0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lærd duo leverer medrivende forsvar for friheden

Hvad sker der, når vi giver religiøse værdier for stor plads i samfundet? Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt giver et bud.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vi lever i en tid, hvor kulturelle og religiøse værdier får lov til at undertrykke den enkelte. Men det enkelte menneskes frihed må vi ikke gå på kompromis med. hedder det i en bog. Forsidefoto fra 'Adskillelsens politik', der udkommer på treårsdagen for de 12 Muhammedtegninger

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Imamer udmåler straf i Vollsmose«, stod der forleden på forsiden af Dagbladet Information.

Og her gik vi og troede, at religionen en gang for alle var blevet lukket ude af vores retssale. Det er den også. Indtil videre.

Men parallelsamfundet er her allerede – og vi er selv med til at skabe det.

Med vores overdrevne respekt og imødekommenhed over for indvandrerkulturer giver vi dem plads til at udfolde deres kulturelle og religiøse særegenheder overalt i det offentlige rum.

Det kan godt være, at vi kalder det integration. Men det er det ikke.

Fortæller forfatter Jens-Martin Eriksen og professor Frederik Stjernfelt i deres nye bog:

»Nu hører vi (...) stadig oftere, at integration kræver oprettelse af særskilte institutioner: bederum på arbejdspladsen, særlig påklædning på arbejdspladser, der ellers har dresscode, beskyttelse mod særlige krænkelser, særlig lovgivning (...) gradvis ændrer ’integration’ betydning og kommer til at angive det stik modsatte, nemlig kulturens beskyttelse som et subjekt imod majoritetssamfundet på den ene og kulturens individer på den anden side: Først når gruppen har fået sine egne institutioner, egen lovgivning, ja først når den udgør et udskilt parallelsamfund uden kontakt med det øvrige samfund, først da er den integreret. Men det var altså det, der engang hed ’segregering’ (...). Nu er integration kommet til at betyde: adskillelse«.

Synderen er 'kulturalismen'
’Adskillelsens politik’ kalder Stjernfelt og Eriksen følgelig deres nye bog.

Heri hævder de hårdnakket, at vi er blevet ført bag lyset.

At kultur er kommet til at spille en så stor rolle, at vi nærmest har glemt den enkelte i vores forsvar for ’den Anden’.

Synderen er ’kulturalismen’, dvs. den opfattelse, at kulturen går forud for de individer, der tilhører den; at det er kulturen, som kan forklare – og ikke mindst forsvare – hvorfor ’medlemmerne’ af en kultur handler, som de handler, og tænker, som de tænker; og at en given kultur er en lukket, organisk helhed, hvis »værdisystemer er unikke og på ingen måder kan sammenlignes eller bedømmes ud fra andre værdisystemer«.

Som man fornemmer, er der her en umiskendelig rem af Blut und Boden-logik i luften, og vi er da heller ikke langt fra den nationalisme, som oprindelighedsnostalgikeren og kulturrelativisten Johan Gottfried Herder lagde byggestenen til for mere 200 år siden.

Oversete frihedsrettigheder
Stjernfelt og Eriksen taler dog både om en højre- og en venstrekulturalisme, hvor højrekulturalismen i dansk sammenhæng netop repræsenteres af nationalistisk sindede folk som Søren Krarup og Jesper Langballe, mens venstrekulturalismen – der snarere end at beskytte sin egen kultur sigter på at beskytte minoriteters kultur – repræsenteres af venstrefløjen bredt set og Det Radikale Venstre skarpt set.

Netop fordi de danske venstrekulturalister ifølge forfatterne er så fokuserede på at anerkende kultur