I digtet er litteraturens stemme mest universel. Her beskæftiger digterne sig på tværs af alle kulturelle barrierer med det samme fundamentale grundstof i komprimeret form. Hvad vil det sige at være menneske i verden? Digtene er et mødested på tværs af tid og rum, hvor man kan springe direkte fra en 800 år gammel kinesisk embedsmandsdigter til engelske Mark Haddon, der mindes Led Zeppelins tredje album, og Gustaf Munch-Petersen, der på vej til sin død i Spanien slår sig i rastløshedens gnavende tøjr. Hvide pletter Men også i litteraturens verden oplever man globaliseringens massive paradoks. Verden bliver mindre og mere kompakt, men også mere skrøbelig og diffus. Over hele verden læser man 'Da Vinci-mysteriet' og 'Harry Potter'. Samtidig breder de hvide pletter sig på litteraturens landkort med alarmerende hast. Man opdyrker sin lokale kanon, mens det fælles ukendskab til hinandens mest dyrebare skatte eskalerer. Kun det, som kommercielt udtrykker sig i en gangbar international valuta, trives. En udvikling, der går hårdt ud over digtenes kommercielle svæklingevækster. Oplagene er små nok på originalsprogene, men hvis oversat lyrik var truede dyrearter, ville der for længst være blevet råbt vagt i gevær. Seriøs udfordring Der bliver simpelthen efterhånden oversat uhyre lidt lyrik fra den store verden til dansk. En god forretning har det nok aldrig været, og at oversætte lyrik har under alle omstændigheder altid været en seriøs udfordring. Men også en udfordring, som efterhånden kun sjældent bliver taget op. Selvfølgelig er der undtagelser. Entusiaster på små idealistiske forlag får stablet oversættelser af f.eks. den eksklusive franske digter René Char på benene. Eller man får en række kvindelige forfattere til at foretage en ambitiøs nyoversættelse af Edith Södergran. Fint nok, men i modsætning til så mange andre store digtere er Södergran ikke ligefrem nyt stof på dansk. Mindst en nobelpris Der var engang, da f.eks. Husets Forlag gjorde en jætteindsats og holdt en våge åben for både nye og ældre lyriske forfatterskaber. Men siden er det gået ned ad bakke. Selv digterne fra de andre nordiske lande befinder sig på en stadig mere fjern planet. Man har nogle gange på fornemmelsen, at der næsten skal en Nordisk Råds eller en nobelpris til, før man som digter kan introduceres på dansk. Seneste 'bølge' var den store generation af beslægtede nobeldigtere, der bandt stedet og verdenslitteraturen sammen: Derek Walcott, Seamus Heaney og Joseph Brodsky med den australske (dog ikke nobelmodtager) Les Murray i kølvandet. De blev alle oversat til dansk. Men mere end en introduktion blev det ikke til. Der er meget mere, hvor det kommer fra. Seks unikke stemmer I lyrikkens tilfælde kan man ikke brokke sig over, at det er den amerikanske globalisering, der tromler alt over ende. Der er mere end ét USA, og digternes er mildest talt ikke dét, vi ser mest til. Amerika er et stort land med mange store digtere, men selv så udadvendt, appellerende og oplagt en digter som det amerikanske sidestykke til Benny Andersen, Billy Collins, er ikke udgivet på dansk. Ser man over en bred kam på de danske oversættelser af amerikansk lyrik, skulle man tro, den startede med Emily Dickinson og Walt Whitman og, med Charles Bukowski som karakteristisk slingrende undtagelse fra reglen, sluttede brat med beatgenerationen. Sådan er det selvfølgelig ikke. Tag nu blot Louise Glück, der forrige år var amerikansk poet laureate og målt med en hvilken som helst målestok en stor og væsentlig digter. Hun er heller ikke oversat til dansk. Men Glück åbner ballet, når vi i dag og i de kommende fem uger her i Bøger vil præsentere nogle få af de mange digtere, der ikke er blevet oversat til dansk. Der er ikke tale om nogen top-6 i en slags uretfærdighedens kanon. Det er blot seks personlige favoritter. Seks unikke stemmer blandt mange, mange flere fra den efterhånden alt for tavse litteratur - den store verdens lyrik.