»Imamer udmåler straf i Vollsmose«, stod der forleden på forsiden af Dagbladet Information. Og her gik vi og troede, at religionen en gang for alle var blevet lukket ude af vores retssale. Det er den også. Indtil videre. Men parallelsamfundet er her allerede – og vi er selv med til at skabe det. Med vores overdrevne respekt og imødekommenhed over for indvandrerkulturer giver vi dem plads til at udfolde deres kulturelle og religiøse særegenheder overalt i det offentlige rum.

Betyder integration anmeldelse?
Men vi gør hverken indvandrergrupperne eller os selv en tjeneste, når vi viser dem den respekt at komme dem i møde i vores institutioner.

Det kan godt være, at vi kalder det integration. Men det er det ikke. Fortæller forfatter Jens-Martin Eriksen og professor Frederik Stjernfelt i deres nye bog: »Nu hører vi (...) stadig oftere, at integration kræver oprettelse af særskilte institutioner: bederum på arbejdspladsen, særlig påklædning på arbejdspladser, der ellers har dresscode, beskyttelse mod særlige krænkelser, særlig lovgivning (...) gradvis ændrer ’integration’ betydning og kommer til at angive det stik modsatte, nemlig kulturens beskyttelse som et subjekt imod majoritetssamfundet på den ene og kulturens individer på den anden side: Først når gruppen har fået sine egne institutioner, egen lovgivning, ja først når den udgør et udskilt parallelsamfund uden kontakt med det øvrige samfund, først da er den integreret. Men det var altså det, der engang hed ’segregering’ (...). Nu er integration kommet til at betyde: adskillelse«. Synderen er 'kulturalismen' ’Adskillelsens politik’ kalder Stjernfelt og Eriksen følgelig deres nye bog. Heri hævder de hårdnakket, at vi er blevet ført bag lyset.