Sjette gang var lykkens gang for Göran Sonnevi. Da Nordisk Råds Litteraturpris ifølge fundatsen skal gives for ét værk, måtte det blive hans seneste bog, skønt i hvert fald to af de seks han har været indstillet for, 'Træet' og 'Sprog; værktøj; ild' havde fortjent den i nok så høj grad som 'Oceanen'. Men der har været for skrappe konkurrenter de tidligere gange. Eller også har han bare været for ung. Generationsskift I begyndelsen af de nu 45 år, den pris er blevet uddelt, gik den helt åbenlyst til de store, modne og veletablerede mænd: Eyvind Johnson, Väinö Linna, Tarjei Vesaas, William Heinesen, Gunnar Ekelöf, Johan Borgen. Så indtraf et generationsskift. Per Olov Enquist og Klaus Rifbjerg var endnu i 30'erne, da de fik prisen. Derfor kan man også i højere grad sige, at det var for henholdsvis 'Legionærerne' og 'Anna (jeg) Anna' og ikke noget som helst andet, de blev belønnede. Da det blev Villy Sørensens tur, var han fyldt fyrre - ligesom den indstillede Claus Beck-Nielsen er. Hvis hans roman 'Selvmordsaktionen' havde fået prisen, havde det været helt præcis en pris for det værk. Som for resten er så originalt, at det fuldt ud havde fortjent den. Hvorfor egentlig? Efter midten af 1970'erne har det været sværere at finde et mønster. Forskellige hensyn kan spores i uddelingerne. De små nordiske sprog skulle med, grønlændere, færinger, samer. Yngre skulle kunne komme til, og de gamle velfortjente ikke glemmes, heller ikke hvis det ikke lige var deres bedste år. Kvinderne skulle også med, begyndende med Sara Lidman i 1980. Og lidt skulle man jo også skele til en vis omgangsorden. Bagved lurer selvfølgelig spørgsmålet: Hvad skal den pris egentlig til for? Hvorfor kom den til verden, og hvorfor bliver den opretholdt? Kultur som plaster Det idealistiske svar står i fundatsen: »Hensigten med prisen er at øge interessen for nabolandenes litteratur og sprog samt for det nordiske kulturelle fællesskab«. Et mere realistisk svar er: fordi NATO splittede Norden, og fordi Nordek, den nordiske økonomiske union, røg på gulvet. I de første årtier efter Anden Verdenskrig mislykkedes det at lave nordisk politik. Og når politikere ikke kan komme nogen vegne, kan de altid dække over fiaskoen med kultur. Sådan var det også under den første bølge af skandinavisme, der begyndte i 1840'erne. »Længe var Nordens/ herlige stamme/ spaltet i trende/ sygnende skud«, digtede Carl Ploug. Og i Studenterforeningen løftede de glad punchebowlen til himlen, mens de skålede på fortsættelsen: »Atter det skilte/ bøjer sig sammen,/ engang i tiden/ vorder det ét!«. Tørketid Der blev viftet med studenterhuer og danset kædedans i søljer og bunad. Men tiden gik, uden at der var optræk til noget forenet Norden. Og da det kom til realiteter i 1864, var det ikke til at få øje på nogen nordmand eller svensker til at give en hjælpende hånd ved Dybbøl. Henrik Ibsen var forarget over sine landsmænds svigt, da en bror var i nød, forladt på farens dag: »De ord der flød som om de kom/ fra hjertet lige hid/ de var da kun en fraseflom,/ og nu er tørkens tid«. Så meget tørketid blev det for skandinavismen, at selv fraseflommen tørrede ud. Først efter Anden Verdenskrig kom der rigtig gang i den igen. Men blandt forfatterne har der næppe været større nordisk enhed end i 'tørketiden' efter det danske nederlag i 1864. Det skyldtes Georg Brandes, der var en lige central skikkelse i Danmark, Norge og Sverige, men det skyldtes ikke kun ham. Norden, må man huske på, var i de år den europæiske litteraturs Ruhrdistrikt. Drop illusionerne Forfattere som Strindberg og Ibsen konkurrerede ikke kun på livet løs med hinanden, de fyldte også de europæiske teatre. J.P. Jacobsen blev oversat med det samme og læst. Kierkegaards og Andersens værker levede stadig. Norden producerede litteratur til hele Europa. Der kunne laves en imponerende kanon over nordisk litteratur fra de år, hvis ellers nordmænd og svenskere var interesseret i den selskabsleg, som af indenrigspolitiske grunde har så gode dage i Danmark. Det er de ikke. Og er den nordiske litteratur stadig en betydelig faktor i verden, hvis man tæller oversættelser - det er den - så skyldes den ændrede situation, at det er gået litteraturproduktionen, som det er gået Ruhrproduktionen: Ingen af dem spiller længere den centrale rolle, de engang gjorde. Styrker ikke fællesskabet Nordisk råd er i dag et hyggeforetagende, der giver en del medlemmer af den politiske klasse anledning til mange gode rejser og møder. Jo større forskel der bliver på den politik, Danmark og de andre nordiske lande fører - og forskellen er vokset hver måned i de sidste fem år - des mindre reel rolle spiller Nordisk Råd. Når for eksempel i de senere år Sverige lejlighedsvis har sat multikulturen på dagsordenen, har den danske kulturminister kunnet nøjes med at reagere ved bare at blive væk. Herregud, det er jo kun Norden. Når han bliver kritiseret af den svenske regering, ved han, at hans politik ligger rigtigt, har den danske statsminister sagt for nylig. Man skal ikke gøre sig illusioner om, at Nordisk Råds Litteraturpris vil føre de mere og mere spaltede skud af Nordens herlige stamme tættere sammen. Det politiske slægtskab mellem landene, som har bestået i den anden skandinavismes tid, altså i anden halvdel af det 20. århundrede, er under afvikling. Unge svenskere, nordmænd, finner og danskere taler engelsk sammen og læser litteratur i oversættelse - hvis den er god, uanset hvor den er skrevet. Professionelt tilrettelagt Men vær ikke bange, Nordisk Råds Litteraturpris skal nok bestå, selv om det kulturpolitiske rum omkring den er ved at forsvinde. Der er for få penge at spare ved at nedlægge den. Uddelingen af den er desuden med til at give et af årets møder et kulturelt skær, næsten som en nobelfest. På litteraturens vegne er der grund til at glæde sig. Prisen er jo aldrig gået til dårlige forfattere. Udvælgelsen er så professionelt tilrettelagt, at det ikke sker. Mange forfattere, navnlig de gode og originale, tjener så lidt i disse små sprogområder, at der er al mulig grund til at klappe over hver en skærv, der bliver tilført dem, uanset hvor historisk tilfældig pengenes oprindelse er.