0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fødselsdagsportræt af Samuel Beckett

For 100 år siden så dramatikeren og digteren Samuel Beckett dagens lys i en forstad til Dublin. Hele verden fejrer ham i den anledning - også Politiken!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kunne næsten ikke være mere besynderligt. Er der nogen, hvis værk undlader at fedte og smigre, at angle efter opmærksomhed, at hige efter succes, omtale og kanonisering, så er det Samuel Becketts (1906-1989).

Og dog er han i disse dage genstand for intens opmærksomhed kloden over, fra Tokyo til Pretoria, fra New York til London. Becketts digte, hans dramaer, hans prosa og kortprosa læses, opføres, diskuteres, misbruges, fortolkes og debatteres i højeste gear.

Beckett fik nobelprisen i 1969, veg uden om Sartres krukkeri med at afvise den, men sendte i stedet sin ven og forlægger Jerôme Lindon fra Minuit, der tog imod prisen på Becketts vegne og holdt hans takketale - en typisk Beckett-gestus, hverken helt at afvise eller tage imod; og pengene? - dem forærede han prompte væk til alle, han mente var trængende. Selvsagt diskret og uden at gøre et stort offentligt nummer ud af det.

Absurd teater og mørkemand
Hvad kender vi Beckett for, og hvad kender vi ham som? Mest berømt er nok 1950'ernes dramatik, stykkerne 'Mens vi venter på Godot' (1953), 'Slutspil' (1957), 'Lykkelige dage' (1961) og for de mere ihærdige hans store trilogi, der består af 'Molloy' (1951), 'Malone dør' (1951) og 'Den unævnelige' (1953), de fleste tekster formidlet gennem Uffe Harders kongeniale gendigtninger fra fransk.

I dansk sammenhæng er han nok bredest kendt som eksponent for det såkaldt absurde teater og som en eksistentialistisk mørkemand, hvis sortsyn og kvide kun er lysnet af sporadiske glimt af dyster humor.

Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg og såmænd også Panduro er blandt de ældre forfattere, som tog farve af Beckett, mens der blandt de yngre er klare tegn på, at især Becketts sene kortprosa har påvirket folk og fæ.

Jeg tænker på det, nogle har kaldt den sene trilogi, 'Selskab' (1980), 'Dårligt set dårligt sagt' (1981) og 'Worstward Ho' (1983), samt på 'Ryk' (1988), der lige nåede at udkomme året, inden Beckett døde i Paris, hvor hans rester i dag ligger på Père Lachaise.

Virtuos sprogkunst
Men det er jo ikke meget og ikke synderlig interessant: bedaget mørkemand fra 1950'erne, der mumler lidt om Menneskets lod, eller anæmisk asket, der gør det i minimalistisk kortprosa. Hvorfor så denne voldsomme, globale interesse?

Hvad gør Becketts værk, der er gennemsyret af tanker om død og forfald og forgængelighed, så virilt og så vitalt for forbløffende mange mennesker? Det er jo heller ikke, fordi Beckett selv var meget for humanistisk at udtale sig om vores kår og lod, en af hans skikkelser sagde i 1966: »Hvad ved jeg om Menneskets skæbne? Jeg kunne fortælle Dem mere om radiser«.

Der er flere træk, som gør Beckett levedygtig og lidt til. Hans uforlignelige sans for komik og timing - jeg gad godt se en brillant dansk stand-up-komiker levere nogle af Becketts onelinere - hans isnende hårde og ætsende effektive afvisning af alt ævl og udenomssnak; hans virtuose sprogkunst, der sitrer og vibrerer af en fuldkommen overvældende skønhed (her er ordet 'skønhed' for en gangs skyld på sin plads).

Streng humor
Men vi må ikke glemme hans beske og klartskuende afvisning af religiøse og politiske ideologier, der kupper enkeltindividet og spænder det for en anløben kærre; hans sære skildringer af menneskefigurer, der på den ene side er berøvet alle etniske, nationale, sociale og religiøse skillelinjer, men som på den anden side er en art