Det kunne næsten ikke være mere besynderligt. Er der nogen, hvis værk undlader at fedte og smigre, at angle efter opmærksomhed, at hige efter succes, omtale og kanonisering, så er det Samuel Becketts (1906-1989). Og dog er han i disse dage genstand for intens opmærksomhed kloden over, fra Tokyo til Pretoria, fra New York til London. Becketts digte, hans dramaer, hans prosa og kortprosa læses, opføres, diskuteres, misbruges, fortolkes og debatteres i højeste gear. Beckett fik nobelprisen i 1969, veg uden om Sartres krukkeri med at afvise den, men sendte i stedet sin ven og forlægger Jerôme Lindon fra Minuit, der tog imod prisen på Becketts vegne og holdt hans takketale - en typisk Beckett-gestus, hverken helt at afvise eller tage imod; og pengene? - dem forærede han prompte væk til alle, han mente var trængende. Selvsagt diskret og uden at gøre et stort offentligt nummer ud af det. Absurd teater og mørkemand Hvad kender vi Beckett for, og hvad kender vi ham som? Mest berømt er nok 1950'ernes dramatik, stykkerne 'Mens vi venter på Godot' (1953), 'Slutspil' (1957), 'Lykkelige dage' (1961) og for de mere ihærdige hans store trilogi, der består af 'Molloy' (1951), 'Malone dør' (1951) og 'Den unævnelige' (1953), de fleste tekster formidlet gennem Uffe Harders kongeniale gendigtninger fra fransk. I dansk sammenhæng er han nok bredest kendt som eksponent for det såkaldt absurde teater og som en eksistentialistisk mørkemand, hvis sortsyn og kvide kun er lysnet af sporadiske glimt af dyster humor. Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg og såmænd også Panduro er blandt de ældre forfattere, som tog farve af Beckett, mens der blandt de yngre er klare tegn på, at især Becketts sene kortprosa har påvirket folk og fæ. Jeg tænker på det, nogle har kaldt den sene trilogi, 'Selskab' (1980), 'Dårligt set dårligt sagt' (1981) og 'Worstward Ho' (1983), samt på 'Ryk' (1988), der lige nåede at udkomme året, inden Beckett døde i Paris, hvor hans rester i dag ligger på Père Lachaise. Virtuos sprogkunst Men det er jo ikke meget og ikke synderlig interessant: bedaget mørkemand fra 1950'erne, der mumler lidt om Menneskets lod, eller anæmisk asket, der gør det i minimalistisk kortprosa. Hvorfor så denne voldsomme, globale interesse? Hvad gør Becketts værk, der er gennemsyret af tanker om død og forfald og forgængelighed, så virilt og så vitalt for forbløffende mange mennesker? Det er jo heller ikke, fordi Beckett selv var meget for humanistisk at udtale sig om vores kår og lod, en af hans skikkelser sagde i 1966: »Hvad ved jeg om Menneskets skæbne? Jeg kunne fortælle Dem mere om radiser«. Der er flere træk, som gør Beckett levedygtig og lidt til. Hans uforlignelige sans for komik og timing - jeg gad godt se en brillant dansk stand-up-komiker levere nogle af Becketts onelinere - hans isnende hårde og ætsende effektive afvisning af alt ævl og udenomssnak; hans virtuose sprogkunst, der sitrer og vibrerer af en fuldkommen overvældende skønhed (her er ordet 'skønhed' for en gangs skyld på sin plads). Streng humor Men vi må ikke glemme hans beske og klartskuende afvisning af religiøse og politiske ideologier, der kupper enkeltindividet og spænder det for en anløben kærre; hans sære skildringer af menneskefigurer, der på den ene side er berøvet alle etniske, nationale, sociale og religiøse skillelinjer, men som på den anden side er en art mærkværdige pattedyr, langt fra ædle brødre og søstre i naturtilstanden. Becketts værk er overalt farvet af en kølig og streng humor, et stort arvelod af mod og en altid ærefrygtindgydende opvisning i stram nøjagtighed. Personligt var Beckett berygtet for sin generøsitet og sin varme; han elskede at se kricket og fodbold på fjernsynet og at drikke whisky med gutterne nede på baren; men han kunne også være fuldkommen tavs i 1-2 timer, når folk besøgte ham. Det har f.eks. Susan Sontag berettet om. Og han var næsten manisk, når det gjaldt om at styre og kontrollere opførelsen af sine mange dramaer rundt omkring i verden. Verden og bukserne Først og fremmest rummer Becketts værk efter Anden Verdenskrig en stor skepsis over for humanismen som ideologi, over for filosofi som eksistensudlægning og over for alle religiøse fortolkninger af tilværelsen. Det kan man tydeligt aflæse i disse sætninger: »Interesserer rummet Dem? Lad os få det til at revne. Plager tiden Dem? Lad os alle sammen slå den ihjel. Skønheden? Det forenede menneske. Godheden? At kvæles. Sandheden? Flertallets prut«. Eller i denne lille vits, som han elskede: »Kunden: Gud skabte verden på seks dage, og De har ikke kunnet lave mig et par bukser på seks måneder. Skrædderen: Jamen Monsieur, se på verden og se på Deres bukser«. 