København og Danmark har jo det store privilegium, at den tidligere kirke i Møllegade i København er omdannet til et LiteraturHaus. Stedet en frodig og livlig katedral for al slags litteratur, åben for alle litteraturmennesker og med sit høje, kvadratiske rum en behagelig arena for ord, ord, ord. Feinschmecker-gruppe Denne tirsdag aften består publikum af en skønsom flok på 50-60 stykker, primært fra inderkredsene i de forskellige litterære miljøer i byen (altså ikke et universitært publikum, men en feinschmecker-gruppe blandt yngre, udøvende skribenter). De er alle kommet for at lytte til og snakke med den svenske litterat Horace Engdahl (også kendt som sekretæren for Det Svenske Akademi) og den danske digter Niels Frank, i en samtale modereret af digterinden Mette Moestrup, der nævner, at mens Frank er en kritisk poet, er Engdahl en poetisk kritiker. Førerorangutangen Anledningen er, at Engdahls aforismesamling 'Meteorer' netop er blevet oversat og udgivet på forlaget Basilisk - stemningen er afslappet og dog en anelse spændt og koncentreret. Ser man på forsamlingen som en flok højere primater, er Engdahl - på sin egen urbant polerede måde - uden tvivl førerorangutangen, mens den nervøst koketterende Frank er en noget mindre han, omgivet af flokkens brogede sammensætning af små silkeaber, muntre chimpanser, vrisne gorillaer - og Deres undertegnede bavian. Fragmenter, tak! De to læser først op, Frank fra sit tekstskrummel 'Første person, anden person' (2004), Engdahl fra sin samling. Folk ler spredt, særlig Engdahl formår med sit minespil og sine betoninger at levere aforismerne med et elegant svirp. Og så begynder snakken! Straks bliver det slået fast, at der er absolut forskel på aforisme og fragment. Engdahl bedyrer, at kritikerne af hans samling ikke har begrebet, at han begår fragmenter, ikke aforismer - således er han nemlig bekvemt sluppet fri af kritikken for ikke at skrive på niveau med de store aforismemestre. Det hjælper ham ikke - for han skriver heller ikke nær så gode fragmenter som f.eks. Novalis. Guldkorn Krukket lyder det, at de aforismer, der vitterlig optræder, alene er ulykkestilfælde. Men ingen af de to er i stand til præcist at definere, hvori forskellen mellem aforisme og fragment består, den er der bare. Frank leverer et guldkorn, nemlig at hans egne »metaforismer« (aforismer + metaforer) består af både tanke og billede, erfaring og refleksion - et enestående skarpsindigt og præcist signalement, der tydeligt hjælper os til at skelne ... Forfatteren Jeppe Brixvold nævner senere fragmenternes løsrevne, hjælpeløse status - men det nytter ikke meget, for de tidlige, konkrete tekstfragmenter (fra 600 f.Kr.), Brixvold henviser til, er jo radikalt forskellige fra de tyske romantikeres iscenesatte fragmenter anno 1798? Vil ikke behage Engdahl beretter om, hvorledes fragmentet afbrydes, når man skamfuldt hører en indre, ironisk modstemme, og Frank sekunderer ivrigt, at dette avler en særlig dialogisk kvalitet ved fragmentet. Fragmentet beskrives af Engdahl som en parasitær 'ikke-genre', en mobil tekstsværm, der kan låne og stjæle træk fra alle omgivende genrer; Frank anfører, at fragmentet udspringer af en kriseerfaring. De kommer herefter frem til, at fragmentet er forbundet med en særlig ensomhed, en ståen alene, og antyder, at fragmentet rummer en oprørsk modmagt i forhold til 'Systemet', 'Magten', 'Kollektivet'. Fragmentet er par excellence selvkritisk og søger ikke at behage, tværtimod. Christina Hesselholdts skarpe tænder På dette tidspunkt har de to orangutanger paradoksalt fået skruet sig op i en betydelig fælles tilfredshed med egne fortræffeligheder og fragmentets vidunderligheder - men så går forfatterinden Christina Hesselholdt insisterende kontra. Hun spørger: Er fragmentet, og de to herrer, ikke ualmindeligt autoritære, myndige, selvfede og monologiske? I den måde, de fører sig frem på, og særlig i den måde, deres respektive »fragmenter« og »metaforismer« fungerer på over for læseren? Og skulle romanen og digtet nu være mindre oprørske og ensomme end fragmentet? Hesselholdt bider sig fast, og indvendingen leder til en bred, interessant, men undertiden også meget vag og tåget snak - om genrernes krig (den findes ikke, hævder de to fragmentarikere, Engdahl siger vittigt: »Fragmentet er ikke en Terminator«) og om det mulige politiske potentiale, der ligger i fragmentet. Svævende beretning Engdahl væver - aforismen, sorry fragmentet, rummer en »ældre fornemhed«, det er illoyalt, står for sig selv, og det kommer overvejende fra mænd (når vi ser bort fra den titaniske kvindelige undtagelse ved navn Edith Södergran) - og leder let til en følelse af, at andre tekster er for ordrige. Fragmentet er ifølge Frank, sekunderet af Brixvold, tomt og nøgent. Hesselholdt mener tværtimod, det fremstår som en frossen færdigret! På dette tidspunkt indleder Engdahl en lang, svævende beretning om portugisiske Pessoa (på foranledning af Thomas Bobergs skeptiske spørgsmål til fragmentets herligheder), der mest af alt munder ud i, at 'Rastløshedens bog' er et mesterværk. Ikke et Hanne-Vibeke Holst-publikum Men spørgsmålet simrer stadig: Er fragmentet særlig »demokratisk«, eller er det tværtimod arrogant lukket og aristokratisk fornemt? Engdahl foreslår, at fragmentet er nihilistisk - det er uden »sociale ceremonier«; men overser da vist, at såvel aforisme som fragment altovervejende dyrkes af de mest trænede og forfinede litteraturmennesker? Det er ikke et Hanne-Vibeke Holst-publikum, der er samlet her i aften, hvilket de fleste i lokalet nok intuitivt tager for givet - dog uden at mæske sig i den særlige, bagvendte tilfredshed, som præger de to fragment-magere. Mangel på viden Til slut supplerer Pablo Henrik Llambias med en gammel traver fra romantikforskningen, nemlig en kommentar om, at fragmentet retter sig mod en ideal helhed, som utopisk horisont, snarere end mod andre genrer som sådan. Herefter slår Frank fast, at fragmentet ikke er autonomt, det beror på talrige måder på ydre faktorer, og deri ligger noget enestående nyt og originalt ... hvorved den nogenlunde belæste Frank på mystisk vis demonstrerer sin omfattende mangel på viden om europæisk litteratur- og kritikhistorie de sidste 200 år?! Meteorisk lurifaks Og så må denne bavian give op, røgskyerne fra 800 cigaretter og vagt fragmenteret sniksnak er nu så massive, at der ikke er andet at gøre end at haste ud i den kolde, klare natteluft, også selv om kløgtige Hans-Otto Jørgensen nu endelig blander sig. Det bedste var at se Engdahl folde sig ud, hans fysiognomi har noget Buster Keaton over sig, parret med en tilstræbt gustaviansk salonkultur, og et meget synligt glimt i øjet. Den mand er en meteorisk lurifaks.