Man plejer at sige, at det eneste sande monarki i Frankrig tilhører forfatterne. Kun i Frankrig behandles de fornemme penne som veritable konger, der holder hof mere eller mindre diskret beundret af en fast passerende fanskare på Café de Flore i Paris' 6. arrondissement. På den måde adskiller sig den franske succesforfatter Philippe Claudel sig voldsomt fra resten af sin stand. Han bor stadig i provinsen, lader sig stort set aldrig fotografere, giver sjældent interview og skyr enhver kontakt med de æterbårne medier som en højst smitsom tropesot. Elsker at leve i skyggen »Jeg finder det mediemæssige show omkring franske forfattere temmelig grotesk!«, nærmest spyr Philippe Claudel, da Politiken fanger ham mellem to af hans mange udlandsrejser. »Jeg elsker at leve i skyggen og foretrækker at forblive relativt ukendt, så man fortsat bedømmer mine bøger på deres kvalitet og ikke på, hvad man tilfældigvis måtte synes om min person«. »Det eneste, der virkelig interesserer mig, er at skrive«, konstaterer han tørt. Usentimental skildring Og det kan han. Skrive. I en sådan grad, at romanen 'Grå sjæle' ('Les âmes grises') allerede er blevet oversat til omkring 27 sprog, og han til trods for sin afsky for mediecirkusset må fare kloden rundt til bogudgivelser i adskillige lande. Det er en barsk bog. En usentimental skildring af en unavngiven landsby ikke langt fra fronten i Første Verdenskrig, der pludselig optages af mordet på en lille 10-årig pige. Fortælleren er en politibetjent, der forsøger at nå til bunds i sagen - måske for at finde en eller anden mening midt i krigens kummer, rædsel og ulykke, der nærmest driver ned ad bogens sider. Claudel selv mener ikke, at historien handler om ulykke og elendighed. Mellem det individuelle og det kollektive drama »Det handler for mig at se om at betragte livet på en nogenlunde ærlig og ikke alt for dagdrømmende måde«. »Ville De da have foretrukket, at jeg skrev en munter bog om krigen?«, spørger han småspydigt. »Menneskeheden har haft sine storslåede øjeblikke, men den er immervæk gennemsyret af tragedie. Ikke mindst krigene er jo gruopvækkende, og når litteraturen behandler sådan et emne, nytter det ikke at fremstille det i et lystigt lys. Det har vi lufthavnslitteraturen til«. »Men det er ikke just den slags bøger, jeg vil skrive. Målet for mig med at skrive er at reflektere over den menneskelige natur og dens konsekvenser«, insisterer han. »Jeg forsøger at skabe en parallel mellem det individuelle og det kollektive drama. Bogen bevæger sig fra en større begivenhed - krigen med alle dens rædsler - mod mere intime begivenheder - der dog kan være mindst lige så rædselsfulde - nemlig tabet af dem, man elsker - enten til sygdom eller mord. Det er en roman, der grunder over de individuelle skæbner i en tid, hvor den kollektive skæbne er i færd med at fuldbyrde sin egen ødelæggelse«, forklarer Claudel. Det kunne have været mig I bogen kaster Claudel behændigt læseren rundt, så opfattelsen af, hvordan tingene hænger sammen, konstant ændres. Nogle gange fra side til side. Det, man troede var sikkert, er det lige pludselig ikke, og dem, man troede uskyldige, er lige pludselig skyldige, og omvendt ... »Bogen er på sin vis en spændingsroman. Et værk, der bevidst spiller på krimiregisteret uden egentlig at være en ... ja, det er vel egentlig snarere en metafysisk roman, som blot annammer krimiens form«. Det lyder indviklet, men er et meget bevidst og klart prioriteret valg, understreger forfatteren, der er doktor i litteratur. »Jeg udnytter krimiens virkemidler for netop at understrege, at der ikke findes nogen endegyldig sandhed. I krimien finder man som regel frem til den skyldige såvel som gådens løsning. Men det mønster kan man ikke spænde virkeligheden ind i. Den er langt mere