Kære boglæser. Det handler om dig. Dig og alle de andre boglæsere, der sidste år sendte bogomsætningen op over fire mia. kr. i Danmark. Det højeste beløb nogensinde. Hvem skal have lov at sælge alle de mange bøger og til hvilken pris? Til dig. Det skal Konkurrencerådet afgøre på et møde her i formiddag. Forfatterne har ikke hovedrollen Svaret er næsten givet, men som boglæser kommer du alligevel til at spille en vigtig rolle. Du skal bare lige acceptere, at de ikke kalder dig læser. De foretrækker at se dig som kunde. Som køber. Forbruger. Hvad du læser, går de ikke så højt op i. Om du overhovedet læser bøgerne, når du har købt dem, er ikke det interessante. Bare du har købt dem. Jo, forfatterne er selvfølgelig interesseret i, at du læser bøgerne, men i denne arena af økonomiske sumo-brydere spiller forfatterne ikke hovedrollen. De er leverandører af indholdet, ligesom de svenske skove leverer indpakningen. Alle ved, at forfatterne skriver deres historier, uanset hvilket økonomisk system der er ved magten. De kan brokke sig over markedsvilkårene, tidsånden eller medierne, men magten ligger et andet sted. Slemt alternativ Spørgsmålet er, hvor magten egentlig ligger? Eller rettere - hvorfor har vi nu gennem et tiår haft dette spegede spil om bogpriserne, når de ellers har ligget i trygge, faste rammer i mere end 150 år? Og hvilke interesser har de enkelte aktører i dette spil, hvor hovedgevinsten er en kiste med fire mia. kr.? Hvad med forfatterne? Gennem årtier har de talt for faste bogpriser. Nu støtter de pludselig en aftale mellem forlæggerne og Konkurrencestyrelsen, som betyder, at kun 10 pct. af forlagenes udgivelser skal kunne have fast pris. Hvorfor nu det? Svar: Alternativet er endnu værre. Nemlig fuldstændig frie priser, hvilket for forfatterne altid har været lig med et stadig mere ensrettet bogmarked med pallevis af bestsellere til lave priser. Og tilsvarende kvalitet. 50 pct. med fri pris Det er Konkurrencestyrelsen, der gennem et årti næsten som en politisk organisation har presset på for at få gjort en ende på bogbranchens prisregler, der stammer fra 1837. Reglerne har betydet, at forlæggerne bestemte prisen på bøgerne. Til gengæld havde boghandlerne monopol på at sælge dem. De seneste år er det lykkedes Konkurrencestyrelsen at skyde en kile ind i det ellers så firkantede prissystem og branchens edderkoppespind af samhandelsregler, hvis primære formål var at holde alle andre ude. Og Konkurrencerådet har i samme periode fulgt sin styrelses råd. Bogbranchens dispensation er blevet udhulet. Sagen er nemlig, at de faste bogpriser kun har overlevet de gamle monopollove og de nye konkurrencelove gennem dispensationer, som er givet af kulturpolitiske hensyn. Gennem mange år hed det, at faste bogpriser beskyttede den smalle bog og sikrede, at små boghandler kunne overleve ude i provinsen. Hvis prisen lå fast, kunne provinsbutikken ikke udkonkurreres af de store kæder inde i byerne, for der var alligevel ikke noget at spare. Ikke engang på bestsellerne. Men der har været skred i de faste priser. Eller i det mindste i prisreglerne. Priskonkurrencen lav på nye bøger I 2001 blev markedet delvis givet frit. Frie priser blev en ret og ikke en pligt for forlagene. Det skete der nu ikke meget ved. Kun ganske få bøger blev udsendt med fri pris, og da slet ikke nye, populære titler. Det passede ikke Konkurrencestyrelsen. Der skulle langt mere konkurrence til, lød det. I dag er andelen af bøger med fri pris oppe over 50 pct., men det er stadig så som så med priskonkurrencen på nye bøger. Nogen vil måske svagt kunne erindre, at en Leif Davidsen-roman på et tidspunkt blev solgt som slagvare i boghandler, men derudover har det været begrænset. Den dyre bestseller Alle ved, Konkurrencestyrelsen er den drivende kraft i at få mere konkurrence på bogmarkedet, men nu har styrelsen altså accepteret en aftale med forlæggerne, hvorefter de kan have 10 pct. af udgivelserne med fast pris. Den aftale har forfatterne tilsluttet sig ud fra teorien om det mindst ringe resultat, for