Sommer i Nuuk, snestormen rusker i Oasen, facader og vejskilte dækkes af et hvidt, drivende sjap. I tv afløses et dokumentarprogram om søanemoners kønsliv af Grønlands Ernæringsråd, som oplyser, at der er 24 stykker sukker i en halv liter sodavand, hvorfor man i stedet bør drikke »vand fra hanen eller elven«, til nød fulgt på vej af »et stykke tørret fisk med lidt spæk«. Alt sammen nyttig information midt i den polare syndflod, hvor det blæser 25 sekundmeter, og man kan høre det synge i kranerne helt nede fra Atlanthavnen. Samler på gadenavne Ovre i Spar crooner Frank Sinatra passende nok 'Fly Me to the Moon', og det kan være svært at besinde sig på, om man skal købe flyfriske løg (uanitsut) og nye kartofler (naatsiiat) eller lade ungkarletilværelsen kulminere i et festfyrværkeri af slik (mamakujuit), vaffelis (sikut) og skærekage (kaagit). Det er trods alt ikke hver dag, man oplever snefog i midten af juni, og det overdådigt indviklede grønlandske skriftsprog kræver sandt at sige sit beredskab af sukker og tomme kalorier. For tiden samler jeg på gadenavne, og perlen i min samling er indtil videre Kissarneqqortuunnguaq, en relativt intetsigende vej oppe ved Godthåbshallen, hvor byen så småt begynder at tynde ud. Min pålidelige grønlandske translatør fortæller mig, at man ved mødet med sådanne monstrøse orddannelser bør undgå panik og gå om bord i konstruktionen stavelse for stavelse. Røversprogsagtige gloser Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for en vis nervøs åndenød, når jeg i Grønlandsposten står ansigt til ansigt med syntaktiske isbjerge som 'annikillisaaffigineqassappat' ('hvis der gives rabat') og 'aallartiinnarneqarsinnaanngillat' ('man kan da ikke bare sende nogen væk'). Også sammenlignende sproganalyse er oplagt tidsfordriv, når man sner inde i Oasen 212, og jeg ser i tv-programmet, at Robert De Niros figur i 'Cape Fear' ikke alene er stjernepsykopat, men - hold nu fast! - 'ajornartorsiuteqalaartuartuusoq' ('én, som altid har problemer'). Her er der kort og godt tale om et genialt fabrikeret konkretistisk lyddigt, og dem er hverdagen fuld af på disse breddegrader. Man er omgivet af levende, syngende, vildt og umuligt sprog, og ikke mindst sammenstødet af dansk og eskimoisk er en kilde til stor glæde i hverdagen: Tag bare røversprogsagtige gloser som 'biili', 'sodavandi', 'kamilletii', 'telefonbogi', 'kufferti', 'kaffi' og 'tv-aviisi' eller skønne hybride vejnavne som John Møllerip Aqqutaa og Jonathan Petersenip Aqqutaa. En stavelse af gangen Det er sådan noget, som forvandler gennemsnitsbyer til den rene og skære poesi, og jeg bliver lige overrasket, hver gang det går op for mig, at Qoorunnguaq og Qapiarfiusaaq mødes og bliver til Lyngby-Tårbæksvej. Grønlandsk er Nordhavets arabisk - lige så overrumplende smukt, lige så stejlt og utilnærmeligt, lige så halsbrækkende melodisk, lige så mættet med humør og ældgammel lyd. Det er utroligt, de kan have det i munden. Men sådan er livet i polaregnene. Man tager én stavelse ad gangen.