En granat er detoneret. Så langt er anmelderne enige om Knud Romers bog 'Den som blinker er bange for døden'. Men når sårene på læserens egen sjæl gøres op, er der meget stor spredning i feltet. Det er ikke alle, der føler sig ramt af den halvkendte reklametekstforfatters debutroman. Ja, faktisk er der flere - også blandt de hårdt sårede - der slet ikke mener, at den er værdig til at blive kaldt en roman. Erindringsbog »Efter min mening er det direkte misvisende, når bogen på titelbladet angives at være en roman«, skriver Bent Vinn Nielsen i Information. Han bor selv i Nykøbing Falster, kun 300 meter fra højbroen, hvor granaten i bogen sprænger. »Ganske vist benytter forfatteren sig af visse greb fra den fiktive fortælling - hvilket erindringsværk gør for resten ikke det? - men Knud Romers meget personlige beretning fra den by og det land, som moderen kort før sin død udnævner til »pisse, pisse, pisseland« er ikke kunstnerisk bearbejdet i en grad der gør det rimeligt at kalde den en roman«. »Det er og bliver en erindringsbog. Og som sådan er den fremragende«. Selvterapi snarere end romankunst I Ekstra Bladet bløder Kamilla Löfström fire stjerner efter eksplosionen, men hun ved ikke rigtig, om »vi i dag fra Rådhuspladsen skal råbe 'nyt dansk litteraturhåb'«, for »kunstneren Romer gemmer sig bag en grundig faktamand«. I Jyllands-Posten afviser Niels Lillelund ligefrem hele portrættet af den lille Knuds velhavende forældre, der bliver lukket ude og forfulgt af lokalsamfundet i Nykøbing Falster, fordi moderen var et 'tyskersvin'. På nær et enkelt tragisk smil »er misantropien fuldstændig, den er grundtonen, ingenting er værd at samle på, ingenting lykkes, og mennesker er generelt nogle dumme svin, før nu og i al evighed«. Lillelund har afgjort slet ikke mærket nogen eksplosion, men derimod en implosion: »Bogen arbejder sig indad snarere end udad, den messer og mediterer, snarere end den fortæller, det er selvterapi snarere end romankunst«. Ild, glød og dybde Så er Berlingske Tidendes Jens Andersen trods alt hårdere ramt, selv om hans sår kun bliver til tre stjerner: »Netop i dette lag af Romers slægtsfortælling, der afspejler en i disse år foruroligende levende, spirende del af dansk folkekarakter, der rummer frygten for og hadet til alt, hvad der er fremmed og ikke ligner én selv, kommer der glød og dybde i Romers tilløb til en roman«. Men det kunstneriske fyrtøj er i hans øjne altså ikke stort nok til at antænde den gode tobak: »For meget cerut og for lidt cigar«. I Bo Bjørnvigs øjne brænder der dog en langt kraftigere ild i Knud Romers værk. I Weekendavisen skriver Bjørnvig: »... der (er) ingen føleri og synd-for-mig-tone, fremstillingen er på én gang nøgtern, poetisk og præcis. Men neden under dirrer et voldsomt følelsesbål, som en kæmpe skibsmotor, der giver historien fremdrift. Alt er under kontrol, men det er lige før at kedlerne sprænges - fornemmer man og undres over, at de ikke gør det, efterhånden som man bevæger sig gennem forældrenes og bedsteforældrenes historie«. Bjørnvig finder, at bogen »er som en stor undskyldning over for forældrene - for ikke at have reddet dem fra sig selv. Og samtidig ét langt forsvarsskrift for dem og ét langt anklageskrift mod et småtskårent og små-ondt lokalsamfund«. Hjerteknuser Bjørnvigs bakkes op af Politikens Lise Garsdal. Hun er tilsyneladende som den eneste virkelig blevet ramt af bogens kritiske potentiale: »Hvor bliver man dog tæerkrummende flov over dansk selvtilstrækkelighed og tabet af det tyske broderskab, når man læser Romers roman« - der var den den omtvistede litterær genre, som hun altså ikke er bange for at indplacere den i: »Den tysksprogede kultur rager jo op som en kæmpe bag de spædlemmede, danske ord. Store slægter står for fald på bedste Thomas Mann-maner, det tyske folkeeventyr stikker sit ondeste ansigt frem, lidt klassik, lidt romantik og dødens evige tilstedeværelse som hos Rainer Maria Rilke«. Men hvem af Bo Bjørnvig og Lise Garsdal, der er blevet mest kvæstede af Romers granat af en bog er svært at sige. Bjørnvig skriver: »Denne bog er en hjerteknuser, som ind imellem giver tårer i øjnene, så det er svært at læse videre«. Det lader nu til at være lykkedes at fuldende læsningen gennem de våde øjne, for Bjørnvig citerer fyldigt fra bogen for at angive Romers veritable kunstneriske bearbejdning af sine 'erindringer'. Blandt andet fra slutningen.