allerhelst havde de set de faste priser bevaret. Men hvorfor accepterer Konkurrencestyrelsen en begrænset aftale, når de nu har arbejdet så hårdt for frie priser? Svar: Konkurrencestyrelsen har de seneste to-tre år været med i udvalget, der skulle se på mulighederne for yderligere liberalisering. Et kæmpestort udvalg med medlemmer fra Dansk Handel & Service, Litteraturrådet, Kulturministeriet, forlæggerne, boghandlerne, Forbrugerrådet og de to forfatterforeninger - plus en repræsentant fra Sverige, hvor de har frie priser. Enhver kunne se, de aldrig ville blive enige. Udvalgsrapporten ville komme til at stritte i alle retninger. Næste skridt Hvad gør styrelsen? Få måneder før rapporten er færdig, indgår de en aftale med forlæggerne, der også ser en interesse i at få Konkurrencestyrelsen væk fra den mest rabiate liberalisering. I det mindste får de, altså forlæggerne, lov at beholde 10 pct. af bøgerne til fast pris. Det vil sige bestsellerne, der formentlig ikke alene vil få fast pris - men også fast høj pris. Konkurrencestyrelsens gevinst er, at de nu kun er ét eller halvandet skridt fra målet - helt frie priser. Næste gang prisreglerne skal revideres, vil det være svært at komme uden om at tage næste skridt, medmindre nogen kan forestille sig, at fastprisandelen skal nedsættes 10-9-8-7-6 osv. Eller at udviklingen stopper her? Salamitaktik Foreløbig er salamitaktikken lykkedes. Det er kun et spørgsmål om tid, før styrelsen har vundet kampen. Selv gamle forlæggere er begyndt at trække på skuldrene og sige: 'Jaja, da!'. Så sent som mandag stod det klart, at styrelsen i hvert fald har sat dagsordenen for hele spillet om bogpriserne. Politikerne har overtaget prisaftalen med den tilføjelse, at en bog automatisk får fri pris, så snart den er ude i bogklub. Uden at rode sig ud i den store ballade kan Konkurrencerådet i dag kalkere den løsning, et stort politisk flertal har vedtaget. Boghandlerne siger, aftalen er til at leve med, selv om de på det seneste har talt for helt frie priser. Nye toner Hvis De, kære læser, er udstyret med en hukommelse, der rækker bare et par år tilbage, vil De måske undre dem. Måske vil De endda kunne huske, at der ved alle tidligere stormløb på de faste priser har været en ubrydelig enighed mellem boghandlere og forlag. Det er slut. Nærmest fra det ene øjeblik til det andet ændrede boghandlerne kurs. Var boghandlerne ikke længere bange for, at supermarkederne skulle udkonkurrere dem? Svar: Nej, for det var kapitalkæderne hos boghandlerne, der sad på magten i Boghandlerforeningen. Og dé ville gerne have konkurrence. Pludselig talte boghandlerne ikke længere om frygten for bestsellerisme eller frygten for, at små butikker i provinsen måtte lukke, hvis vi fik frie priser. I stedet argumenterede boghandlerne nu hårdt for, at de med fri priskonkurrence ville være i stand til at lokke kunderne ind i butikken for at få de nyeste udgivelser til lavere priser. Priskonkurrence ville skabe dynamik. Nye toner? I den grad. Bogens korte liv Ligesom det er nye toner, at eksempelvis SF og Socialdemokratiet tiltræder en aftale, hvor 90 pct. af bogmarkedet er frit. Og hvorfor gør de så det? Tja, rapporten om udviklingen på bogmarkedet de seneste fem år viser, at de hidtidige liberaliseringer stort set ikke har rokket ved verdens tilstand, bortset fra at supermarkederne i dag sælger en del af bøgerne. Men hvorfor er der så ikke sket noget? Svar: Fordi det stadig er de populære bøger, der bliver udsendt med fast pris, og sådan vil det også være, når de nye regler bliver indført. Fastpris-perioden vil ganske vist blive skåret ned med den nye aftale, men i den moderne verden lever bøgerne kortere og kortere i forbrugernes bevidsthed. Som regel har de mistet nyhedens interesse, længe før fastpris-perioden er udløbet. Selv med de nye regler kan der være fast pris i udgivelsesåret plus fem måneder. Og hvad vil Konkurrencestyrelsen sige, når det i løbet af 2006-2008 viser sig, at bestsellerne stadig bliver udgivet til fast, høj pris af forlagene? Gæt selv!