Dårlige kopier af helt nye Hollywoodfilm bliver konstant vist i fjernsynet, og alle unge irakere kender både Arnold Schwarzenegger og Brad Pitt, Whitney Houston og McDonald's, skriver en irakisk kvinde i sin webblog. Desuden giver hun sit foruroligende vidnesbyrd om livet i en irakisk hovedstad, hvor anarki stadig er den eneste politiske virkelighed. »Lidt om mig selv: Jeg er kvinde, iraker og 24. Jeg overlevede krigen. Det er alt, du behøver at vide. Det er det eneste, der betyder noget i disse dage«, skrev hun i webloggens første kapitel i august 2003. Anonymitet påkrævet Og så fortæller hun om hverdagen i Bagdad - et sted, der er blevet lovløst, skriver hun efter endnu en nat, hvor missiler har lyst op i mørket. Hendes Bagdad er et sted, hvor enhver bærer våben - hun selv har en kniv. Kidnapninger, røverier samt overgreb fra både irakere og amerikanere er ifølge den anonyme forfatter en del af dagligdagen. Forfatteren er i fare, for hun lægger ikke fingre imellem, når hun skriver om uduelige irakiske politikere, voldelige oprørsgrupper eller amerikanske soldater, der går over stregen. Hun bliver nødt til at være anonym: »Du vil kende mig som Riverbend, du får del i den virkelighed, jeg lever i til daglig«, forklarer hun i bloggen. Fup eller fakta? Hun afslører, at hun blev født i Irak, men boede i USA, indtil hun som teenager vendte tilbage til Bagdad. I den engelsksprogede weblog betegner kvinden sig nu som tosproget. Hendes venner har forskellig etnisk baggrund, religiøse overbevisninger og nationaliteter. Tusindvis af irakere er sådan, skriver den 24-årige kvinde. Kun hun og måske nogle få andre ved, om hun taler sandt. End ikke den forlægger, som har udgivet bloggen under titlen 'Baghdad Burning', har mødt forfatteren. Tillid »Jeg har ikke mødt hende, men jeg har haft e-mail-korrespondance med hende i omkring to år. Jeg ved, at det er hende, og jeg synes, at det er smagløst, at journalister vil vide, hvem hun er, når det sætter hendes liv i fare. Jeg bliver fyldt med journalisthad«, siger Catheryn Kilgarriff fra det engelske forlag Marion Boyars Publishers. Men hvordan kan man være sikker på, at hun er den, hun udgiver sig for at være?

»Jeg stoler på hende, og det er ikke et problem for mig, at hun er anonym. Her er en pige fra Bagdad, som fortæller sandheden. Hendes stemme er meget mere troværdig end dem, vi hører i nyhederne. Det er det vigtigste«, siger forlæggeren. Antiamerikansk propaganda Men ikke alle er overbeviste om, at Riverbend taler sandt. For bogen 'Baghdad Burning' er guf for organisationer, der kæmper imod krigen, og nogle gætter på, at det er en krigsmodstander, der har skrevet bloggen: »Da jeg havde læst halvdelen af bogen, slog tanken mig: Dette er for godt. Der er noget galt. I slutningen af de første to blogs blev jeg overbevist om, at det var nogle demokrater, som opholder sig i Bagdad, der skriver og udgiver antiamerikansk antikrigspropaganda«, skriver LaGrange fra Georgia i en kommentar på websiden amazon.com. Formentlig går der flere år, før verden får at vide, om kvinden virkelig er en 24-årig irakisk computeroperatør med stor politisk tæft og meget på hjerte. Måske bliver det aldrig afsløret. Talerør for angst og frustration Hendes bog er netop blevet indstillet til Samuel Johnson Prisen for litteratur, der ikke er fiktion, men hendes forlægger tvivler på, at hun vinder. »Det er meget usandsynligt, at hun vinder. Selv om juryen stoler på, at vi har undersøgt, at hun er den, hun siger, hun er, er det meget usandsynligt, at dommerkomiteen vil give pengeprisen til en, som skjuler sin identitet. Komiteen vil sige, at det ikke er etisk forsvarligt at give penge til en anonym«, siger Catheryn Kilgarriff. Sidste år fik Riverbend 20.000 euro, da hun vandt Lettre Ulysses-prisen for årets tredjebedste reportageberetning. Efter prisuddelingen viderebragte Catheryn Kilgarriff en besked fra Riverbend: »Bloggen begyndte som et udtryk for min angst og frustration over situationen i Bagdad i 2003. Ved hjælp af uregelmæssig elektricitet og en telefonlinje, som nogle gange blev afbrudt i flere dage, skrev jeg min blog, fordi jeg følte, at det var min eneste mulighed for at blive hørt. Jeg havde dog aldrig fantasi til at forestille mig, at så mange mennesker ville læse bloggen, og at den ville blive anerkendt som et vindue til, hvad der foregår i Irak under invasionen«.