16 prutter i timen Som antydet var Beckett ikke kun en kultiveret sortseer; han yndede i særlig grad den sjofle og pinagtige omgang med kroppen og dens bizarre mysterier. F.eks. spiller anus og luftgasserne herfra en helt særlig rolle i den midterste del af Becketts værk (ca. 1945-1960). Til forsvar for anus hedder det i 'Molloy': »Jeg synes, vi miskender dette lille hul, vi kalder det et røvhul og lader, som om vi foragter det. Men er det ikke snarere vort væsens sande portal, og er det ikke munden, der er køkkendøren? Intet trænger ind i det, eller næsten intet, uden straks at blive slynget ud, eller næsten. Næsten alt, hvad der kommer udefra, vækker dets afsky, og hvad angår alt det, der kommer indefra, kan man heller ikke påstå, det er særlig velkomment«. Andetsteds i 'Molloy' bruges det hæderkronede 'Times Literary Supplement' som for i en tynd vinterfrakke (allerede i sig selv en indikation af Becketts forhold til litterær kritik), og det, der fremhæves, er dets evne til at holde prutter indenfor: »Jeg kan ikke gøre for det, der kommer gas ud af stellet på mig på mindste foranledning, jeg er nødt til at nævne det fra tid til anden (...) En dag talte jeg dem. Trehundredefemten fjærter på nitten timer, altså et gennemsnit på over seksten fjærter i timen. Det er ikke, fordi det er så galt. Ikke engang en fjært hvert fjerde minut. Det er utroligt. For pokker, jeg fjærter jo næsten ikke, jeg skulle aldrig have nævnt det. Det er utroligt, så matematikken hjælper én til at kende sig selv«. Det sidste er en typisk angivelse af Becketts spegede forhold til al overdreven rationalisme eller det, han et andet sted i trilogien kalder »the blessed pus of reason«. Det er kendetegnende, at Becketts højagtede værk har titler som 'Fizzles' (på fransk 'Foirades'), altså 'småfimserier' - Beckett skyede aldrig lynsnart at veksle mellem det høje og det lave, det dybe og det pinagtigt komiske. Flygtede fra Gestapo Beckett er blevet stemplet som enten en ren sprogteoretiker eller som en ophøjet og nobel humanist højt hævet over partipolitik og historiske skærmydsler. Det er skrupforkert. Da purunge Beckett i 1929-32 var superstipendiat på eliteinstitutionen École Normale Supérieure i Paris (og stadig discipel af Joyce og Proust), ernærede han sig blandt andet ved at oversætte en lang række tekster til den amerikanske arving Nancy Cunards banebrydende og enorme antologi 'Negro', stærkt politiske og følsomme tekster også på den tid og på de breddegrader. Og Beckett, der normalt aldrig fraveg sine egne instrukser til dramaturgi med en tøddel, tillod helt ekstraordinært en skuespillertrup i Sydafrika at opføre den mildt sagt sprængfarlige 'Mens vi venter på Godot' midt under apartheidstyret; han dedikerede og skrev et stykke til Vaclav Havel, dengang Havel var fængslet i det kommunistiske Tjekkoslovakiet; og han havde allerede i 1945 et skarpt øje i forhold til al ideologiseren på bekostning af individet. I novellen 'Enden' skildrer han en af sine ældre mandlige vagabonder, der tramper rundt i gader og stræder. Pludselig tilråbes han af en marxistisk agitator, der familiært vil inddrage ham i kredsen af udbyttede. Men Beckett lader manden vende den velmenende ideolog ryggen med disse tanker: »Det må have været en religiøs fanatiker, anden forklaring kunne jeg ikke finde. Måske var han stukket af fra galehuset. Han havde et godt hoved, lidt rødmosset«. Exit Marx & Co. Beckett var også en højtrangerende modstandsmand under Anden Verdenskrig og måtte over hals og hoved flygte fra Gestapo. Han modtog efter krigen en af de højeste franske dekorationer i den anledning - omstændigheder, han selv omhyggeligt holdt skjult. Kritiker! Og så er der dette besynderlige, som er vanskeligt at gøre præcist rede for. Sætninger, der både på fransk og irsk er næsten ubærligt smukke, med en æstetisk kraft og intensitet, der fuldkommen slår 99,9 procent af hans kolleger af banen, selvsagt uden selv at ville det, sådan er det bare. Det indebar ikke, at Beckett, der altid flittigt blev dyrket af universitetslitterater (inklusive mig selv), ikke havde en fuldkommen distant holdning til kritik, hvilket man kan læse af denne ordveksling mellem Vladimir og Estragon i 'Godot': »E: that's the idea, let's abuse each other (They turn, move apart, turn again, face each other.). V: Moron! E: Vermin! V: Abortion! E: Morpion! V: Sewer-rat! E: Curate! V: Cretin! E: (With finality) Crritic! V: Oh! (He wilts, vanquished, and turns away)«. Syrebad og verbale kærtegn Det er alt sammen meget godt med kloakrotter og hyklere - men er du kritiker, så Gud nåde og trøste dig! Jeg håber, at De, kære læser, udsætter Dem selv for Becketts syrebad og for hans verbale kærtegn, hans hårde, irske uppercuts og hans stramme, franske karateslag, sammen med hans bevægende og sublime skildring af svaghed og fiasko, af skrøbelighed og alder, parret med den rå, dampende lokumshumor. Til slut i sin sidste større tekst, 'Stirrings Still', skrev Beckett »Oh all to end«, »Åh at ende det hele«, eller »Åh, gid alt måtte ende«. Så let går det ikke for Beckett, der er ingen vej uden om, hans jubilæum vil blive druknet i ord og falbelader; han slipper ikke, den gamle!