Erindringer Hvordan drengen bliver forfatter – hvordan lille Lars bliver store Saabye Christensen.  Foto: Jan Grarup

Erindringer Hvordan drengen bliver forfatter – hvordan lille Lars bliver store Saabye Christensen. Foto: Jan Grarup

Bøger

Saabye sagt med blomster

Festligt koncentrat af Lars Saabye Christensens forfatterskab.

Bøger

En legndlåbe!«

Siger den arme 13-årige knægt med talefejl.

Regndråben falder midt i et digt af Sigbjørn Obstfelder, som han skal læse op i klassen. Man skal være meget kynisk for ikke at føle med drengen, og man skal være meget standhaftig for ikke at grine med klassen. Navnlig da drengen, som er blomsterbud, bliver bedt om at sige rododendron. Ingen kan holde sig, da han leverer sin lododendlo.

Og sådan er Lars Saabyes lille løsslupne cirkusroman så godt husket, eller rettere erindret. Kierkegaards modsætning er én af de mange, som umærkeligt opstilles, alt mens bogen i én og samme bevægelse fortæller om et enkelt efterår i drengens liv og diskuterer med sig selv, hvordan noget overhovedet kan fortælles. Eller altså: Hvordan drengen bliver forfatter – hvordan lille Lars bliver store Saabye Christensen.

Blomsterbuddets ture
Erfaring. Læsning. Fantasi. Der er fortællingens kemi. Vi får det at vide på det sted, hvor lille Lars besøger sin fotografmor i hendes mørkekammer. En af mange episoder dette efterår, hvor begæret efter at eje en rød elguitar, en Fender Stratocaster, overskygger alt andet. Drengen eje dette instrument, som han ser i vinduet hos Bruns Musikk & Noter på Bygdøy Allé.

Den koster kroner 2.250, og for at tjene det svimlende beløb skaffer drengen sig job som blomsterbud hos Finsens Flora, hvis indehaver, Finsen Selv, bereder drengen mangen en oplevelse. For eksempel da han på blomsterindpakningsbordet bestiger sin hustru, som ellers indledningsvis er beskrevet i lidet erotiske vendinger som så flad, at hun kunne ligge i et frimærkealbum.

Blomsterbuddets ture rundt i Oslo er også en rundtur i Saabyes kendte univers af norsk geografi og sjove typer. Der er knallertbøllen Putte, som kaldes Göring, fordi han selv kalder alle, han ikke kan lide (og det er mange), for jøder. Der er Finsen Selv i sin Goggomobil (»Nu holder du kæft og siger ingenting, mens du tier stille«). Eller der er en gammel cirkuskvinde ved navn Aurora Stern, som bestiller blomster til sig selv og måske er historiens hovedperson.

Historien – som hele tiden kører op og ned i tempo, standses og genstartes og pludselig, takket være Aurora, ændrer sig fra humoreske til tragedie. Frækt, til tider for frækt.

Saabye Selv
Det hele tager kun et øjeblik, for egentlig er det alt sammen et erindringsglimt, mens fortælleren falder ned af en stol og en scene i Paris.

Men det varer også et halvt år, fra sommer til jul 1965. Og så varer det et helt liv, fra forfatterens fødsel til forfatterens erindring om at være forfatter.

Han forestiller sig og forstiller sig, han jonglerer som dreven cirkusartist med ordene: Når man f.eks. kan være en quisling, hvorfor findes der så ikke et verbum opkaldt efter Hitler: »at hitle« (fordi, svarer fortælleren selv, ordet ville have været så stort og omfattende, at det ville have lagt resten af sproget i skygge).

Saabye Selv siger det mere med sol end med skygge.

Han gør Aurora Stern kunsten efter og bestiller blomster til sig selv. Det må man vel godt, når man har 30 års forfatterjubilæum og selv bringer blomsterne ud. Og hellere ville have haft en guitar.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce