Blev Raymond Carvers stil fortættet eller forvansket? Det er spørgsmålet, man i øjeblikket debatterer i amerikanske litteraturkredse. Raymond Carvers noveller fra den amerikanske virkelighed gav ham status som den mest toneangivende amerikanske short story-forfatter fra slutningen af det 20. århundrede. Carver blev berømt for sin menneskekundskab og sin mesterlige minimalisme, men i virkeligheden var han slet ikke særlig minimalistisk, hævder Tess Gallagher. Hun er ikke bare Carvers enke og digterkollega, men var også i årene op til Carvers tidlige død i 1988 hans nære samarbejdspartner. Tess Gallagher planlægger at udgive et bind med titlen ’Beginners’, som skal (be)vise, at Carver som stilist var bredtfavnende snarere end minimalistisk. Minimalismen tilskriver Gallagher og andre med hende til dels redaktøren Gordon Lish, som beskar fortællingerne i gennembruddet ’What We Talk About When We Talk About Love’ (1981).
Nu vil Gallagher føre novellerne tilbage til deres originale tilstand, og således præsentere, hvad hun opfatter som den litterære sandhed om Raymond Carver. Om det nu også er en god idé eller ej, skændes man bravt om ifølge en artikel af Motoko Rich trykt i International Herald Tribune. ’Director’s cut’ Debatten rører ved et penibelt spørgsmål. For hvornår er det sidste punktum sat? Er det forfatterens, forlagets eller eftertidens privilegium? I filmens verden, hvor det amerikanske studiesystem ofte sidder tungt på beslutningsprocessen, er det blevet kutyme, at store instruktører tilkæmper sig retten til at udsende et ’director’s cut’ af deres vigtigste film.