kompleks. Sammensat«. »Det fandt jeg først rigtig ud af i de ti år, jeg arbejdede i et fængsel, hvor jeg underviste de indsatte i fransk sprog og litteratur. Det gik simpelthen op for mig, at det lige så godt kunne være mig, der sad bag tremmerne, og at der var masser af sager, som måske nok var endt med en dom, men som aldrig rigtig var blevet opklaret«. »Vigtigt at hvert ord bidrager til bogen« Det er den oplevelse af mere eller mindre tilfældig retfærdighed og uforudsigelige skæbner, som 'Grå sjæle' i allerhøjeste grad bygger på. Læseoplevelsen forstærkes af Claudels sprog. Voldsomt fortættet. Og raffineret. Han udviser stor effektsparsommelighed, ligesom hans ordvalg synes minutiøst håndplukket uden dog af den grund at virke kunstlet, forstilt eller påklistret. »Jeg opfatter mig som en håndværker. En håndværker har sine værktøjer, der gør det muligt for ham at arbejde. Hvis han ikke bruger sin værktøjer ordentligt, gør han ikke et godt stykke arbejde. Men jeg elsker mit værktøj: sproget. Og derfor overvejer jeg meget ... meget nøje ordvalg, sprogrytme osv«. »Jeg arbejder meget musisk med mit sprog og udnytter mit sproglige gehør. Det er vigtigt for mig, at hvert ord bidrager til bogen. Hver sætning til helheden. Det nytter ikke at spække en bog med fyld«, fastslår Claudel, der blandt sine litterære inspirationskilder tæller klassikere som Gogol, Céline, Dostojevskij, Borges og Balzac, men som også har en faible for Brett Easton Ellis - den eneste samtidige amerikanske forfatter ud over Philip Roth, som han ligefrem beundrer. Lang i spyttet Han jamrer dog samtidig lidt over de amerikanske forfatteres tendens til at trække deres bøger i langdrag. Selv Brett Easton Ellis har tendens til at være lidt lang i spyttet, forklarer han. »Man rækker jo uvægerligt ud efter saksen for at gøre deres værker lidt kortere. Lidt strammere«, griner Claudel. Hans seneste roman, 'La petite fille de Monsieur Linh', er på blot 159 sider. Åbne næseborHvordan opstod Deres egen glæde ved at skrive?

»Det begyndte, da jeg var ganske lille. Jeg læste meget og fik hurtigt lyst til selv at fortælle historier. Jeg gav mig til at skrive digte og noveller. Det blev jeg ved med, og en skønne dag blev det pludselig mindre dårligt, end det plejede, og da sagde jeg til mig selv, at jeg måske kunne få det udgivet. Men det tog tid. Lang tid tilmed. Jeg udgav min første bog, da jeg var 37«. Siden har han dog også sprøjtet bøgerne ud. Hans pæne produktion har imidlertid ikke ændret ved, at det for ham er rent lystbetonet at skrive. Sådan har det altid været. Og det er fuldstændig afgørende - understreger han - at det forbliver på den måde. Hvis ikke han har lyst, skriver han ganske enkelt ikke en linje. Skriveriet som hobbyDe sætter Dem altså ikke foran skrivebordet hver dag på en fast tid og ...? »Nej, nej. Nu har jeg heldigvis ofte lyst, så derfor skriver jeg meget. Men jeg insisterer på, at lysten skal drive mit forfatterskab. Ellers risikerer jeg måske at tabe den kreative appetit«. »Det er i øvrigt derfor, at jeg har beholdt mit arbejde som underviser i litteratur på universitetet. Jeg vil have, at skriveriet skal være en slags hobby; kun forbundet med glæde for mig«. At observere verden For Claudel er selve det at skrive imidlertid kun en del af det at være forfatter. Resten af 'arbejdet' består i at læse og ganske enkelt åbne ørerne, øjnene, ja for den sags skyld næseborene. »Jeg forsøger altid at observere verden omkring mig ganske åbent. Og efterhånden dukker de ting, jeg har observeret, op ganske naturligt i mine skriverier«, forklarer han. Også her er det en fordel, at han hverken bor i Paris eller er et kendt ansigt. For som han siger: »Det gør det unægtelig lettere at observere, når man ikke selv samtidig bliver observeret«.