlingske Tidende. Det ivrige står næsten og vibrerer rundt om Rasmus Bregnhøi, da han sammenligner det at tegne med at spille musik. Begge dele handler om at arbejde sig ind i en stemning, lade sig føre med, finde nogle strukturer. Men der skal være plads til at improvisere. Man skal efterlade plads, så det ukendte kan udspille sig. Dét tror han på. Uanset om man står med en pen eller en guitar. Efter mange års pause efter ungdommens rockband Spastic Modo står Rasmus Bregnhøi igen om aftenen i et øvelokale og spiller guitar med gutterne. »Nogle gange, når man står der sammen med de andre, går det op i en højere enhed. Så lykkes det næsten uanset, hvor du sætter fingeren på gribebrættet!«. Tegneren er alene med sine firkanter Men når man sidder og tegner, er man ikke med i en gruppe. Så er man alene. »Der har altid været tegneserieelementer i mine ting, så det er sådan set ikke så nyt for mig. Men jeg glædede mig rigtigt meget til at lave noget med masser af firkanter! Det med at kunne sidde og nørde i dybden har været virkelig fedt«, siger han om forskellen på at lave børnebøger og så tumle sig i en hel tegneserieroman. Men har han svar på spørgsmålet om, hvad en graphic novel så er for en størrelse? »Det er selvfølgelig en måde at sælge tingene på en ny måde. I 80’erne kaldte man det tegneserier for voksne. Dengang havde jeg det sådan, at jeg hellere enten ville have en rigtig tegneserie eller læse Dostojevskij eller Kafka som litteratur. Men det er lidt anderledes med de nye graphic novels . Man kan måske hævde, at der er en slags grundsjæl i graphic novels. De er ikke nødvendigvis mere komplicerede, men man kan tillade sig at lave ting, der ikke nødvendigvis fører historien fremad. Måske kan man sige, at man i graphic novels skal lede lidt mere i sig selv for at finde kernen i tegneserien. Jeg prøver da i hvert fald at få lidt« – og her må han lige hoste og schniffte lidt for at få det fine ord smuttet ud mellem mandlerne – »poesi ind i det. Man skal digte lidt med selv, og det er måske det, der gør det til en graphic novel? I en ’Splint & Co.’ får du alt forklaret. Det gør du ikke her«, mener Rasmus Bregnhøi, der ikke lægger skjul på, at hans forkærlighed for at tegne helsider i tegneserieregi nedstammer direkte fra Tintin-bogen ’Krabben med de gyldne klør’. »Jeg kan godt li’ firkanter«, indrømmer Rasmus Bregnhøi og bladrer i ’Lille Miss Nobody’ for at illustrere sin pointe. »Det er ligesom en Anders And-side. Det er jeg ret vild med«. Arbejdsprocessen Men inden det kom så vidt, var der en proces, der gik forud. Det startede med, at Oskar K. skrev historien som en slags filmmanuskript med enkelte regibemærkninger. De to havde mødt hinanden på en børnebogskonference i Stavanger og aftalt et samarbejde. Nu skete det. Men det var ikke meget, tegneren fik at vide. Der er jo ingen grund til at hæmme fantasiens frie udfoldelse, så det eneste, Rasmus Bregnhøi fik at vide om sin hovedperson Schniffs baggrund, var, at »han havde aldrig haft det så godt, siden han løb væk fra drengehjemmet«. Så rykkede tegneren ind i forfatterens hus i Spanien. Rasmus Bregnhøi tegnede skitser fra tidligt om morgenen. Kl. 6 om aftenen mødtes de to mænd og diskuterede stil og struktur. Efter denne tougers seance rejste tegneren tilbage til Danmark. Først nu begyndte det rigtigt hårde arbejde. Hvordan skulle figurerne helt præcist se ud. Han var ved at drive sin familie til vanvid. Hele tiden tegnede han. På alting. Servietter og papirlapper. Skulle hun se sådan ud? Eller sådan? Skulle hun have fregner? Når han stod og lavede mad til familien, havde han skitseblokken liggende på bordet ved siden af skærebrættet. Rasmus Bregnhøis to drenge måtte finde sig i, at deres far i en lang periode var åndsfraværende, når han stegte bacon. At han arbejdede hver dag fra klokken 9 om morgenen til 1-2 om natten. Men mon ikke det var det værd? Nu har de ikke bare en far, der laver noget så oldnordisk som børnebøger, men en far, der har lavet en graphic novel. Og hvad er så det, vil kammeraterne måske spørge. Åh, sådan en slags ekstrasmart tegneserie, som selv voksne gider læse, kan de så svare henkastet. Det burde give bonuspoint i skolen.