Vi har lige haft kvindernes internationale kampdag, og derfor er det måske passende, at Bøgers lyrik-serie rundes af med en strålende og bomstærk kvindekomet på den internationale lyriks stjernehimmel. Juliana Spahr (f. 1966) er det, jeg ville fristes til at kalde for 'sej': Jeg har nu et stykke tid læst hendes kritik, en del foredrag og taler, hun har holdt, og en stor del af den lyrik, der er kommet fra hende de sidste fem til ti år. Helhedsindtrykket er, at en meget lovende og i højeste grad blomstrende og selvbevidst kvinde og lyriker og litterat (ikke nødvendigvis i den rækkefølge) ytrer sig. Spahr er interessant og, med et oldnordisk og komisk ord, vedkommende. Hvorfor? Den amerikanske language-digtning Ser vi på hendes bagland, skelner hun selv klart mellem 'appropriering' og 'indflydelse' og kaster sine stemmer på det sidste: I forhold til at bruge andres stemmer mener hun, at der er afgørende forskel på at overtage andres greb og taleformer og så på at lade sin egen skrift berige af en stor indflydelse - med al den ængstelighed, det sidste selvsagt også medfører. Hun kommer fra et broget territorium. Den amerikanske language-digtning er en væsentlig kilde, med dens fokus på form, system og eksperiment (men hun savner her opmærksomhed på race og seksualitet), avantgarde-kvinderne Gertrude Stein (læs om Stein side 9, red.), og Lyn Heijinian står stærkt for hende, Heijinians mesterværk 'My Life' er en stadig referenceramme. Afstand til den europæiske avantgarde Dog vil hun meget gerne væk fra det, hun kalder 'tosse-bøtten' med Sylvia Plath og Anne Sexton i: Det skal være ikke være trist og suicidalt. Spahr ønsker at (medvirke til at) genskabe og omgøre og forandre verden. Et andet sted opsummerer hun det sådan, at trioen 'Stein-Cha-Brathwaite' er hendes inderste triangel af inspiration (efter førnævnte Stein, Theresa Hak Kyung Cha og kreolske Kamau Brathwaite). Hun tager også i nogen grad afstand fra hele den europæiske avantgarde, vælger Stein frem for Pound eller Eliot og har noget umiskendeligt Whitmansk over sin amerikanske stemme, selv om hun muligvis selv ville hade at blive sat i bås med ham. Fællesskabets anliggender Teoretisk er Juliana Spahr på den ene side ganske velskolet i det litteraturteoretiske landskab op gennem 1990'erne, hun er altså godt klædt på til at være kritiker, men på den anden side kraftigt influeret af en gammel britisk marxist som Raymond Williams, dvs. en materialistisk tankebane, der betoner økonomiens og teknologiens altafgørende indflydelse på kulturens langtfra fritsvævende strømme. Hun er ekstremt politisk bevidst f.eks. i forhold til kolonialisme og imperialisme, nogle steder med en typisk amerikansk college-tendens til det politisk korrekte. Vigtigt er det, at hun bryder med avantgarden som for nærsynet optaget af fragment, citat, afbrydelse og agrammatisk syntaks - til fordel for en 'vertikal linje' rettet mod fællesskabets anliggender, og mod selvets samkonstruktion med resten af verden. Hendes pointe er, at det ikke bare er vigtigt, hvordan der skrives, men også hvorfor, for hvem, med hvem, og imod hvem, i det hun generelt kalder for en »poetics of community activism«. Biologisk samhørighed Skal man ændre noget - og det mener hun, stik imod Audens digtlinje: »poetry makes nothing happen«, er både ønskværdigt og muligt - må man ikke bare skrive anderledes, men også arbejde sammen med (bestemte) andre, få andre venner, flytte andre steder hen, gøre andre ting end færdes i sine sædvanlige snirkler og skrive til sine vante fæller. Her er det væsentligt for Spahr, at hun ikke 'bare' er digter, men også kritiker og redaktør, efterhånden med en vis, følbar magt til at ændre en lille smule på nogle af tingene. Til hele dette politiske engagement føjer sig en slags bredt fænomenologisk betoning af, at kroppen - lungerne og huden - hænger uløseligt og intimt sammen med verden, og med alle andre kroppe, og i det hele taget med alt i verden: »no writing escapes being a part of anything«. Vi er alle biologisk i slægt med hinanden på celleniveau, men vi er også alle bundet sammen i en global, politisk samhørighed, der på samme tid er et fængsel og et løfte om lykke. Mine lunger, vores lunger I sin seneste digtsamling 'thisconnectionofeveryonewithlungs' arbejder hun mest direkte med forholdet mellem lyrik og krig, og mellem poesi og krise. Hun opholdt sig i New York i 2001 og bevidnede direkte sammenstyrtningen af Twin Towers - men i stedet for at galopere over i en hysterisk patriotisme gav det hende anledning til eftertanke: »I had done no writing at any point in my career when the U.S. was not bombing someone«. Krisen fremstår derfor for hende som en permanent undtagelsestilstand, og spørgsmålet melder sig, hvordan man skal tænke og omgås forholdet mellem poesi og krise, mellem digtning og krig? Hun betoner og bekræfter her én ting, stadig vendt mod Auden & Co., nemlig ordenes enorme, potentielle politiske og ideologiske magt. Man skal ikke kimse ad ordene, heller ikke dem, der optræder i digte. Det er måske herfra hun får kraften og energien til sit sidste, formfuldendte værk, 'thisconnectionofeveryonewithlungs' (hvor selv ordene rent grafisk er forbundet med hinanden), en samling digte fra tiden mellem 2001 og 2003, en smuk og bevægende samling, hvor hun henvender sig til sine 'beloveds' (kluntet på dansk: 'mine kære'), som er os alle. The Lord moves in mysterious ways Men det kærlige er desværre tynget ned af krigen: »Beloveds, I keep trying to speak of loving but all I speak about is acts of war and acts of war and acts of war« - det sidste en effektfuld repetition, der også hilser tilbage til Stein og punkterer den lurende flowerpower-patos. Spahr er en sej dame og digter, en rigtig lyrisk super-Spahr. Får hun mon magt, som hun har agt? Har en hvilken som helst middelmådig politikers ord ikke langt større pragmatisk gennemslagskraft end Spahrs digtord? Hvem ved? The Lord moves in mysterious ways, og det er i hvert fald ikke grund til ikke at træde op og gøre sit yderste mod alle de mørkets og dumhedens og idiotiens kræfter, der for øjeblikket - både herhjemme og ude - benægter, at mine lunger og vores lunger hænger uløseligt sammen med alle andres lunger rundt omkring på denne lille, kolde stenklump, der en tid lang suser gennem universets sorte tomrum.