Knut Hamsun skrev over 6.000 breve. To af dem er særlig vigtige. Det er de fleste enige om. De gulnede ark papir blev solgt i onsdags i København for 200.000 kroner. Den nye ejer er en norsk privatperson. Det er akkurat så langt, som Vangsgaards Antikvariat i Fiolstræde ønsker at gå i deres afsløringer. Om brevenes indhold er meddelsomheden til gengæld større: »De to breve indrammer et stort forfatterskab. De er en del af både den danske og den norske kulturarv«, siger cand.mag. Lena Winter fra antikvariatet, der ikke har modtaget bud fra hverken Det Kgl. Bibliotek eller Nationalbiblioteket i Oslo. Økonomiske bagtanker Lena Winther og Vangsgaards Antikvariats direktør, mag.art. Christian Kaaber samt to førende Hamsunforskere, som Politiken har talt med, mener alle, at de to breve på hver sin vis er afgørende brikker i forståelsen af det store nordiske forfatterskab, der startede i armod og endte i armod. Indimellem lå rigdom, berømmelse og en nobelpris. I det første brev går Knut Hamsun tiggergang. Det er dateret 2. december 1888 og er fra præcis den periode, hvor den 29-årige nordmand har påbegyndt sin gennembrudsroman 'Sult' efter et ni måneder langt fejlslagent forsøg på at finde lykken i USA. Nu sidder han i en kvistlejlighed i St. Hansgade nr. 18 på Nørrebro og fører målrettet pennen for at få penge ud af en ven fra ungdomsårene i Kristiania, så han kan få skrevet sin roman færdig. Plads blandt den danske intelligentsia Vennen er Johan Sørensen. Han er blevet en velhavende grosserer og forlægger i den norske hovedstad, og han forsøges overtalt med beklagelser og en god gammeldags gang namedropping. Brevet skal overbevise ham om, at Hamsun er på vej til at cementere sin plads blandt den danske intelligentsia. Det første uddrag af 'Sult' er f.eks. blevet trykt i tidsskriftet Ny Jord med hjælp af Edvard Brandes. Brevet »Jeg kan ikke arbejde, ikke godt, ikke fint. Jeg sidder her paa en Kvist, hvor det blæser gennem Væggene; her er ingen Ovn, næsten intet Lys, blot en eneste liden Rude oppe i Taget. Jeg kan heller ikke godt gaa ud nu, siden det blev koldt, det er for smaat med Klæder. Naar bare Vaaren kom engang; men det er mange Maaneder til Vaaren. Med Madvarer har det ogsaa været saa rent galt«. »Mange Gange i Sommer har det været ganske ude med mig - Edvard Brandes har reddet mig et par Gange; saa har jeg skrevet lidt i Politiken for, hvad jeg har faaet af Brandes, saa har Pengene gaaet imens - og det samme har været det samme. Saa blir man jo lidt forkommen tilsidst, ganske mat; saa kan man ikke skrive godt, og saa stikker man bare i at græde, naar man ikke faar det til«. Johan Sørensen kvitterer med 200 kroner. Og Hamsun kan endelig hellige sig sin roman og vende ryggen til sin tidligere identitet som blandt andet vejarbejder, landmand og sporvognskonduktør. Stuerne er tomme af stædighed Men Nørrebrobrevet kan mere end det, mener den norske Hamsunforsker og forfatter Ingar Sletten Kolloen. Han har udgivet biografien 'Hamsun. Erobreren' (2004), som senere på året udkommer på dansk: »Knut Hamsun har altid været et mysterium, og i 120 år har både læsere og litteraturhistorikere diskuteret, i hvilken grad 'Sult' er selvbiografisk. Derfor er det et vældig vigtigt brev. Det er ren og skær dokumentation af, at 'Sult' er en selvbiografisk bog«. Det andet brev er også skrevet i fattigdom. De rystende hænder skyldes dog ikke kulde, men alder. Ordene er skrevet en junidag i 1949, 61 år senere end det første brev. Stuerne er tomme af stædighed, manden, der skriver, er stivnakket - også selv om hans ord er stilet til yndlingsdatteren Cecilia Andreassen. Forstå dog disse enkel ord! Datteren bor i København, og på vegne af sine søskende har hun forinden bønfaldt faderen om at tilgive deres mor, Marie Hamsun, og lade hende komme tilbage til gården Nørholm. Men den 89-årige Hamsun holder fast. Han gør det i sit svar ganske klart for sine børn, at han nægter at tilgive sin kone, at hun har udtalt sig offentligt om deres privatliv og især hans person: »Du skriver og spør: »Vil du ikke ta Mama hjem igjen?«. Kjære Ven, du forstaar ikke dette. (...) Jeg kan ikke 'ta noen hjem'. Forstaar du disse enkle Ord? Jeg har sagt til Mama at jeg aldrig mere i mitt Liv vil leve en Dag sammen med hende under samme Tak! Dette er vel ogsaa klart og greit?