Der er tegneseriefiguren Kloge Åge, som fortæller børn om gode net-links til alt muligt, der interesserer dem. Der er Funky Frida, som elsker musik og giver vejledning, hvis man vil lave sin egen musikvideo. Og der er også den vævre, nøddebrune Klatremus Kitty, som har dedikeret sit tegneserieliv til at give børn under syv år lege- og læreoplevelser på nettet. Stigende besøgstal Alle de figurer og mange flere til er visualiseret af Simon Bukhave og lever en børnevenlig tilværelse under stadig udvikling på børnebibliotekarernes hjemmeside www.DotBot.dk. Siden åbnede i 2000 og i årene derefter er antallet af brugere steget med cirka 33 procent om året. I 2005 havde siden 190.467 besøgende, der i gennemsnit brugte 12 minutter i DotBots univers. Uventet succes For DotBots skaber, leder og redaktør Kirsten Steen Nielsen er hjemmesidens voksende antal brugere ikke det eneste succeskriterium: »Vi bliver brugt meget mere, end vi havde forventet«. »Men det betyder også meget for os, at vi har opbakning fra samtlige børnebiblioteker i Danmark«. »150 børnebiblioteker fra 70 kommuner deltager, og det er kun på grund af deres samarbejde med os, at siden er blevet så stor en succes«. Kvalificerede anbefalinger DotBot blev skabt som en konsekvens af, at der i slutningen af 1990'erne var opstået et behov for at udvide opfattelsen af, hvad et børnebibliotek kan være og skal kunne. Børn kommer sjældnere på bibliotekerne end før. Og når de kommer der, er det ikke kun for at læse bøger. De bruger f.eks. også bibliotekernes computere og musik. »DotBot arbejder i samspil med de fysiske biblioteker. Hjemmesidens formidlere er børnebibliotekarer, der virkelig skal kunne noget fagligt. En af vores mest brugte aktiviteter er den om læserinspiration, der henviser til børnelitteratur«. »Da vi skabte den, var det for at lave et sted, hvor det er sejt at læse. Vi har et anmelderkorps bestående af cirka 50 børnebibliotekarer, der kun anbefaler bøger, de har lyst til at læse«. »Det behøver ikke at være en ny bog, men man skal brænde for den. Oplevelse er i det hele taget lige så vigtigt som information på DotBot«, siger Kirsten Steen Nielsen. En ordentlig tone Kernebrugerne er fra 9 til 12 år gamle, men Klatremusen Kiddy sørger for, at der også sker noget for mindre børn. Alle aktiviteterne lever op til børnebibliotekarernes krav om kvalitet, og hvis nogle børn forsøger at skrive chikanerende om andre børn inde på Dot.Bot, bliver udsagnet bremset, siger Kirsten Steen Nielsen. »Vi censurerer ikke børns stavefejl eller sprog i øvrigt, men det er vigtigt, at der er en ordentlig tone«. En ordentlig dansk tone oven i købet. Kirsten Steen Nielsen mener, der findes alt for få gode hjemmesider for børn på det lille danske sprog, og en af DotBots fremtidige opgaver bliver bedre formidling af dansksprogede sider om f.eks. dyr, musik og film.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce