Forleden kunne man i Politiken læse, at vi ifølge den hollandske biolog Midas Dekkers er ved at udvikle os til en befolkning af åndløse sportsidioter.

Sandheden om den usunde sjæl i de sunde legemer er selvfølgelig mere nuanceret end som så, og her kommer Haruki Murakamis ’What I Talk About When I Talk About Running’ som sendt fra himlen. Haruki Murakami fascinerer i disse år en hastigt voksende læserskare verden over. Med et forfatterskab, som ifølge Murakami er ganske nøje forbundet med hans sideløbende karriere som passioneret langdistanceløber. Tidligt i seng og tidligt op I bogen fortæller Murakami, hvordan han begyndte at skrive og løbe på nogenlunde samme tid. Det skete, da han var 33 år. Han havde som et lyn fra en klar himmel besluttet sig for at sælge sin jazzklub for i stedet at hellige sig forfattergerningen. Det indebar et voldsomt skift i livsstil. I stedet for at gå i seng med en sjus, når fuglene begyndte at synge, vendte Murakami sit døgn om. Nu gik han tidligt i seng og stod tidligt op for at skrive. Og løbe. For det stod ham hurtigt klart, at hvis han skulle realisere sine ambitioner som romanforfatter, krævede det, at han var i god fysisk form. Ifølge Murakami skal der nemlig tre grundlæggende ting til at blive en god romanforfatter. Talent, evnen til at fokusere og udholdenhed. Det første mener han, at han havde en beskeden sjat af. De to andre ting har han i høj grad udviklet ved at løbe. At træne målrettet til et maratonløb, og konstant kæmpe kampen med sig selv og sine begrænsninger, har været en nøgle til koncentration og udvikling. »Det meste af det, jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe hver dag«, siger han ligeud. Undervejs tager han fat i klichéen om den usunde forfatter, der skal vælte sig i sprutten og svineriet for at realisere sit potentiale. En sportsmand skal kunstneren da i hvert fald ikke være! Murakami er slet ikke tilbøjelig til at acceptere klichéen som en slags realitet. Forfatteren har en slags gift i sig, mener han. Et toksin, han må lære at kontrollere og dosere, hvis han skal strække sit talent og ikke brænde ud før tid. For Murakami er løbetræningen et strengt disciplineret regimente, der handler om at profitere af langdistanceløberens ensomhed i forfatterskabet. Både at løbe og at skrive tilfredsstiller et dybt behov for ensomhed hos ægtemanden Murakami. Ved hjælp af streng kadaverdisciplin skabes et rum, hvor skrivekunsten kan udfolde sig spontant, og dét er i Murakamis poetik altafgørende.