«. » (...) Jeg begynder saa smaat at se Slutten paa mig selv, de siste Maaneder har vært haarde, jeg dør litt efter litt, saa der er jo Haap for alle at jeg ikke lever evig. Mama vil vedbli at graate (av Raseri over at jeg ikke kreperer). Men hun har jo længe igjen til hun bliver 90 Aar«. »Jeg ser ikke mere nu«. Ægteskabsdramaet Det er nogle af de sidste ord, Hamsun skriver. Derefter bliver han for alvor blind for til sidst at krybe til korset og lade sin kone flytte tilbage til hovedgården: »Ja, men for at skifte hans ble. Det er først, da Hamsun er blevet så svagelig, at han har brug for en sygeplejerske, at han lader hende komme hjem«, siger dr.phil. Jørgen Haugan. Han har forfattet biografien 'Solgudens fall' (2004) om Knut Hamsuns liv og værk og mener, at dette sene brev er centralt for forståelsen af hele retsopgøret og ægteskabsdramaet. Mentalt utilregnelig Ifølge Jørgen Haugan er det vigtigt at forstå, at Marie Hamsun forsøger at redde sin mand ved aktivt at bidrage til, at han bliver erklæret mentalt utilregnelig i retsopgøret efter krigen. Et af alternativerne var, at han blev dødsdømt på grund af sin rolle som nazisympatisør op gennem 1930'erne og 40'erne. Han var allerede sat i husarrest, havde mistet sin formue og var lagt for had i hjemlandet. »Efter Anden Verdenskrig stod man med en varm kartoffel i Norge. Hvad skulle man stille op med Hamsun, den store berømte nobelprismodtager, der havde sympatiseret med nazisterne? Skulle man stille ham for retten og risikere, at han blev dødsdømt ligesom lederen af det norske naziparti Vidum Quisling? Tanken om, at han skulle likvideres, var helt uudholdelig«. Den norske regering besluttede derfor i stedet at få ham erklæret mentalt utilregnelig hos psykiatriprofessor Gabriel Langfeldt. Åbenmundethed Men professoren fik sin sag for. Hamsun var fuldkommen åndsfrisk og alt for stolt til at lade sin nobelpris få selskab af en mentalhygiejnisk diagnose. Men så blev Marie Hamsun indkaldt. Det var ingen hemmelighed, at ægteskabet var besværligt - Knut Hamsun var kendt for at være jaloux, labil og vanskelig: »Marie stillede sig op og fortalte i detaljer om et strindbergsk ægteskab og bekræftede psykiateren i alt. Han brugte derfor Marie som sit vigtigste vidne for derved at få diagnosen igennem og redde forfatteren. Men Hamsun var en benhård mand, der ikke kunne finde på at tilgive sin kone det forræderi, som han mente, at hun havde begået. Jeg betragter det sidste brev som centralt i ægteskabskonflikten«. Investeringsobjekt Jørgen Haugan mener, at brevene burde have interesse for nationalbibliotekerne i Danmark og Norge: »Brevene er vigtige elementer i vores kulturarv, og ideelt set burde kulturarven være på offentlige hænder. Men det, som sker med kulturarven i alle lande, er, at den bliver et investeringsobjekt, og investorerne er først og fremmest interesseret i at øge værdien af deres investering - ikke i at dele den med offentligheden. Hamsun er endda en af de dyreste; han er på europæisk topniveau - ja, han er dyrere end Ibsen«. På Det Kgl. Bibliotek er en af forklaringerne på, at man ikke har budt på brevene netop, at prisen på 200.000 kroner er for høj. Dansk synsvinkel Direktør Erland Kolding Nielsen forklarer: »Vi køber ikke enkeltbreve af udenlandske forfattere til disse priser, heller ikke selv om de dukker op i Danmark. Det er en opgave for provenienslandets egne institutioner«. Men Hamsun skrev jo et af brevene i en lejlighed på Nørrebro i 1888, og da han har et stærkt tilhørsforhold til kredsen omkring Brandesbrødrene, kunne man vel indvende, at hans breve har relevans i en dansk kulturhistorisk kontekst?

»Ja, det kunne man, men det gælder så mange andre udlændinge i Danmark. Hvis man vil forære eller aflevere dem til os, tager vi naturligvis med tak imod dem, men vi vil naturligvis ikke prioritere dem højere end breve af dansk proveniens. Set ud fra et dansk synspunkt står prisen ikke mål med betydningen for Danmark«. Hamsun-breve i Norge I Oslo anerkender Tone Modalsli brevenes nationale betydning for Norge. Hun er leder af Håndskriftssamlingen på Nationalbiblioteket i Oslo og forklarer, at hun da gerne havde set brevene i samlingen: »Det er to vældig centrale breve fra vigtige perioder i Hamsuns liv. Det er en del af vores kulturarv. Men når vi ikke umiddelbart meldte os, havde det at gøre med en vis uklarhed omkring ejendomsforholdet. Der findes en trykt udgivelse af Hamsuns breve, hvor der står, at et af de to breve er ejet af norsk Gyldendal. Det ville vi bringe på det rene, inden vi meldte vores bud. Men så var vi for sent ude. Det er klart, at ideelt set ville vi gerne have haft dem«. Ifølge Hamsunforskeren Ingar Sletten Kolloen regner man med, at der eksisterer over 1.000 breve af Hamsun, som stadig er ukendte for forskere og offentlighed. »Det bliver solgt fra person til person på det sorte marked. Det særlige ved Hamsun er, at han blev berømt vældig tidligt. Han var lidt over 50 år, da han fik Nobelprisen, og derefter var han verdensberømt. Det betød, at han meget tidligt blev et investeringsobjekt, ja længe før sin død«.